Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Tidlig udskrivning gavner nybagte forældre

Nybagte forældre kan have stor fordel af at komme tidligt hjem efter fødslen. Især faderen kommer mere på banen og tager ansvar, hvilket styrker familien. En forudsætning er dog, at forældrene inddrages i beslutningen, samt at de den første tid efter udskrivelse har fri adgang til rådgivning fra sygehus og kommune.

Sygeplejersken 2015 nr. 10, s. 17

Af:

Christina Sommer, Journalist

Tidlig udskrivelse af nybagte forældre kan styrke deres selvtillid og evner til at være forældre og tage fælles ansvar for det nyfødte barn. Det er dog altafgørende, at de er klar til at blive udskrevet, samt at forældrene har været involveret i beslutningen om at skulle hjem, fortæller sygeplejerske, MSA og ph.d.-studerende Ingrid Nilsson.

Som led i sit ph.d.-projekt ”Amning - en tryg start” er hun hovedforfatter på en artikel i det engelske blad Midwifery om tidlige udskrivelser (i dette tilfælde udskrivelser inden for de første 72 timer efter fødslen). Artiklen bygger på en metasyntese af kvalitative undersøgelser med i alt 237 første- og flergangsforældre, og den viser, at nybagte forældre, som er klar til at blive udskrevet, har stor glæde af at komme hurtigt hjem.
 

På lige fod i hjemmet

”De nyder at komme hjem og være alene i deres egne omgivelser. Og især faderen kommer meget mere på banen, hvilket er alfa og omega for en familie. Hjemme er han på lige fod med moderen, og her er det helt naturligt at dele ansvaret, mens fædre kan føle sig som påhæng på hospitalet, selv hvis de er medindlagt,” fortæller Ingrid Nilsson og tilføjer:

”Det er essentielt, at mor og barn er klar, men også at forældrene føler sig inddraget i beslutningen om at blive udskrevet. Hvis der er tvang involveret, betyder det meget for forældrenes oplevelse af at være i kontrol og selvsikre, og i de tilfælde kan det omvendt have en meget negativ effekt at komme tidligt hjem.”

 

Nuancér debat om udskrivelser

I forbindelse med tidlige udskrivelser er det også vigtigt, at de nybagte forældre har ubegrænset adgang til støtte og vejledning i hvert fald den første uge.

”Det kan være telefonisk eller ved personligt møde på hospital eller med sundhedsplejerske. Her skal der være et tæt samspil mellem sygehus og kommune. Det vigtige er, at man har klare aftaler, så forældrene ved, hvor de skal henvende sig. Ofte skal de bare bekræftes i, at det, de gør, er rigtigt. Det er det, der giver dem rygrad til at gå videre selv,” siger Ingrid Nilsson. 

Hun mener, at en af de vigtigste pointer i forbindelse med tidlig udskrivelse er, at både forældre og fagpersoner skal se mere nuanceret på dét at blive udskrevet tidligt.

”Jeg synes, der har været en tendens til at sige, at det er skidt at komme tidligt hjem, og derfor bliver mange genindlagt. Det er synd for dem, der bliver genindlagt, men det sker måske netop, fordi de ikke var klar til at komme hjem. For de forældre, der er klar til det, er rigtig glade for at komme tidligt hjem,” siger Ingrid Nilsson, hvis ph.d.-projekt forventes færdigt i april 2016.