Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Studerende i praksis: Fyrre, faglig og fremmed

At være sygeplejestuderende i første praktik kan være svært, men når man oven i købet har rundet de 40, kan personalets forventninger føles som et åg.

Sygeplejersken 2012 nr. 11, s. 6

Af:

Mette Bjerregaard, sygeplejestuderende

SY-2012-11-6Arkivfoto: Jakob Boserup

Jeg er som 40-årig startet på sygeplejerskeuddannelsen efter mange år i et administrativt job. Inden studiestart havde jeg fået mange tilkendegivelser om den fordel, min alder og erfaring kunne være. Men desværre har det indimellem i praktikkerne vist sig at være lige modsat.

Da jeg skulle starte i min første praktik på modul 4, kom jeg på en hjerteafdeling, hvor arbejdspresset var højt, og der derfor ikke var tid til at snakke portfolio og forventninger til praktikken i de første dage.

Det medførte desværre, at jeg blev kastet ud i arbejdsopgaver, som jeg slet ikke var klædt på til at håndtere, og en del sygeplejefaglige opgaver, som jeg kun havde teoretisk viden om. Det gav anledning til en del frustration og manglende tro på, om mit studievalg nu var det rigtige. Efter et par dage blev jeg nødt til at sige fra over for disse arbejdsopgaver, som jeg ikke følte mig klædt på til at kunne udføre.

”Vi troede, du vidste en masse.”
”Med din alder må du da have prøvet lidt af hvert.”
”Du kunne jo nemt være uddannet sygeplejerske i din alder.”

Det var nogle af de tilkendegivelser, jeg fik. Jeg ved da også en masse og har prøvet lidt af hvert, men bare ikke som sygeplejestuderende.

Min oplevelse er sikkert ikke enestående, men blot en venlig reminder til de kliniske vejledere og sygeplejersker ude i klinikkerne om at tage sig tid til allerførst i praktikken at drøfte forventninger og erfaringer, så både studerende og vejledere kommer godt fra start.

Det vil helt klart give den studerende en bedre start og en større tro på, at man nok skal lære de arbejdsopgaver, som studiet kræver.

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken. Send din historie til Jette Bagh jb@dsr.dk