Dilemma: Den smigrende unge mand

Den smigrende unge mand

SY-2013-08-11Illustration: Pia Olsen

Marie er 89 år. Hun er enke på tiende år, bor alene i en lejlighed og klarer selv alle daglige fornødenheder bortset fra en ugentlig medicinophældning ved en sygeplejerske. Hun er en meget glad, frisk og udadvendt kvinde med mange interesser. Hendes eneste bekymring er et stadigt vigende syn, hvilket er en stor sorg for hende, da hun er uddannet pianist og ikke længere kan dyrke sit klaverspil, som hun tidligere plejede.

En dag siger hun til sygeplejersken, at hun har gjort noget virkelig dumt. En aften ved 18.30-tiden var hun blevet ringet op af en ung mand fra en humanitær organisation, som gerne ville have, at Marie blev fast bidragyder i stedet for ad hocindbetaler.

Marie sagde pænt nej tak, men den unge mand var meget vedholdende og veltalende med brug af fornavn og smiger. Til sidst lod Marie sig overtale. Hun skulle opgive nummeret på sin bankkonto, hvilket i sig selv var en stor udfordring, idet hun først skulle finde det i sine papirer, lægge det under en forstørrelsesskærm og så endelig vende tilbage til telefonen og oplyse det for den unge mand. Hun vidste straks, at det var en uklog handling, men vidste ikke, hvordan hun skulle komme ud af det. Sygeplejersken tilbød at hjælpe hende. Skal sygeplejersken henvende sig til den humanitære organisation, eller skal hun bare få stoppet abonnementet?

Læs, hvad to sygeplejersker med særlig interesse for etik mener om spørgsmålet.

Svar 1

Kan Marie selv ringe i banken og til den humanitære organisation, evt. på et tidspunkt hvor hjemmesygeplejersken er til stede i hjemmet, hvis hun har brug for denne støtte, var det nok det etisk korrekte. Marie effektuerer således selv sin beslutning og kan samtidig blive helt sikker på, at hun ønsker beslutningen omstødt. Alternativt kan hjemmesygeplejersken ringe, hvis banken accepterer dette.

I et andet perspektiv var det måske en idé, om organisationen fik information om, hvordan deres strategi bliver effektueret på dette område, og hvilket resultat denne adfærd kan afstedkomme.

Det kan ikke være i organisationens interesse at have denne effekt, der ikke er i overensstemmelse med hensigten med den pågældende organisation. Om den måde, telefonopringningen har virket på, kan man sige, at den person, der bliver ringet til, udelukkende bliver et middel til indfrielse af målet for en strategi.

Respekten for det andet menneske er med denne genfortælling ikke til at få øje på. Med reference til Kant kan man drage den tolkning, at handlingen er uetisk: Dels bliver den kaldte person udelukkende et middel i den humanitære organisations strategi, dels ønsker ingen at blive behandlet, som Marie har oplevet at blive behandlet.

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, formand for den lokale etiske komité ved Aalborg Sygehus.

Svar 2

Marie på 89 år har alle dage taget vare på sit eget liv og dets opgaver på bedste vis, og hun virker stolt og beslutsom mht. fortsat at have denne rolle. Derfor bliver hun også flov over, at hun er blevet forført af den gode sælgers smiger og vedholdende overtalelse til at blive fast bidragyder.

Den unge mand fra den humanitære organisation har udnyttet et andet menneskes sårbarhed, venlighed og velopdragenhed til ikke at afvise hans tilbud.

Han har brugt Marie som et middel og ikke som et mål, en klar etisk forsømmelse. Man skal altid se mennesket som et mål i sig selv. Havde han lyttet til hendes pæne nej tak, havde han udvist respekt og anerkendt hendes valg.

Det er fint, at organisationen benytter sig af ung arbejdskraft, men de har pligt til at sikre sig, at interviewerne er oplyst om det etiske kodeks, organisationen vedkender sig. Jeg håber, at Marie enten selv eller med hjælp fra sygeplejersken tager kontakt til den pågældende organisation og fortæller, hvad hun har oplevet og får stoppet abonnementet.

Af Laila Twistmann Bay, udviklingssygeplejerske, medlem af Sygeplejeetisk Råd, www.dsr.dk/ser

Emneord: 
Etik