Man skal sige fra i tide

Illustration: Jenz Koudahl

Søren Olsen, 30 år, har igen mod på jobbet  som sygeplejerske og er for nylig startet på en kirurgisk sengeafdeling på et hospital. Forinden var han igennem et etårigt forløb med stress og behandlingskrævende depression. Som næsten nyuddannet sygeplejerske fik han et vikariat på et genoptræningscenter i en nordsjællandsk kommune.

Han er uddannet i sommeren 2010 og havde forinden haft et kortere vikariat på et plejehjem. Jobbet hér lagde kimen til hans langvarige sygdomsforløb. Han husker det som svært at begynde som nyudlært sygeplejerske og stille spørgsmål og udfordre plejehjemmets praksis.

”Alle mine idéer blev skudt ned. Her gjorde man, som man altid havde gjort. Jeg var ene mand i en sammentømret gruppe af kvinder, som havde arbejdet sammen i mange år. Det gjorde det nok heller ikke lettere. Der var også meget brok og sladder, som jeg ikke ønskede at tage del i,” fortæller Søren Olsen, som prøvede at koncentrere sig om patienterne.

Men han savnede nogen at sparre med og følte, han stagnerede. Efterhånden var han trist, når han stod op om morgenen og ked af at gå på arbejde. Men bed det stadig i sig. Efter et halvt års tid blev han overflyttet til det nordsjællandske genoptræningscenter.

”Jeg ville rigtig gerne fastansættes, og gav jeg mig 100 pct. Men jeg var kun vikar og vidste ikke, om jeg var købt eller solgt.” Derfor sagde han heller ikke fra, da han efter fire-fem dages oplæring blev plejeansvarlig for to plejegrupper.

”Den opgave følte jeg slet ikke, jeg havde kompetencerne til. Men fordi jeg var interesseret i at beholde jobbet, bed jeg det i mig.”

Han overbeviste sig selv om, at han bare skulle tage sig sammen, så skulle det hele nok blive bedre. Filmen knækkede, da han blev bedt om at løse en konflikt i én af plejegrupperne, der udelukkende bestod af sosu-assistenter. ”Som jeg ser det, består en stor del af fagligheden også i at kende sine grænser. Og jeg følte mig overhovedet ikke klædt på til at håndtere konflikter blandt kolleger,” husker Søren Olsen.

”Jeg prøvede at sige fra, men fik det svar, at det er den måde, du lærer det på: ”Du skal bare kaste dig ud i det.” Efter nogle måneder, hvor han følte sig stadigt mere presset på jobbet, begyndte hans hukommelse at svigte. Han følte sig overloaded og magtede dårligt at slæbe sig på arbejde. I sin fritid orkede han nærmest kun at ligge på sofaen. Han følte, livet gled forbi ham.

Da han endelig gik til lægen, blev han øjeblikkelig sygemeldt. Diagnosen var arbejdsbetinget stress, og det udviklede sig
 siden til en regulær depression. ”Min leder fik nærmest et chok, da hun modtog min sygemelding. Og i dag kan jeg godt se, at det måske også var min egen fejl, at det gik, som det gjorde. Jeg skulle have sagt fra og gjort opmærksom på, at jeg var utilfreds og følte mig utryg ved opgaverne,” siger han.

Tæt dialog og supervision

Søren Olsens områdeleder på genoptræningscenteret havde ikke set det komme. ”Jeg mener ikke, Søren fik opgaver, som
han ikke skulle kunne klare som nyuddannet sygeplejerske. Vi var i tæt dialog under hele forløbet, og han fik supervision af to erfarne kolleger på sengeafdelingen. Han gav kun udtryk for stor glæde og tilfredshed ved at være hos os” fortæller områdelederen og tilføjer: ”Jeg havde en samtale med ham, da han blev langtidssygemeldt, og spurgte ind til, hvad vi kunne gøre for at få ham tilbage i arbejde. Desværre blev han fritstillet efter nogle måneder, fordi han kun var ansat som vikar.”

Søren Olsen fik god hjælp af den kommune, han havde været ansat i. Bl.a. blev han tilbudt behandling på en klinik, som hjælper stressramte tilbage på arbejdsmarkedet. I dag – og specielt i sit nye job – er han mere opmærksom på sine grænser. Han begyndte i jobtræning på sin nuværende afdeling og fik tro på en fremtid som sygeplejerske med hjælp fra kollegerne og ikke mindst sin nye leder, som gav ham tid til at blive fortrolig med afdelingens funktioner.

”Når man er ny på en afdeling, er der en hel række basale funktioner og procedurer, som man ikke kender. Hvis man skal
falde til som ny, er det afgørende, at man stille og roligt bliver sat ind i afdelingens praksis. Og det er vigtigt, at ens nærmeste leder er synlig og klar på, om man som ny er klædt på til opgaven.”

Søren Olsen er et opdigtet navn. Han har ønsket at være anonym af hensyn til sin nye arbejdsplads. Områdelederen er derfor ligeledes gjort anonym. Begges rigtige navne er redaktionen bekendt.