Vi mødte krigen i al dens gru

Børn, civile og koreanske og amerikanske soldater. De godt 10.000 patienter, Jutlandias sygeplejersker mødte under udstationeringen 1951-1953, var en broget skare. Midt i Koreakrigen blev der knyttet bånd på kryds og tværs af nationaliteter, og sygeplejerskerne måtte bruge al deres faglige ekspertise på trods af sprogbarrierer, politiske konflikter og ukendte forhold på land og til vands.

  

SY-2013-12-20a
Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum

Sneen lå som en dyne over Langelinie. På kajen stod københavnerne tæt pakket og viftede med hundredvis af små, hvide lommetørklæder og rød-hvide dannebrogsflag. Mange meter over dem kunne sygeplejerskerne vinke tilbage, mens København blev en stadigt mindre plet i horisonten. De var på vej til Korea for at deltage i Danmarks første bidrag til en væbnet konflikt.

Beslutningen om at sende det danske hospitalsskib Jutlandia afsted havde ikke været nem. Et halvt år tidligere i sommeren 1950 havde FN bedt danskerne om et bidrag til Korea-konflikten. Anden Verdenskrig spøgte stadig, og spændingerne mellem Sovjetunionen i øst og Nato i vest satte den danske regering i et beslutningsvakuum.

På den ene side var de danske politikere glade for, at der blev gjort tiltag mod Nordkoreas invasion af Sydkorea. På den anden side var de bange for, hvilke konsekvenser en indblanding ville have i forholdet til Sovjetunionen. Som miniputstat, der geografisk var placeret mellem to stormagter, havde man mange politiske overvejelser, men knap to måneder efter FN’s henvendelse besluttede det danske Folketing, at Danmark ikke skulle yde militær, men i stedet humanitær hjælp.

På daværende tidspunkt havde de næppe forudset, hvor stor en betydning Jutlandia ville få for det koreanske folk og for danskernes egen historieforståelse. Det vidste sygeplejerskerne heller ikke, da de den 23. januar 1951 vinkede farvel til Danmark og sejlede mod Korea for Dansk Røde Kors.

SY-2013-12-22b
Medlemmer af det kvindelige mandskab på hospitalsskibet. Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum
 

Forundring over danske sygeplejersker

På Jutlandia var der tænkt på alt. Skibet var indrettet med det mest moderne udstyr og havde bl.a. en neurokirurgisk operationsstue, røntgenafdeling, laboratorium, tandlægeklinik, og alle sengene var hængt op i loftet, så de kunne rulle med bølgerne, hvis der var høj sø. Patienterne var en blandet skare. Børn, soldater, amerikanere og koreanere. Besætningen insisterede på, at skibet var civilt og derfor også skulle behandle civile patienter. Størstedelen var kirurgiske patienter. Hver fjerde havde hovedlæsioner pga. skud. Der var alt for mange børn, og soldaterne var alt for unge.

”Af de patienter, vi modtog, var nogle kun forsynede med nødforbinding og kom på operationsstuen med det samme. Vidste man ikke først en lille smule om, hvad krig var, da man så disse drenge uden andet på end ”hundetegnet” i kæde om halsen, indpakket i en sovepose eller tæppe, der var gennemvædet af blod, snavsede, chokerede, mange endnu med camouflagemalingen i ansigtet fra nattens patruljetjeneste, ville det nu være gået op for en i al sin gru,” fortalte afdelingssygeplejerske Alfrida Spandet i en artikel om opholdet på Jutlandia i Tidsskrift for Sygepleje i 1953.

Sammen med sine sygeplejerskekolleger plejede hun patienterne på Jutlandia, som oftest var overraskede over danskernes behandling af dem. De var hverken vant til de forhold, Jutlandia kunne tilbyde, eller til, at kvinderne, de mødte, havde så stor indflydelse, som de oplevede. Den danske journalist Anders Georg, der var udstationeret på Jutlandia, rapporterede, at mødet mellem soldater og hospitalsskib overraskede de unge mænd.

”Den første Forundring gjaldt Sengene med de rene, hvide Lagener – det havde de fleste ikke set i Måneder. Den næste var Sygeplejerskerne, ligeledes en glædelig Overraskelse, da de var vant til, at der var mandlige Plejere på Militærhospitalerne.”
Også Alfrida Spandet oplevede soldaternes overraskelse over sygeplejerskernes arbejde på skibet:
”Hverken amerikanere eller koreanere er vant til at se sygeplejersker arbejde så meget med i alt, sådan som vi danske gør det. Mange generede det ganske afgjort at have en kvinde til at hjælpe sig med f.eks. urinkolbe og bækken, selv om de ellers nød, at vi sludrede med dem og puslede om dem,” fortæller hun.

SY-2013-12-22a
Medicinsk afdeling indrettet til at klare mange patienter også i høj sø. Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum

Human cigaret

Jutlandia blev for mange et symbol på danskernes velvilje til at yde humanitær hjælp. I 1986 udgav sangeren Kim Larsen ”Jutlandia”, hvor han bl.a. synger om sygeplejersker på 16 år, der tilser soldaternes sår. Men hverdagen på Jutlandia blev ikke håndteret af purunge, uerfarne sygeplejersker. Man skulle være fyldt 25 år for at være på skibet, og gennemsnitsalderen var omkring 40. De krigsskader, sygeplejerskerne skulle behandle, krævede stor faglig viden og modenhed.

”Ved indlæggelsen, når patienten var kommet til køjs, blev der som herhjemme taget temperatur og puls, og han blev vasket og fik rent tøj. Patienterne brugte pyjamas, sådan som de amerikanske hospitaler benyttede det. Der skulle sommetider flere gange vask til, før en frontsoldat var så ren, som vi ønskede det, og ofte var det mere humant at lade ham få en smertestillende injektion og den cigaret, han næsten altid bad om, og derefter lade ham sove chokket, smerterne og angsten ud,” fortæller Alfrida Spandet om det første møde med soldaterne.

SY-2013-12-22c
Sygeplejerske på Jutlandia med to sårede koreanske børn. Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum
 

Høflighed og livslange venskaber

Jutlandia fik ifølge journalist Anders Georg de alvorligste hovedskud og rygradslæsioner samt et stort antal skudsår og brud. Det vides ikke præcis, hvor mange patienter skibet behandlede, men det vurderes, at tallet var mindst 10.000. Alligevel døde kun 29 ombord, og de tragiske omstændigheder gav indblik i de fremmede kulturer, det danske sundhedspersonale mødte.

”Det var den første operation, jeg var med til. Det var en såret koreansk officer, der var blevet ramt af et skud i højre skulder. Han blødte afsindigt, og jeg brugte nok 30 flasker blod. Han døde imidlertid på operationsbordet. Alligevel stod fem højtstående koreanske militærfolk og takkede for indsatsen. Fin operation, roste de høfligt, selv om det gik ad helvede til,” har overlæge Claus Jessen senere fortalt historikeren Peter Frederiksen.

Men måske var det ikke kun høflighed, for danskernes indsats gjorde indtryk på det koreanske folk og de patienter, de behandlede. Sekretær på Jutlandia, Bent Boisen, husker f.eks. en 12-årig koreansk dreng, der blev indlagt efter at være blevet såret i begge ben og have mistet meget blod.

”Vi var på det tidspunkt løbet tør for blod på skibet, og derfor gav en af vores sygepassere ham sit eget blod. 40 år senere, da sygepasseren lå for døden på Rigshospitalet i København, kom den nu voksne koreaner, som blev reddet dengang, og vågede over hans dødsleje i tre døgn,” fortalte han til Kristeligt Dagblad, da Jutlandia-veteranerne for 10 år siden mindedes 50-året for skibets hjemkomst.

Tiden på Jutlandia gjorde stort indtryk på både patienter og personale, og Alfrida Spandet kom hjem fra krigen berørt af de oplevelser, hun og hendes kolleger havde haft, men også beriget af de mennesker, hun mødte.

”At være på Jutlandia i en travl periode, hvor vi alle på skibet følte os som et samlet hele, hvor vi alle hjalp hinanden i et dejligt kammeratskab fra toppen til bunden, det var en god oplevelse. Jeg tror, at alle vi sygeplejersker vil mindes vore patienter med glæde. Hvad vi gjorde for dem, fik vi mangefold igen i deres rørende taknemmelighed. Alle vi sygeplejersker ombord har modtaget taknemmelige breve fra forhenværende patienter, ja endog fra forældre til patienter. Personligt er jeg særlig glad for breve, der bærer overskriften: ”Dear little mom” eller ”My Danish mama”.”

Kilder

Tidsskrift for Sygepleje nr. 22, 1953, Politikens filmjournal nr. 75, 1951/DR’s Digitale Medie Bibliotek, Alphafilm, Peter Frederiksen, ”Korea i konflikt og forandring”, Kristeligt Dagblad 17. okt. 2003, Kristine Midtgaard, ”Hospitalsskibet ”Jutlandia” – historien bag symbolet på dansk humanitær bistand”, Maskinmesteren/Navalhistory.dk   

Se ny dokumentar om Jutlandia

I anledning af 60-året for Jutlandias hjemkomst har Chroma Film og DR produceret en dokumentarfilm om tiden på skibet med interviews med bl.a. Jutlandia-veteraner, soldater og tidligere patienter.

”Jutlandia – Lastet med håb” bliver vist på DR K den 13. november kl. 20.00.

Politisk uenighed om patienterne

Under første togt måtte Jutlandia udelukkende behandle FN-soldater, men sygeplejersker og læger fra skibet gik i land for også at behandle koreanske patienter.

”De civile læger og sygeplejersker, som var ombord, ville gerne gøre en forskel. Det var det, de var taget ud for. Og når de ikke kunne gøre en forskel i FN-sammenhæng, så ville de gerne gøre en forskel i forhold til den nød og elendighed, som de så i det helt almindelige Korea,” siger historieprofessor Kristine Midtgaard i en kommende dokumentarfilm om skibet.

I november 1951 fik skibet tilladelse til at åbne Jutlandia for hhv. 100 koreanske civile og 100 koreanske soldater i stille perioder. Det blev især civile og børn, der fik glæde af ordningen.

I medgang og modgang

 
Jutlandia knyttede bånd mellem Danmark og Korea, som stadig kan ses bl.a. på Langelinie i København, hvor en mindesten er givet af koreanske veteraner. Men også personligt blev der skabt livslange venskaber og partnerskaber blandt skibets besætning. Det anslås, at der blev indgået 16 ægteskaber mellem officerer og sygeplejersker.

Maskinmester Sven Jagd blev efter Jutlandia gift med sygeplejersken Tove, som han havde mødt under rejsen.
”Vi så hinandens stærke og svage sider. Vi oplevede modgang og blev bestemt ikke forkælet under denne særprægede udmønstring. Men vi blev stærkere af at se de hæslige sider af livet, som krigen afslører,” har han tidligere fortalt til Fagmagasinet Maskinmesteren

Emneord: 
Historie
Katastrofemedicin