Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Fik tillid til børneafdelingen igen

Fem timers ventetid i børnemodtagelsen og meget lidt information undervejs fik et forældrepar fra Aabenraa til at klage til Kolding Sygehus. En samtale om forløbet gav dem tilliden igen.

Sygeplejersken 2013 nr. 5, s. 20-23

Af:

Kirsten Bjørnsson, journalist

SY-2013-05-21bKlagen over et uheldigt forløb på Børneafdelingen endte med at blive en positiv oplevelse for Steven Bech og Charlotte Lillesøe her med datteren Maise. De oplevede at blive lyttet til og taget alvorligt, og de fik efterfølgende selv et mere nuanceret syn på forløbet.

Da Charlotte Lillesøe kørte hjem fra Kolding Sygehus med knap to måneder gamle Maise omkring midnat, var hun bare færdig med børneafdelingen.

Siden kl. 17 havde hun ventet, med et sygt og uroligt barn på armen og med en voksende oplevelse af at være overset og glemt. Klokken var 22, før den lille pige blev set af en læge, og der blev taget prøver. De afkræftede mistanken om blærebetændelse, og pga. det sene tidspunkt fik Charlotte Lillesøe tilbudt en overnatning med Maise, men sagde nej tak.
”Jeg skulle slet ikke selv have kørt hjem. Jeg var simpelthen så træt,” husker hun.

”Men på det tidspunkt havde jeg ikke noget til overs for dem, jeg ville bare hjem. Jeg ville ikke være til ulejlighed heller, og det følte jeg lidt, at jeg var.”

Mens Charlotte Lillesøe kørte tilbage til Aabenraa, sad hendes mand, Steven Bech, ved computeren og skrev en klage til Kolding Sygehus.

Han var forhindret i at tage med til børneafdelingen den aften, men han havde ringet til Charlotte Lillesøe flere gange undervejs og blev mere og mere irriteret og uforstående over, at ingenting skete, og at hun åbenbart ikke fik nogen besked om, hvorfor og hvornår hun kunne komme til. Til sidst ringede han til børneafdelingen og bad om en læge.

”Jeg var rasende, da jeg talte med lægen, og jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville klage. For i min verden skal der være klare retningslinjer for, hvad man gør, hvis der er travlt,” siger han.

”Men lægen undskyldte. Hun vidste godt, den var gal, og hun forklarede, hvad for en instans jeg skulle klage til.”
Umiddelbart efter oplevelsen snakkede forældreparret med hinanden om at køre til Sønderborg Sygehus, hvis der blev en anden gang. I dag har de ingen betænkeligheder ved at tage til Kolding igen. Den samtale, de fik med børneafdelingen nogle dage senere, genoprettede tilliden.

Bare de havde sagt det
Før turen til børnemodtagelsen den 24. september sidste år havde parret kun gode oplevelser med børneafdelingen på Kolding Sygehus. Maise er den yngste af tre og har fra helt lille været en del syg, selv om hun ellers trives og er i god stand.
Da Maise var godt en måned, var Charlotte Lillesøe indlagt med hende i fem dage, hvor feberen til tider var høj. Mistanken var blærebetændelse, men blod- og urinprøver viste ingenting, heller ikke ved en kontrol en uge efter indlæggelsen.

Den 24. september tog Charlotte Lillesøe til vagtlægen i Aabenraa med Maise, som havde 38 i feber, vandig diarré og ikke rigtig ville spise. Det gjorde moren lidt bekymret, for hun havde fået at vide, at ammebørn meget hurtigt kan dehydrere. Også, at man tager det meget alvorligt, når børn under tre måneder får feber.

Vagtlægen ringede til børneafdelingen og fik at vide, at de bare skulle komme. Charlotte Lillesøe fik afsat de to store børn til familie i nærheden, pakkede en pusletaske og kørte til Kolding, hvor det viste sig, at der var meget, meget travlt.

Alt var kaos
”Det var kaos,” husker hun. Hun så børn, der kom med ambulance i feberkramper, med mistanke om meningitis, fik hun senere at vide, så hun havde forståelse for at blive anbragt på gangen med besked om, at der ville være noget ventetid.
Men tiden gik. En sygeplejerske målte og vejede og tog temperatur, stadig 38, og på et tidspunkt fik hun anvist en stue.

”Så gik der en time, tror jeg, så kommer hun igen, og nu skal de bruge stuen. Jeg var lidt uforstående, for jeg fik ikke at vide, hvad der så skulle ske, og hvor lang tid der ville gå. Og pga. den uro og det lys, der var på gangen, kunne jeg ikke rigtig få Maise til at falde til ro. Jeg kunne se, at andre havde fået en barnevogn. Men jeg tænkte, at de nok ikke havde flere, ellers var de vel kommet med en. De kunne jo se, hvor lille hun var.”

Da hun endelig blev set af en læge ved titiden, gik det hurtigt. Der blev taget prøver, og da de var i orden, fik hun lov til at tage hjem med en åben indlæggelse.

”Men jeg ville ønske, de havde sagt til vagtlægen, hvor travlt der var, så ville jeg have taget barnevogn og dyne med. Og måske bedt min mor om at komme med, så vi kunne skiftes til at tage Maise, og jeg kunne få noget at drikke eller et æble.
Jeg kunne jo ikke lægge hende fra mig, jeg gik med hende på armen. Jeg ville nok have ønsket, at en af sygeplejerskerne havde spurgt, om jeg havde brug for noget. Det var faktisk en anden mor, der kom med et glas vand. Hun så, jeg ammede, og sagde: ”Du har da brug for noget at drikke”.”

Charlotte Lillesøe og Steven Bech har begge forståelse for, at der var travlt, og at andre børn var sygere end deres.

”Hvis sygeplejersken havde fortalt, hvor lang ventetid der var, så kunne jeg have fået en tid næste dag og være taget hjem,” siger Charlotte Lillesøe. ”Men det må sygeplejerskerne jo ikke, det skal lægen vurdere.”

”Hvis de havde sagt til Charlotte, at der kan gå så og så lang tid – ingen problemer i det,” siger også Steven Bech.

”Men det er uvisheden, der er det irriterende. Man sidder hele tiden og tæller lamper, eller hvad det nu er, og siger til sig selv, at om 10 minutter er det min tur. Jeg vidste heller ikke, om jeg skulle til Kolding med ting til Charlotte, hvis hun nu skulle overnatte. Så skulle jeg have haft nogen til at passe de store børn, og det begyndte at blive sent at ringe rundt.”

Klagen blev taget alvorligt
En meget vred Steven Bech sendte sin klage på mail til sygehusets stabschef kl. 23.42 samme aften. Næste morgen fik han et beklagende og imødekommende svar fra chefen for Patient- og Sygehussekretariatet, afsendt kl. 7.44.
”Allerede da jeg modtager mailen, føler jeg, at vi bliver taget alvorligt. Og det har været suverænt, hvordan de efterfølgende har fulgt op på det,” siger han.

I mailen stod, at de hurtigt ville blive indbudt til en dialog med børneafdelingen. I samtalen en lille uge senere deltog børneafdelingens ledende overlæge, børnemodtagelsens afdelingssygeplejerske og den læge, der havde set Maise.
Deltagerne var velforberedte, de havde læst journalen og havde en kopi klar til forældrene, fortæller Steven Bech, som også var meget tilfreds med, at to ledelsesrepræsentanter deltog i samtalen.

”Det var nogle, der havde noget at skulle have sagt, og vi blev mødt med ekstrem ydmyghed. De tog virkelig til sig, hvad vi sagde, og sad indbyrdes og snakkede om, hvordan de kunne gøre det bedre. Der var ikke et eneste tidspunkt, hvor de sagde: Jamen det er helt normalt at vente fem timer, det kan I også komme ud for en anden gang.

Gik derfra stolt
Jeg gik derfra næsten stolt, fordi jeg følte, det havde båret frugt, det jeg havde gjort. En af mine underleverandører har en søn, hvor de oplevede nogenlunde det samme en måned senere, og han kunne ikke forstå vores erfaring, for han havde haft en helt anden. De kom hele tiden ud og fortalte, hvad de kunne forvente, og hvordan det så ud, hvor de kunne få noget at drikke osv.”

Steven Bech var helt besluttet på, at han ville klage videre til Patientombuddet, hvis han ikke fik et fornuftigt svar på sin klage. Men efter samtalen var han tilfreds.

”Man klager jo ikke, for at der skal rulle hoveder, det er for at få ting gjort bedre. For at andre ikke skal opleve det samme.”
For Charlotte Lillesøe var det også meget positivt, at klagen blev modtaget så seriøst. ”For jeg var rigtig ked af det og havde mest lyst til at sætte mig og tude. Men det gør man jo ikke.”

Efter samtalen har hun fået en anden opfattelse af flere ting, hun oplevede den aften.  Hun følte sig overset og glemt, men afdelingssygeplejersken kunne fortælle, at hun og Maise faktisk løbende blev observeret af sygeplejerskerne, som de sad der på gangen.

”Det ville jeg bare rigtig gerne have haft at vide, for det virkede, som om de var lidt uforstående over for, at jeg kom. Og de havde jo selv sagt ugen inden, at jeg skulle komme igen, hvis hun fik feber, så jeg var sådan lidt ... fordi de ikke tog sig af mig.

Afdelingssygeplejersken fortalte også, at sygeplejersken, der smed mig ud af stuen, godt havde observeret, at jeg blev irriteret over det. Det troede jeg ikke engang, hun havde opdaget. Igen, hun har nok ikke haft tiden til at tage en konfrontation med mine sure opstød.

Men jeg ville ønske, hun havde sagt, at de var kede af det, for der var ingen forståelse. Så tænkte jeg, at jeg kunne jo også bare have åbnet munden. Men det var godt at høre, at man faktisk ikke behøver stå og råbe og skrige, for at de ser en.”

SY2013-05-23