Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Mandlige sygeplejersker gennem historien

Sygeplejersken 2014 nr. 12, s. 22-23

Af:

Mikkel Søren Bødker Olesen, journalist

50’erne: Pionerer i et eksperiment

maend_4De første mandlige sygeplejersker fotograferet i 1954. Forrest fra venstre: Axel Johannesen, Orla Olsen og Gunnar Johansen. Bagest fra venstre er det: Svend Aage Hviid, Herluf Lind, Anders Christian Jensen og Thorvald Jakobsen.

Foto Dansk Sygeplejehistorisk Museum

I starten af 1950’erne, hvor det var almindeligt, at kvinder og mænd gik til samme forelæsninger overalt i samfundet, vakte det alligevel furore, da de første syv mænd skulle starte på Rigshospitalets sygeplejeskole. Men det viste sig at gå smertefrit.
Efter mange og lange drøftelser i 1950 på Rigshospitalet og i Undervisningsministeriet blev det besluttet, at der som et forsøg skulle ansættes mandlige elever på Rigshospitalets sygeplejeskole. Axel Johannesen var én af de første syv, og ved 50-årsjubilæet i 2004 fortalte han i Sygeplejersken:

”Vi blev ustandseligt omtalt som pionerer i et eksperiment. Vi mindede hinanden om, at ingen måtte begå fejl, da det kunne få katastrofale følger for eksperimentet.”

Under hele uddannelsen hvilede offentlighedens øjne tungt på de første mandlige sygeplejersker.
Konstitueret forstanderinde på Rigshospitalet, Anna Wagner, skrev i Tidsskrift for Sygeplejersker nr. 28/1951 om, hvordan forsøget kom fra start.

”De mandlige elever går med i arbejdet som alle de kvindelige og gør alt det, der forlanges af en 1.-årselev; om det så er serveringen ved middagen her på skolen, tager ”drengene” deres tørn. Hvad siger patienterne? Flere patienter har udtrykt deres glæde over de mandlige elever, så her har der heller ikke været vanskeligheder. Det almindeligste spørgsmål, der stilles, er: ”Er der ikke meget fjas og pjat med sådan et blandet hold?”

I starten blev de mandlige sygeplejeelever dog som hovedregel forment adgang til kvindeafdelinger og barselsgang under deres praktik. Og da de første blev færdiguddannet i 1954, gik der to år, før sygeplejerskeloven blev ændret, så mændene automatisk fik autorisation på lige fod med kvinderne.

Ved uddannelsens start måtte de syv mænd skrive under på, at de kunne risikere ikke at få autorisation efter endt uddannelse, og der gik adskillige måneder efter deres dimission, før det blev løst. Grunden var, at der i Lov om Sygeplejersker stod ”hun”. Det problem blev klaret ved, at ”hun” blev streget over og rettet med blæk.

70’erne: Debat om feminine titler

maend_5
Mogens Jørgensen (nr 2 fra højre), Bispebjerg Hospitals sygeplejeskole årgang 1976, husker, at patienterne nærmest dagligt spurgte "jamen du kan ikke hedde sygeplejerske fordi..." Og de mandlige sygeplejersker svarede som en båndoptager i sløjfe " det er en statsautorisation og derfor må der kun være én stillingsbetegnelse". ”Jeg har måttet forklare mig hele livet, og jeg er vant til at trække på smilebåndet, når mit fagblad sender reklamer for feminine cremer med jasminduft,” siger han. Privatfoto.

I 1970’erne bølgede ligestillingsdebatten i samfundet, og i mange fag forsvandt de kvindelige titler som lærerinde, forstanderinde, skuespillerinde osv.

Her var der også debat om, hvorvidt sygeplejersketitlen skulle laves om til f.eks. ”sygeplejer”, men Dansk Sygeplejeråds daværende formand Kirsten Stallknecht holdt benhårdt fast på, at selve titlen var en lovbeskyttet titel, som man kun kunne opnå med tre års uddannelse og statsautorisation. Den engelske titel ”nurse” og den norske ”sykepleier” er f.eks. ikke beskyttet på samme måde, mens svenskerne bruger den feminine betegnelse ”sjuksköterska”.

Når spørgsmålet om at ændre titlen er blevet bragt op af kønsforskere med jævne mellemrum siden, har der ikke været den store interesse fra Dansk Sygeplejeråd, og blandt de mandlige sygeplejersker har der ikke været entydig modstand mod titlen; der er både for og imod.

10’erne: Mandebilleder

maend_6Leif Nielsen (tv.) og Martin Carlsen modtager i 2011 Kirsten Stallknechtprisen for deres fotoudstilling om mænd i sygeplejen. Foto: Thomas Tolstrup.

I foråret 2010 forbereder to sygeplejersker, Leif Nielsen og Martin Carlson, offentliggørelsen af deres fotoudstilling i anledning af, at det nu var 60 år siden, at de første syv mænd startede på sygeplejeuddannelsen. De udstiller 21 sort/hvid-portrætter af mandlige sygeplejersker i Rigshospitalets foyer i august 2010, og senere bliver udstillingen vist mange steder.

På den internationale sygeplejerskedag den 12. maj 2011 modtager Leif Nielsen og Martin Carlson Sygeplejerskens pris ”Kirsten Stallknecht Prisen 2011”.

Læs også disse artikler i temaet om mænd i sygeplejen