Inga glemmer aldrig børnene

Interviewet med sygeplejerske Inga Bocher blev bragt i Kristeligt Dagblad den 16. september 2010. Inga Bocher døde i 2012.

”Det, der nok har gjort mest indtryk på mig, var de 10 døgn, hvor der blev opereret uafbrudt, og hvor patienterne kom i stimer,” fortalte Inga Bocher i 2010 til Kristeligt Dagblad. Hun var sygeplejerske på hospitalsskibet Jutlandia under Koreakrigen i starten af 1950’erne. Foto Leif Tuxen

”Det, jeg tænker mest tilbage på, er alle de dejlige børn. Jeg ville gerne have haft et par stykker med hjem,” siger 92-årige Inga Bocher og lader sin hånd glide over et fotografi af en lille koreansk pige. Fra en kommode i den sirligt indrettede stue i Tisvildeleje i det nordlige Sjælland finder hun en lup frem.

”Lille Lise ville jeg gerne have haft med hjem. Er hun ikke kær?” spørger hun og lader sit blik og luppen glide hen over et 58 år gammelt fotografi, hvor ”Lille Lise” sidder grinende på den dengang 34-årige Inga Bochers skød.

I år er det 60 år siden, at nordkoreanske tropper gik til angreb på Sydkorea. Og det er 59 år siden, at hospitalsskibet Jutlandia første gang sejlede mod Korea. På skibets sidste togt, der løb fra september 1952 til oktober 1953, var sygeplejerske Inga Bocher ombord.

”Kære du, tænkte jeg, det togt skal du med på,” siger hun og fortæller om den søndag morgen i juli 1952, hvor hun fra sit kontor på Montebello Hospital i Helsingør fik øje på Jutlandia, der rundede pynten ved Kronborg.

”Jeg fik pludselig en stor lyst til at være med ombord, og kort efter så jeg en stillingsannonce i sygeplejerskernes fagblad, hvor man søgte sygeplejersker til Jutlandia,” siger hun.

Inga Bocher blev ansat på Jutlandias medicinske afdeling og sejlede den 20. september 1952 fra Langelinie i København. Skibet var ladet med otte hospitalsafdelinger, en besætning på 97 mand og et hospitalspersonale på 91 læger, specialister og sygeplejersker.

I dag er hun ikke meget for at fortælle om tiden på Jutlandia. ”Jeg er jo ikke interessant,” slår hun flere gange fast både før og under interviewet.

Alligevel sidder vi nu i Inga Bochers stue. Hun har stillet en båndoptager frem på spisebordet og rammer playknappen præcist med en slank pegefinger. I 20 minutter flyder Inga Bochers insisterende stemme ud i rummet. I 1988 valgte hun at nedfælde sine oplevelser fra tiden på Jutlandia og indtale dem på bånd.

”Alt det ville jeg jo ikke kunne huske, hvis jeg ikke havde det på bånd,” siger hun, da båndet slutter, og skubber båndoptageren lidt til side.

På båndet fortæller hun, hvordan personalet på Jutlandias andet og tredje togt havde lov til at behandle civile koreanere, når de i perioder ikke havde FN-soldater at behandle. Og lige på det punkt fejler Inga Bochers hukommelse ikke noget. Hun kan stadig se de koreanske børn for sig, når de kom ombord på skibet, og huske, hvordan hun skurede og skrubbede de afmagrede børn og behandlede dem mod orm. De fattige og forældreløse børn havde skibets læger fundet ude i rismarkerne, når de var i land.

”Nogle af dem var så svage, at de knap kunne stå eller gå. De var utrolig søde og kære og høflige på trods af deres situation. De spiste alt og hurtigt. I starten, fordi de var så underernærede, måtte de kun få lidt at spise ad gangen, og det kunne de ikke forstå, de skreg af sult. Efter nogle dage fik de, hvad de kunne spise. Senere kunne vi finde noget af maden i deres pyjamaslommer, og tolken fortalte os hvorfor: Børnene ville have et lille forråd til dårligere tider,” fortæller hun.
Sygeplejerskerne talte enten dansk eller engelsk til børnene. Kun sjældent var der en tolk til rådighed.

”De knyttede sig til os, også selvom de ikke forstod, hvad vi sagde. Når en voksen tager sig kærligt af et barn, der har mistet sine forældre, så knytter det sig tæt,” siger Inga Bocher og fortæller om en dreng på omkring 11 år og kun 11 kilo, der fik tarmslyng.

”På det tidspunkt vrimlede det ind med sårede soldater, så det var ikke tilladt at tage ham på operationsbordet. En professor sagde: ”Vi kan ikke lade en soldat vente, hvis liv vi kan redde. Drengen dør, hvad enten han bliver opereret eller ej.” En lille pige sad og gned ham på maven, det gav ham lidt ro. Flere gange håbede vi på lidt stilstand på operationsstuen, men først efter halvandet døgn blev der mulighed for at operere ham, og heldigvis gik det godt, og han blev frisk.”

Sygeplejerskerne gav de børn, der kom ombord, danske navne. Særlig ét barn rumsterer stadig i hendes hukommelse: ”Lille Lise”.

På dækket var der plads til leg med de koreanske børn. De forældreløse børn fandt Jutlandias læger, når de rejste ind i landet, og tog dem med ombord, hvor de blev passet og plejet af de danske sygeplejersker. Inga Bocher sidder yderst til venstre med ”Lille Lise”. Foto fra Inga Bochers eget album

”Det var rædselsfuldt at skulle sige farvel, både vi og børnene græd,” forklarer hun. Børnene måtte afleveres på et koreansk børnehjem, når Jutlandia hver sjette uge skulle sejle til Japan for at proviantere og aflevere de patienter, der krævede længerevarende behandling.

”Vi fulgte med børnene ind på børnehjemmet og efterlod dem der. Tre i én seng med ét tæppe, vær så god,” siger hun med foragt i stemmen. Flere af børnene vendte tilbage til Jutlandia, men ikke ”Lille Lise”.  ”Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvad der er blevet af hende.”

Når Inga Bocher havde nattevagt, var der tid til at skrive hjem og fortælle om oplevelserne. I brevene fortalte hun også om nogle af de barske og hektiske perioder på Jutlandia.

”Det, der nok har gjort mest indtryk på mig, var de 10 døgn, hvor der blev opereret uafbrudt, og hvor patienterne kom i stimer. Jeg prøvede at hjælpe, hvor jeg kunne, på de andre afdelinger og tog mig af patienterne, når de havde været på operationsstuen.”

På Jutlandias første to togter var det stationeret i Pusan Havn i det sydlige Sydkorea, langt fra krigsfronten. Men på det tredje togt lå skibet i Inchon-bugten tæt på fronten. En placering, der gjorde, at Inga Bocher og hendes kolleger kunne modtage soldater, kort tid efter at de var blevet såret i kamp. Inden Jutlandias tredje togt var det blevet udstyret med et helikopterdæk, så patienterne nu kunne flyves ind.

”Vi fik patienter ind fra fronten, 17 minutter efter at de var blevet såret og med blodet rendende. Sådan noget oplever du ikke andre steder, og det er meget svært at forklare udenforstående, hvordan det var,” siger hun med fast stemme.

Hun forlod Jutlandia i begyndelsen af juli 1953. Hun havde fået en stilling på Holbæk Kurbad, hvor hun skulle behandle poliopatienter. Hun havde forsøgt at få sin tiltrædelse udsat, men da hun ingen tilbagemelding modtog fra sin nye chef, mente ekspeditionschef Hammerich, at hun hellere måtte tage hjem. Kort tid efter at hun forlod Jutlandia og Koreakrigen, blev en våbenhvileaftale underskrevet den 27. juli 1953 af FN og kommunisterne i Nordkorea.

Inga Bocher kigger af og til i albummet med de mange billeder fra sin tid på hospitalsskibet. Og selvom hun føler, at hukommelsen ikke længere er, hvad den har været, finder hun minderne alligevel, når hun lader blikket glide hen over de mange billeder af de koreanske børn.