Historisk: Patienter styrer selv dialysen

Dengang

Det var en sensation, da Sygeplejersken i 1971 kunne skrive om den første hjemme-hæmodialysepatient i provinsen. Patientens kone var blevet oplært som hjælper til dialysebehandlingen. To år senere fik patienten en ny nyre. Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum

Sygeplejersken var på besøg hos den første nyrepatient i provinsen, som kom i hjemmedialyse i 1971, en 32-årig mand, som to år senere fik ny nyre på Odense Sygehus.

Siden er der sket en rivende udvikling inden for hjemmedialyse, både maskinelt, men også hvad angår den faglige holdning. Det fortæller sygeplejerske Lone Peick fra Frederiksberg Hospital, som har været nefrologisk sygeplejerske i over 30 år, og som har været engageret i at forbedre vilkårene for hjemmehæmodialyse.

”I starten af 80’erne havde vi på Herlev Hospital ca. 30 patienter i hjemmehæmodialyse. Dengang og indtil år 2000 var det et krav, at man selv og en hjælper, typisk ægtefællen eller en medicinstuderende, var oplært i at håndtere maskinen. Vi anså hæmodialyse – kanyler og blodbaner – som noget lidt farligt at slippe løs til patienterne,” fortæller Lone Peick.

Muligheden for hjemmedialyse blev i 80’erne vanskeligere pga. den nye behandling peritonealdialyse, for ikke alle patienter havde lyst til at skifte behandling og få kateter i bughulen.

”Peritonealdialyse blev gjort til førstevalg frem for hæmodialyse, og patienterne kunne ikke uden videre få bevilget en hjælper, hvis de ønskede hjemmehæmodialyse. Det betød, at nogle patienter blev trukket tilbage til hospitalet fra den ene dag til den anden,” husker Lone Peick.

Nu

Niels Larsen benytter Frederiksberg Hospitals Selfcare-afdeling, hvor han selv kan låse sig ind med et nøglekort på alle tider af døgnet. Han kommer ofte om natten og styrer maskinen selv uden hjælp til noget. Tiden fordrives med at se film. Foto: Søren Svendsen

Omkring år 2000 skete der store forbedringer af hæmodialysebehandlingen.

”Ny teknik, nye filtre og EPO-behandling betød, at patienterne fik færre gener i form af blodtryksfald, kvalme, lavt blodsukker og hovedpine. Dialysemaskinerne er i dag så sikre, at man f.eks. kan programmere dem til at trække x kg vand fra patienten, så der er ikke længere risiko for, at patienterne får trukket for meget vand ud af kroppen. Forbedringerne har betydet, at hjemmedialyse er blevet afdramatiseret,” fortæller Lone Peick.

 I 2000 blev hun ansat på Frederiksberg Hospital i en afdeling under Rigshospitalet, der har hjemmehæmodialyse, selfcare og limited care.

”I 2004 begyndte vi at sende patienter hjem i hæmodialyse uden en hjælper. Et par år senere åbnede vi muligheden for selfcare, som går ud på, at patienter selv kan låse sig ind med et nøglekort og låne en dialysemaskine. Det er f.eks. en fordel, hvis man bor i en lille lejlighed og ikke har plads til maskinen.”

Lone Peicks erfaring er, at patienterne er meget begejstrede for at blive oplært til at klare sig selv.

”Vi sundhedsprofessionelle skal simpelthen lære at holde fingrene væk, men det har vi meget svært ved,” mener hun.
Ud af afdelingens 60 patienter er de 30 i hjemmehæmodialyse, mens 10 benytter selfcare. Alle hjemmehæmodialysepatienter, som ønsker det, kan låse sig ind og bruge afdelingens maskiner.

”Mange vælger at gå i dialyse hver dag og måske kun i 2,5 time ad gangen. Det betyder, at de kan spise og drikke, som de vil, og at de ikke har brug for blodtryksmedicin. De sidder typisk og ser film, spiller skak eller arbejder på computer. Hvor det før i tiden var nærmest ulideligt at være i dialysebehandling pga. de mange bivirkninger, kan man i dag leve et godt liv. Vi har sågar en patient, som har gennemført en graviditet,” fortæller Lone Peick.