Dilemma: Klage over manglende genoplivningsforsøg

Illustration: Pia Olsen

En 62-årig mand med svær pneumoni tilses og hjælpes på bækkenstol om natten. Patienten har selv ringet. To timer efter bliver patienten fundet død i sengen.

Der er tegn på, at patienten har brugt bækkenstolen, og patienten ligger med hovedet i fodenden.

Sygeplejersken begynder ikke på genoplivning, da patienten er uden puls og blåmarmoreret på begge ben. Familien klager efterfølgende over, at der ikke er forsøgt genoplivning.

Sygeplejersken mener, det ville have været meget problematisk at påbegynde genoplivning på en patient, som er død.
Er det et etisk dilemma, eller skal sygeplejersken altid begynde genoplivning, når en patient findes uventet død?
 

Svar 1.

Hvis ikke der i journalen er ordineret ”Ikke genoplivning ved hjertestop”, vil den juridiske afgørelse være, at sygeplejersken skal indlede genoplivning. Den juridiske afgørelse udelukker imidlertid ikke et etisk dilemma.

Patienten kan over for sygeplejersken have udtrykt overvejelser vedrørende livets afslutning og givet oplysninger vedrørende hjertestopbehandling.

En sådan samtale kan betyde, at sygeplejersken vælger at lade patienten få fred, men det legaliserer ikke beslutningen hverken juridisk eller etisk.

En beslutning vedrørende ”Ikke genoplivning ved hjertestop” skal være journalført efter nøje information og drøftelse med den behandlingsansvarlige læge, og beslutningen skal være velovervejet. Det vil sige, at en samtale i en vagt mellem en sygeplejerske og en patient ikke kan begrunde, at handling undlades. Det synes også at være en meget drastisk beslutning, da patienten kun er 62 år, og der i sygdomsbeskrivelsen ikke er anført andet end pneumoni.

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, formand for den lokale etiske komité ved Aalborg Sygehus.
 

Svar 2.

Lovgivningen er meget klar på området. Ligsyn kan kun foretages af en læge. Dette kan dog fraviges i tilfælde, hvor dødens indtræden er åbenbar.

Når det er sagt, opstår der ofte et dilemma af etisk karakter i forhold til, om genoplivning bør foretages. Her er faktorer som sygeplejerskens erfaring, viden, den enkelte situation og kendskabet til patienten væsentlige.
I etisk perspektiv er det menneskets ukrænkelighed, respekten og princippet om ikke at påføre skade eller lidelse, der er til stede.

Det betyder, at hvis man som sygeplejerske foretager et professionelt skøn om, at patienten ikke vil kunne genoplives, er man ikke forpligtiget til at foretage genoplivning. I praksis er det dog et svært skøn, når det drejer sig om patienter med lidelser, der kan behandles.

Hændelsesforløbet omkring den 62-årige patient og det professionelle skøn, rejser spørgsmål som: Havde patienten andre lidelser? Hvilken observation havde der været af patienten i de to timer, der gik, og i timerne op til? Hvordan blev lægen inddraget?

Den enkelte sygeplejerske kan ikke være garderet mod eventuelle klager fra forskellig side, når hun vælger sine handlinger. Valg må ofte træffes efter fagligt skøn, og spørgsmålet om, hvorvidt valget var rigtigt eller forkert, er ofte et samvittighedsspørgsmål.

Af Erik Weye, anæstesisygeplejerske, SD, hjertestopkoordinator, medlem af Sygeplejeetisk Råd