På job: slut med kaos og manglende privatliv i akutmodtagelsen

Der er roligt i akutmodtagelsen på Slagelse Sygehus, da sygeplejerske Marianne Mejlgaard får meldt en ny patient, som er besvimet i sit hjem.

Hun tjekker, at alt er klar på stue 9. Men inden den 70-årige Peter Christensen ankommer, er han omtriageret fra orange til rød. Hans blodtryk faldt i ambulancen, og han har ondt i ryggen på en måde, der kunne passe med et aortaaneurisme.

Han bliver kørt direkte ind på en traumestue, og i løbet af ganske få minutter står der 15 mennesker omkring ham, ambulancepersonale, sygeplejersker, medicinsk og kirurgisk akutlæge, anæstesi, bioanalytikere mfl.

Der skal være plads til mange på en traumestue, og det er der i den nybyggede akutafdeling i Slagelse.

Der bliver arbejdet intenst og stilfærdigt; blodprøver, ekg, røntgen og ultralydsskanning. Efterhånden som resultaterne løber ind, og ingen af dem ser forkerte ud, forsvinder den ene faggruppe efter den anden.
Efter en halv time kan Marianne Mejlgaard som den sidste køre Peter Christensen ind på stue 9 til videre observation og medicinsk udredning.

De to traumestuer er en af de store forbedringer i Akuthuset, som stod færdigt for halvandet år siden og rummer den nyopbyggede akutafdeling, et intensivafsnit og to hjerteafsnit.

”Vi bruger traumestuen til alle røde kald,” fortæller Marianne Mejlgaard. ”Der er plads, og der er alt, hvad vi skal bruge som røntgen, ultralyd og CT-skanner ved siden af.”

Men det allerbedste ved Akuthuset er, at de gamle undersøgelsesstuer med op til tre patienter er afløst af enestuer. ”For patienterne er det fantastisk,” synes Marianne Mejlgaard. 

”Uanset hvor syge vi mener, de er, så er det den værste dag for dem. Så er det godt, at de ikke skal dele deres smerter og deres undersøgelser med andre patienter – og med pårørende alle vegne.”

Når man som sygeplejerske har tre enestuer at passe, skal der løbes noget mere, selv om alle patienter er på overvågning. Men man hjælper hinanden, og andre ændringer har givet sygeplejerskerne lidt luft, f.eks. skal de ikke bruge nær så meget tid på at ringe efter læger, siden akutafdelingen fik egne akutlæger, både medicinske og kirurgiske.

Den næste patient, Kaj Schlichter, har en sammenklappet lunge og skal have lagt et pleuradræn. Det er ikke nogen rar procedure, men før i tiden kunne man være nødt til at gennemføre den på en flersengs-stue med andre patienter og pårørende som tilhørere, fortæller Marianne Mejlgaard bagefter. Så trak man en skærm for.

”Men selv om vi synes, enestuer er godt for patienterne, er der nok nogle, der føler sig meget overladt til sig selv,” tilføjer hun. Og hvor mærkeligt det end lyder, kan roen i den nye afdeling også næsten være en ulempe.

”De mindre syge patienter oplever ikke længere, hvor travlt vi har, når de må vente længe. Det var de ikke i tvivl om i det gamle. Det var småt og trangt, og der var virkelig kaotisk.”