5 faglige minutter: En blind passager

Jeg møder ofte en blind mand på min lokale S-togsstation. Mens vi hilser på hinanden, tæller han trinene fra perronen ned til den første afsats for at holde styr på ruten til sit arbejde. Han kommer gående med sin førerhund, stok og rygsæk på, og jeg lagde mærke til ham for et års tid siden, fordi han ofte skældte ud og gennemgående virkede brysk.

Sidste sommer gik det voldsomt ud over førerhunden, som jeg nu ved hedder Selma. Jeg spurgte ham, hvad der var galt, og han fortalte, at hunden var ny, den gamle var død efter mange års tro tjeneste, og nu havde den nye hund altså trukket ham direkte ind i en skillevæg til et læskur, og han havde fået en bule i panden.

To dage efter var den gal igen. Selma var stukket af og havde været væk en halv dag, før en behjertet person bragte den tilbage til Niels, som den blinde mand hedder. ”En førerhund er noget helt særligt, så den skal ikke bare løbe væk,” forklarede han. ”Det tager fra et halvt til et helt år, før tingene fungerer nogenlunde igen med en ny hund,” fortalte han. Jeg svarede et eller andet med, at det altid var noget, at han ikke havde fået flere buler, og så kom overraskelsen:

”Det skal du ikke more dig over. Det gjorde sgu ondt.” Jeg sværger, at jeg ikke lo, fnisede eller på anden måde opførte mig upassende, men Niels kunne altså høre kanten af et smil i min stemme.

Afsløret.

Niels er i 50’erne, bor i København, men arbejder i en by i provinsen, hvortil han med præcision og regelmæssighed tager toget hver dag.  Og det er artige sager, han kan fortælle om den rejse. De sidste 10 år er de rejsende blevet tiltagende egoistiske, mener han. De smider deres bagage på gulvet, og det kan en førerhund ikke altid finde ud af, så Niels stikker af og til en fod ind i remmen på en skuldertaske og er tæt på at falde.

Passagererne har ikke overskud til at skabe en tydelig plads på et sæde og sige det til Niels eller tage et venligt, fast greb i hans arm og vise ham på plads. Mange unge mænd har nærmest på forhånd reserveret et sæde til deres kæmpe fødder, andre til deres taske, fredagskage eller det bundt friske rabarber, som kollegaen gerne vil have, og de overvejer ikke et øjeblik, hvilken betydning det har for medrejsende – og slet ikke en blind, som måske derfor uforvarende kan komme til at forvandle fredagskagen til rasp.

Derimod er al samtale stort set forstummet, undtaget den samtale, der finder sted med mor, datter, kæreste eller tandlæge i den uundværlige mobiltelefon. Den har Niels og alle os andre meget uglæde af. Det hele serveret med en decibelstyrke, der langt overstiger grænsen for erhvervs- og industriområder.

Hvad man ikke kan få af uønsket viden på en togtur på 35 minutter.

Gennemgående ligner passagererne nogle, der netop er trådt ud af en UFO, store kopper af plast på ørerne, ledninger alle vegne, og en ivrig pegefinger eller dansende tommelfingre på telefonens tastatur eller på iPad’en. De har ingen kontakt med hinanden, og derfor kan en blind, uden at nogen opdager det, falde over en hund, stikke skosnuden ind i en taskerem eller sætte sig i en gammel croissant.

I en bus i Viborg så jeg et klistermærke udformet som en taleboble: ”Bla, bla, bla.” Vi gider ikke høre om dit privatliv. Vis hensyn, når du taler i mobil.

Og når du kører i tog med en blind passager eller et menneske med andre former for handicap, vil jeg gerne tilføje.

Og jeg vil nu alligevel købe et par høretelefoner, så jeg slipper for mere spektakel.

”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.