Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Kan man flytte solen?

Tilknytning til naturen er ingen selvfølge, når et menneske flytter på plejehjem. Et samarbejde mellem beboere, pårørende, personale og en forsker førte til klare ønsker om et fortsat udeliv og aktivitet i naturen. Artiklen er baseret på forfatterens ph.d.-afhandling.

Sygeplejersken 2012 nr. 2, s. 76

Af:

Eva Algreen-Petersen, sygeplejerske, ph.d.

sol

”Jamen, man kan da ikke flytte solen – eller kan man?” Spørgsmålet blev stillet af en ældre dame under et fremtidsværksted, hvor plejehjemsbeboere skulle skabe et drømmebillede af, hvordan udeliv og naturoplevelser kunne blive en del af hverdagen på plejehjem.

At blive gammel og flytte i plejebolig er en forandring, der er forbundet med et brud i forhold til det hidtidige liv. Et forhold i livet, der er i særlig risiko for at blive brudt, er forholdet til naturen. Forskning viser, at de færreste beboere i plejeboliger kommer ud i den udstrækning, de kunne ønske sig, og at langt hovedparten er afhængige af hjælp til at komme udendørs.
Plejehjemsbeboere og deres relationer til naturen samt omgivelsernes muligheder for at understøtte dem var genstandsfelt for det ph.d.-projekt, der her refereres til.

Med aktionsforskning som metode arbejdede beboere, personale og pårørende på et plejehjem sammen med en forsker om at finde veje til at gøre natur og udeliv til en del af plejehjemmets dagligdag. I fremtidsværksteder udformede deltagerne utopier over udeliv på plejehjem. Beboernes deltagelse krævede et grundigt fælles forarbejde, hvor forskeren gennem natursnak og udflugter til naturoplevelser fik kendskab til de deltagende beboeres naturrelationer.

Derved blev det muligt at understøtte den enkeltes deltagelse i fremtidsværkstedet. Deltagelsen blev yderligere hjulpet på vej af en billedkunstner, som på en vægavis illustrerede alle idéer, efterhånden som de kom frem. Med tegningerne forblev idéerne i rummet, og god hukommelse var ikke en forudsætning for at bygge videre på hinandens idéer.

Metoden gjorde, at beboere med demens også kunne deltage og bidrage. Arbejdet resulterede i en række forslag til indretning af plejehjemmets have, men det rejste også nogle problemstillinger i forhold til, hvorvidt det blev oplevet som muligt og legitimt for personalet at indgå i livet i haven sammen med beboerne. Dette perspektiv på projektet er behandlet i et særskilt afsnit i afhandlingen.

Efter fremtidsværkstedet gennemførtes aktiviteter rettet mod de ønskede forandringer. Ved at anvende en tværvidenskabelig tilgang og aktionsforskning som metode var det muligt at vise, at plejehjemsbeboernes drømme om et plejehjemsliv med naturen som en del af dagligdagen er en mulighed, men også en udfordring for den eksisterende organisering af liv og arbejde på plejehjem. Beboernes drømme om udeliv som en naturlig del af livet udfordrede personalets forestilling om udeliv i form af aktivitetstilbud, de skulle præsentere for beboerne.

Igennem de forandringstiltag, der fulgte efter værkstedsarbejdet, gjorde deltagerne erfaringer med et fællesskab om haven, der for beboerne og de pårørende bidrog til at mindske bruddet med livet før plejehjem og for personalet både gav en udvidet forståelse af faglighed og en glæde i arbejdslivet.

Projektet førte til større fællesskab

Projektet kunne ikke flytte solen, men der var andre resultater: Projektet viste, at mennesker med demens er i stand til at deltage i udviklingsarbejde og beslutninger, når de rette metoder tages i brug, og temaet forekommer nærværende.
Samarbejdet på tværs af deltagergrupperne om et fælles tema gav de pårørende en ny oplevelse af plejehjemmet som ”et sted, vi er fælles om”, hvilket efterfølgende har resulteret i større fællesskab om at løse problemer i hverdagen.

Naturtemaet og den metodiske tilgang kaldte ressourcer frem hos beboerne, personalet ikke tidligere havde kendskab til.
Processens aktiviteter har gennem overskridelse af de sædvanlige arbejdsformer udfordret traditionelle implementeringstiltag, der følger efter et projekt. I stedet er der etableret et ufærdighedsrum, der giver adgang til at prøve, træde tilbage, reflektere over forløbet og prøve igen, måske på en ny måde og i en ny retning.

Eva Algreen-Petersen er konsulent i Ældrestaben, Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i København.
En uddybende artikel om ph.d.-projektet vil blive trykt i tidsskriftet Gerontologi i 2012.

Afhandlingen ”Kan man flytte solen” af Eva Algreen-Petersen kan downloades via RUC’s bibliotek, www.rub.ruc.dk/ > søg ”Kan man flytte solen”.