Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Fik straks mistanke om tuberkulose

Sygeplejerske Lone Ammentorp var den første til at opdage en patient med tuberkulose på Røde Kors’ sundhedsklinik, der ligger bag Hovedbanegården i København. Ifølge leder Vibeke Lenskjold var tuberkulosepatienten én af en håndfuld, som klinikken har haft, siden den åbnede for tre år siden.

Sygeplejersken 2014 nr. 11, s. 29

Af:

Vinni Yang Søgaard, journalist,

Eva Rose Waldorff, journalist

Antal tilfælde af tuberkulose i Danmark

2013: 356

2012: 391

2011: 378

2010: 362

2009: 331

”En dag, da jeg kom ind i porten, sad der en meget ung udenlandsk kvinde. Jeg var lige ved at kalde hende en pige, for hun så simpelthen så ung ud, sådan som hun sad og hostede og hostede. Og det første, jeg tænkte, var: Hun har sgu tuberkulose,” fortæller Lone Ammentorp halvandet år efter oplevelsen.

Lone Ammentorp har været frivillig sygeplejerske på sundhedsklinikken for udokumenterede migranter i al den tid, klinikken har eksisteret, uden at møde andre patienter med tuberkulose. 

Migranter og tuberkulose

Flygtningestrømmene er afgørende for, hvilke grupper af migranter, der har flest tilfælde af tuberkulose i Danmark. Flygtninge fra eksempelvis Somalia står for en stor del af tilfældene.
Socialt udsatte migranter har særlig stor risiko for at få tuberkulose. Især hvis de kommer fra lande med en høj forekomst. Dårlige levevilkår øger formentlig risikoen for, at sygdommen bryder ud, hvis de er smittet hjemmefra.
Tuberkulose forekommer ofte i afrikanske og østeuropæiske lande. Derfor vil der naturligt være tuberkuloseramte blandt de udokumenterede migranter.

Kilder: Troels Lillebæk, overlæge og afdelingschef i Nationalt Referencelaboratorium for TB & Mykobakterier, og Årsrapporten fra Røde Kors’ sundhedsklinik.

Derfor kan hun heller ikke forklare sin mistanke om sygdommen, men tvivlen fik hende til straks at handle.

”Nogle gange får man en mistanke, men jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg straks tænkte, at det var tuberkulose. Man skal bare være opmærksom på andre sygdomme, når man bevæger sig rundt her,” siger hun og peger ud i klinikken og fortsætter:

”Man skal også overveje, om patienterne har fnat eller lignende.”

Hurtig ekspedition

Den hostende kvinde blev staks bragt ned på klinikken til visitation som den første.

”Jeg spurgte hende, om der havde været blod i opkastet, og det havde der, så jeg skrev en note på papiret til lægen: ”Obs. TB”,” fortæller Lone Ammentorp.

Lægen var enig i hendes mistanke, og de fik omgående transporteret den ca. 20-årige kvinde til hospitalet, da tuberkulose anses for at være akut. Derfor kan alle patienter uanset nationalitet behandles for sygdommen i det danske sygehusvæsen.

”Det hele gik simpelthen så hurtigt, og så var hun af sted. Tuberkulosen skulle ikke sprede sig i hele klinikken,” fortæller den 67-årige sygeplejerske.

Tuberkulose i Danmark
  • I de seneste 10 år er der registreret i gennemsnit380 tilfælde af tuberkulose årligt i Danmark.
  • Mere end halvdelen af de smittede er indvandrere.
  • Typisk er indvandrere blevet smittet i udlandet, og danskere er smittet i Danmark. Der forekommer sjældent smitte mellem indvandrere og danskere.

Kilde: www.ssi.dk og Troels Lillebæk, overlæge og afdelingschef i Nationalt Referencelaboratorium for TB & Mykobakterier.

Én af en håndfuld

Røde Kors’ sundhedsklinik har haft omkring en håndfuld patienter med tuberkulose.

”Det er så længe siden, jeg har mødt nogen med tuberkulose. Og så kom hun ind og havde det. Det var virkelig noget, der gjorde indtryk på mig,” fortæller Lone Ammentorp.

Med dét argumenterer Lone Ammentorp også for eksistensberettigelsen af Røde Kors’ sundhedsklinik:

”Det er godt, vi er her, så vi fanger sygdommen, så hun ikke får smittet andre. Det er jo virkelig alvorligt. Patienter som hende henvender sig ikke på en skadestue – hun hoster jo bare.”