5 faglige minutter: Personpåkørsel

Det var en af de eftermiddage i januar, hvor regnen silede ned, og mørket strakte sig over både nat og dag. Jeg stod i en boghandel og havde netop købt bogen til den næste læsekreds.

Den unge pige bag disken fortalte, at hun pga. regnen undtagelsesvis havde taget toget denne morgen i stedet for at cykle.

”Og så er det lige sådan en dag, der er en, der vælger at kaste sig ud foran toget og forsinke alle mennesker. Jeg synes simpelthen, det er så egoistisk. Hvad med alle dem, der ser på det … Så må de finde et andet sted at gøre det.”

Jeg indvendte, at et menneske, der er så sygt og har det så skidt, at selvmord er eneste udvej, nok ikke tænker på, om han eller hun forsinker togtrafikken.

Pigen holdt fast i sit. ”Det er så egoistisk,” mente hun.

Jeg forsøgte igen: ”Der er ca. 600-700 mennesker, som hvert år tager deres liv, og …”

”Er der så mange, der kaster sig ud foran toget?” spurgte hun.

”Nej,” svarede jeg, ”så mange tager deres eget liv.”

Samtalen sluttede med det obligatoriske ”ha’ en god dag”. Indholdet blev hængende i bevidstheden under ”Personpåkørsel”, som er den triste overskrift, passagererne præsenteres for, når togdriften uventet går i stå.

Senere kom jeg i tanke om, at jeg kunne have anbefalet pigen at læse en bog, der nok kunne have fået hende til at tage et kvantespring i psykiatriforståelse.

”De der blev tilbage” af Birgitte Andersen og Torben Åndahl er en portrætbog med efterladte efter selvmord. Bogen indeholder beretninger fra venner og familiemedlemmer til den person, som tog sit liv, og det er læsning, der gør det meget tydeligt, hvor mange mennesker et selvmord berører, og hvor dybe spor et selvmord sætter i de efterlevende.

Skyld, en søgen efter forklaring, sorg, savn, måske skamfuld lettelse og et liv, der for altid er forandret.

Mange af beretningerne indeholder kritik af hospitalspsykiatrien og distriktspsykiatrien: Der mangler klare behandlingsplaner, der er for få muligheder for meningsfuld aktivering, for meget nøl.

Det er en bog, der skal læses i små bidder, for den er stærk, men det er også en bog, der kan berige de sygeplejersker, som er ansat i psykiatrien, og de mennesker, der ved tæt på ingenting om emnet.

Jeg har kendt fire mennesker, som valgte selvmord som udgang på deres pludseligt bristede forhåbninger eller som løsning efter lang tids depression. Hver gang har chokket været overvældende.

En søndag morgen for mange år siden lød det i telefonen om en nær kollega: ”Kirsten har begået selvmord.” Helt absurd, tænkte jeg: Ja, men hun er da ikke død. Så galt kunne det ikke være gået. Men det var det. Det er umuligt at lade være med at tænke på, om beslutningen kunne have været afbødet. Kunne vi have grebet ind?

De fire var ikke tætte familiemedlemmer, men deres sørgelige historier lever videre i bevidstheden, fordi tilknytningen var der gennem venskab eller bekendtskab. De fire havde alle børn, som ikke var særligt gamle, børn, de frivilligt forlod. Er de egoister? Burde de have tænkt på børnene eller for den sags skyld på, at toget skal holde togplanen?

”Egoist” er en hård anklage at fremsætte i en situation, der for alle involverede er rædselsfuld. Snarere må man overveje, hvorfor der altid er tre fingre, der peger på en selv, når man peger fingre ad andre.

Opdateret viden og opgør med letkøbte fordomme hindrer ikke et selvmord, men kan føre til større opmærksomhed og medmenneskelighed, når en ven, en kollega eller et familiemedlem er gået på grund i livet. ”Personpåkørsel” er og bliver et sørgeligt ord, som indrammer en uigenkaldelig beslutning og kalder på forståelse.