Vi blev spurgt, om vi ville starte ugen efter

Læs artiklen som PDF - gå til side 20

Uddannet sygeplejerske, i dag sjuksköterska. Sandra Nielsen tager toget fra Amager til Malmö for at komme på arbejde på Ortopediska Kliniken. Foto: Simon Klein-Knudsen

Efter tre måneders ivrig jobjagt i foråret 2011 stod 24-årige Sandra Nielsen stadig uden en kontrakt i hånden. Sygeplejestudiet var afsluttet i januar, og medierne kunne fortælle flere og flere historier om vanskelige vilkår for de nyuddannede, som kom ud til et håbløst arbejdsmarked.

Det var umuligt at få noget. Det hele handlede om besparelser og ansættelsesstop, og de ville kun have erfarne sygeplejersker til de få stillinger, der var,” husker hun. 

Levebrødet blev derfor a-kassen og en tur forbi Jobcenter København, hvor en begejstret konsulent kunne fortælle, at der var masser af ledige stillinger i Sverige også for nyuddannede. Jobcentret havde derfor arrangeret busture over Øresundsbroen for at matche ledige sygeplejersker med måske kommende arbejdsgivere.

"Jeg kunne ikke selv deltage, men min studiekammerat tog med på turen. Hun fortalte, at det havde lydt rigtig godt. Hun havde også fået kontaktoplysninger med hjem på de afdelinger, vi var interesserede i,” siger hun.

Sandra Nielsen sendte derfor i starten af april sit CV til afdelingschefen på Ortopediska Kliniken på Skånes Universitetssjukhus i Malmø. Et par uger efter blev både hun og studiekammeraten bedt om at komme til jobsamtale. En lidt uformel en af slagsen, hvor begge sygeplejersker blev interviewet samtidig, og hvor det hele pludselig gik meget stærkt.

Jeg blev selvfølgelig rigtig glad for at blive kontaktet, men det var overvældende at sidde til sin allerførste jobsamtale, når det oven i købet foregik på svensk. Men i løbet af samtalen var det næsten, som om vi begge to allerede var ansat,” siger Sandra Nielsen, som heller ikke nåede at få meget betænkningstid: "Til sidst blev vi spurgt, om vi ville starte ugen efter. Det sagde vi selvfølgelig ja til,” siger hun.

De to nyslåede svenske kolleger fik sideløbende med opstarten i det nye arbejdsliv en introduktionspakke den første måned sammen med fem andre danske kolleger, der også havde fundet vej til jobmarkedet via Sverige.

Vi skulle lige finde ud af, hvor vi overhovedet skulle starte fra. Det er et fremmed sprog, og der er en masse vedrørende skat, transport og andre praktiske ting, der skulle på plads. Jeg var koncentreret konstant i starten og helt kaput, når jeg kom hjem fra arbejde.

I Sverige må man mere

Selvom Sandra Nielsen snakker dansk til kolleger og patienter, har der efterhånden sneget sig en del svenske gloser ind undervejs.

”Mine kolleger har ikke problemer med at forstå mig. De patienter, der har hørebesvær eller kommer højere oppe fra i Sverige, kan godt have lidt svært ved det en gang imellem. De fleste er meget positive over, at jeg er dansk. Når de hører det, prøver de selv med de danske ord, de kan. I det hele taget har jeg kun haft positive oplevelser på jobbet,” fortæller hun.
Sandra Nielsen forventer heller ikke at vende tilbage til Danmark foreløbig.

”Det er en kæmpe oplevelse at prøve at være sygeplejerske i et andet land. Her må vi mere, end jeg har erfaringer med i Danmark. Jeg var tidligere i praktik på en ortopædkirurgisk afdeling, og der var det laboranterne, der tog prøverne. I Sverige tager sygeplejerskerne dem også. Så jeg føler, jeg får udviklet mine kompetencer meget,” siger hun.

Selvom hjemlandet ikke trækker endnu, bliver karrieren på den anden side af sundet næppe livslang. ”Når jeg en dag skal have familie, vil jeg gerne tilbage. Der er også andre ting, der trækker. I Sverige arbejder vi flere timer om ugen, men tjener en del mindre end i Danmark.”