Dilemma: Familiens ord er lov

Familien betyder alt, og familien skal derfor, efter den gravide patients mening, bestemme, om hun skal have abort eller give det uønskede barn til en barnløs søster.

SY-2012-02-13-1aIllustration: Pia Olsen

En 42-årig indvandrerkvinde med diagnosticeret skizofreni har været velreguleret og symptomfri i mange år. Hun er nu blevet indlagt pga. selvmordsforsøg i forbindelse med en ikke-planlagt og uønsket graviditet.

Hun har to voksne børn, som begge blev fjernet fra hende, da de var små. Hun har overvejet abort, men overvældes af en enorm skyldfølelse, selvom tanken om at passe et lille barn er uoverskuelig for hende. Graviditeten er resultatet af et tilfældigt møde, og faderen til barnet ved ikke noget om graviditeten. Hun fortsætter med at overveje abort, men tiden for abort er nu ved at være kritisk.

Kvindens psykiske tilstand forværres med depression, som siden slår over i psykose. Hendes evne til at give informeret samtykke svækkes, som hendes psykiske tilstand forværres. Det er nødvendigt for hende at få medicin, men der er stor risiko for, at medicinen kan skade det ufødte barn.

Hun bliver samtidig presset af familien til at føde barnet og give det til en yngre, barnløs søster. Da hun har stor respekt for de familiære afgørelser, nægter hun at tale med personalet på afdelingen.

Hun ønsker, at familien skal træffe beslutningen for hende. Hun siger: ”Jeg vil gøre det, de siger.”

Læs nedenfor, hvad Sygeplejerskens panelmedlemmer mener. 

Svar nr. 1

For mange mennesker, der er født under andre kulturelle vilkår end de danske, er det naturligt, at familien eller stammen er afgørende instans. De er ikke opvokset med vores kulturs vægt på autonomibegrebet, hvilket betyder, at det for både kvinden og familien er skik og sædvane og dermed for dem etisk korrekt, at familien har det afgørende ord i forhold til kvindens fremtid.

En mulighed kan derfor være at indbyde hele familien til en samtale, hvor der er god tid til at informere om risici og drøfte disse:

  • Risiko for fortsat sygdomsudvikling med beskrivelse af den lidelse, det vil påføre kvinden. 
  • Risiko for, at det senere i forløbet konstateres, at kvinden alligevel ikke magter at gennemføre graviditeten og de konsekvenser, det har.
  • Risiko for, at barnet fødes med handicap, og konsekvenserne for søsteren. Er hun parat til at tage vare på et handicappet barn med alt, hvad det indebærer?

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, formand for den lokale etiske komité ved Aalborg Sygehus.

Svar nr. 2

Situationer, som den indvandrerkvinden befinder sig i, udfordrer os hver eneste gang, vi støder på dem, fordi vore egne normer og værdier bringes i spil.

Det ultrakorte svar er, at vi sygeplejersker skal støtte kvinden i det, hun beslutter sig for at gøre. Det er de hårde kendsgerninger, når der arbejdes med mennesker, som har andre værdier og normer, end vi selv har. Der vil automatisk opstå rimelighedsbetragtninger, men det er ud fra vores egen kontekst og med udgangspunkt i, hvad vi synes, kvinden bør gøre, og det tæller ikke i den aktuelle situation.

Imidlertid er der andre sygeplejeetiske betragtninger i forhold til spørgsmålet om kvindens habilitet i forhold til egen behandling og samlede livssituation.

Sådanne udfordringer bør drøftes i faglig sammenhæng, så det ikke er den enkelte sygeplejerske, som lades tilbage i et krydsfelt.
 
Af Grete Bækgaard Thomsen, sundhedschef, formand for Sygeplejeetisk Råd, www.dsr.dk/ser 

Emneord: 
Indvandrer
Gravid
Psykisk lidelse
Etik
Dilemma