Studerende i praksis: Mødet med en døende patient

Arkivfoto: PhotoAlto

På modul 11 har jeg været fem uger i hjemmeplejen. Her har jeg haft mulighed for at følge et forløb, som omhandlede palliativ pleje til en borger med lungecancer. Selve forløbet var meget kort, borgeren blev hurtigt dårligere og døde, få uger efter diagnosen var stillet.

Det var mit første møde med palliativ pleje, og det har sat en masse tanker i gang.

Der er forskellige områder, som jeg efterfølgende har tænkt meget over. De omfatter, hvordan man som sygeplejerske giver den vejledning, støtte og omsorg til et menneske, der i den grad er præget af krise og sorg.

Her tænker jeg også på, hvor vigtigt det er for os som omsorgspersoner at fastholde et sammenhængende forløb for borgeren, fordi jeg har oplevet, hvordan et menneske, som er i krise, ofte har svært ved at koncentrere sig og holde fokus. 

Jeg oplevede dette i de samtaler, sygeplejerskerne og jeg havde med borgeren. Jeg er meget taknemlig for, at borgeren gav mig lov til at deltage i sin pleje og sine samtaler med sygeplejerskerne.

I starten var samtalerne præget af skyldfølelse over ikke at have opdaget knuden på armen i tide, for så kunne kræften måske have været helbredelig?

”Hvordan kunne jeg dog være så sløset?” sagde hun. 

Oplevelsen mindede mig om, at vi ikke er udødelige, at livet kan ændre sig på et splitsekund.

Jeg oplevede også, at den døende havde et sammenbrud af forskellige følelser over tilværelsen, og jeg så, hvordan sygeplejerskerne igennem deres pleje prøvede at få hende til at forsone sig med de vanskelige livsvilkår samt genvinde kontrol og dermed få det bedste ud af den sidste tid, hun havde tilbage.  Med disse oplevelser har jeg erfaret, at det forventes, at vi optræder professionelt, og at sygeplejerskers kompetenceudvikling inden for det palliative område er vigtig, da det har stor betydning for, hvordan den døende oplever livskvalitet trods de symptomer og problemer, sygdommen medfører. 

Jeg har gennemgået forløbet med min vejleder og de sygeplejersker, som var tilknyttet. Vi har talt om kommunikation til den døende og om, hvordan man må forsøge at finde frem til det sted, den døende befinder sig. Hermed stilles der også krav om, at man skal kunne give den døende mulighed for at tale om de tanker, som fylder meget, hvor pinefulde de end måtte være, og at vi tør tale om døden og blive bevidste om vores egne forventninger til, hvordan livet bør ende.

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til fagredaktør Jette Bagh. Send din historie til jb@dsr.dk Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.