Udlængsel: Manglende erfaring var ingen hindring

Som helt nyuddannet sygeplejerske, uden erfaring og intet job på hånden, valgte Anne-Karin Spooner i 1980 at tage turen over Nordsøen til Nottingham og sin engelske kæreste. Det krævede mod, hårdt arbejde og ben i næsen at få første job i hus. 33 år senere bor hun stadig i England og arbejder nu som leder for det kliniske område i en hjemmepleje.

SY-2013-10-37a
I 1974 rejste Anne-Karin Spooner som nybagt student for første gang til England sammen med en veninde. I løbet af deres rejse fik de arbejde som ufaglærte sygehjælpere på et geriatrisk hospital i Nottingham. Veninden rejste tilbage til Danmark, men Anne-Karin Spooner blev lidt længere, da hun i mellemtiden var blevet kæreste med en englænder. Kort tid efter besluttede Anne-Karin Spooner sig dog for at vende hjem, og det med en pæn anbefaling fra lederen på det geriatriske hospital i bagagen.

Han opfordrede hende på det kraftigste til at læse videre til sygeplejerske, en karrierevej Anne-Karin Spooner aldrig havde overvejet. Men hun sprang ud i det, og i dag arbejder den nu 57-årige sygeplejerske på deltid som ”clinical professional lead nurse” i en hjemmepleje i Ashfield nær Nottingham. Hun har tre voksne børn og har hele tiden boet i Nottingham sammen med ungdomskæresten, der i dag er hendes mand. 

Hvorfor tog du til England?

”Det korte svar er jo pga. af min engelske mand. Trods ham var jeg dog alligevel rationel nok til at beslutte mig for at læse til sygeplejerske i Danmark. Vores forhold var jo ret nyt, og jeg ville ikke risikere at ende med at sidde alene midt i en uddannelse i England. Vi holdt dog kontakten, og han boede også et år i Danmark, mens jeg læste. Da jeg blev færdig som sygeplejerske fra Bispebjerg Hospital i 1980, var han dog allerede godt etableret arbejdsmæssigt i England, og derfor besluttede vi ret tidligt, at vi i første omgang ville bosætte os her, og at jeg i hvert fald skulle starte min karriere her.”

Var det svært at få job og autorisation?

”I forhold til autorisation var jeg så heldig, at EU i 1980 harmoniserede en lang række uddannelser, bl.a. sygeplejerskeuddannelsen. Så da først mit afgangsbevis og min danske autorisation var oversat til engelsk, kunne jeg blive optaget i NMC – Nursing and Midwifery Council, som alle sygeplejersker og jordemødre skal registreres hos, hvis man vil arbejde i England. Efter et par måneder begyndte jeg at søge arbejde. Jeg var spændt på, hvordan jeg ville blive modtaget som både nyuddannet OG udlænding.

I min søgning mødte jeg bl.a. en ualmindelig usympatisk mandlig oversygeplejerske. Han tilbød mig faktisk et job på en afdeling med masser af travlhed og dårlig stemning. Da jeg efter rundvisning takkede pænt nej til stillingen, blev han vred og sagde ligeud, at jeg aldrig ville få et job i England – det her var det bedste tilbud, jeg ville få. Jeg var lige ved at give op, men søgte videre, selvom jeg ikke med sikkerhed vidste, hvilken afdeling jeg gerne ville arbejde på. Jeg valgte at fokusere på, om jeg rent menneskeligt og værdimæssigt kunne se mig selv på arbejdspladsen.”

Hvad har været det sværeste?

”Som nyuddannet og udlænding bliver man naturligvis målt og vurderet på en anden måde end dem med erfaring og engelsk pas. Men efter nogle måneders jobsøgning kom jeg til en uformel samtale på universitetshospitalet Queens Medical Center, som ansatte mig på seks måneders prøvekontrakt, hvor jeg skulle træde til på de afdelinger, der manglede personale. Jeg var på tre forskellige afdelinger, og stille og roligt fik jeg mere selvtillid i takt med, at min erfaring voksede, og min sygeplejerskeidentitet tog form.

Rent sprogligt var det også en udfordring. Jeg syntes, at jeg var ret god til engelsk, men lige pludselig skulle jeg til at fungere i en professionel hverdag med et sprogbrug, hvor jeg ikke kendte alle termer, og hvor jeg nogle gange havde svært ved at udtale dem rigtigt. Jeg tog ikke et sprogkursus, men lærte det hen ad vejen godt hjulpet på vej af mange gode kolleger, som jeg heldigvis kunne grine med og spørge til råds. Nu har jeg næsten det omvendte problem, jeg har glemt mange af de danske fagudtryk og kan faktisk have svært ved at føre en faglig diskussion med de danske sygeplejersker, jeg kender.”

Hvad har været det bedste?

”Efter nogle år på hospitalet valgte jeg at arbejde på deltid om aftenen i hjemmeplejen, mens vores tre børn voksede op. I mellemtiden læste jeg en bachelor i sundhedsvidenskab, og senere begyndte jeg også at tage dagvagter. Jeg blev virkelig fanget af det speciale, hjemmeplejen er – at udøve sygepleje i patientens eget hjem og nærmiljø. Mit mål var bl.a. at blive ”district nurse”, som bedst kan beskrives som en hjemmesygeplejerske med udvidet klinisk ansvar for en gruppe patienter, hvilket igen krævede, at jeg tog et års efteruddannelse.

Jeg læste også til ”prescriber nurse” og fik derved ordinationsret på en lang række områder. Og netop kravet om efteruddannelse, hvis man ønsker at arbejde inden for et givent speciale, er en af de ting, jeg godt kan lide ved at arbejde som sygeplejerske i England. Efter nogle år i hjemmeplejen blev jeg tilbudt at blive leder for et tværfagligt team for ”intermediate care”. Teamet bestod bl.a. af hjemmesygeplejersker, ergoterapeuter, fysioterapeuter og socialrådgivere og vores fornemste arbejde var at få samarbejdet mellem primær og sekundær sektor til at forløbe bedst muligt, så de ældre blev længst muligt i eget hjem, var indlagt så kort tid som muligt og blev genindlagt så lidt som muligt.

Jeg har desuden læst videre inden for sygepleje, sundhedsvidenskab og ledelse og er kun ganske få point fra at få en master i offentlig sundhedsvidenskab i hus, men den har jeg måttet opgive, da jeg var involveret i en alvorlig trafikulykke for fire år siden.”

Kan du beskrive den største faglige forskel?

”Her kommer jeg især i tanke om den engelske arbejdsmoral og overenskomster, som efter min mening indeholder ret få retningslinjer og aftaler. Arbejdsgiverne har ret stort råderum, hvilket til dels er positivt, da vi som professionelle har stor mulighed for at præge vores fag. Men jeg synes også, at arbejdspresset er meget stort. Holdningen er, at man bliver, til man er færdig, arbejdstidsaftaler eller ej.

The Royal College of Nursing (det engelske svar på Dansk Sygeplejeråd, red.) har da også altid forbedring af arbejdsvilkår på dagsordenen. Først i begyndelsen af 1990’erne fik vi en national overenskomst, The National Agenda, som bl.a. medførte, at alle sygeplejersker arbejder på samme vilkår i hele England. Men mange mener, at den konservative britiske regering er godt på vej til at afskaffe den igen.

Endelig har der været en del plejeskandaler på hospitaler de seneste 5-10 år, hvor patienter og pårørende er blevet svigtet, bl.a. på hospitalet Mid Staffordshire (læs note i Sygeplejersken nr. 9, 2013, s. 11, red.). Her er også sygeplejerskernes indsats efterfølgende blevet stærkt kritiseret. Så rent fagligt er sundhedspersonalets, deriblandt sygeplejerskernes, anseelse i befolkningen faldet meget de senere år. I Danmark er sygeplejersker jo nogle af dem, der nyder mest troværdighed hos befolkningen.”

Skal du tilbage til Danmark igen?

”Det tror jeg ikke. Min karriere begyndte som sagt her, og det er nok også her, den ender. I min nuværende stilling som ”clinical professional lead nurse” er det mit job at måle og sikre kvalitet og klinisk udvikling i sygeplejerskernes arbejde i hjemmeplejen. Og det synes jeg er spændende.”
 

Rejs ud

Sygepleje er et universelt fag, og hvert år rejser mange danske sygeplejersker til udlandet for at arbejde i kortere eller længere tid. De seneste år har især vikariater hos vores naboer mod nord trukket i mange, men der er også danske sygeplejersker i Grønland og mange andre fjernere egne. Sygeplejersken har talt med nogle af dem om deres historie og erfaringer.

Har du selv udlængsel, kan Dansk Sygeplejeråd hjælpe med gode råd og vejledning.

Emneord: 
Familie
Sygepleje