Videnskredsløb skal styrke sundhedsprofessionelles kompetencer

Stigende krav til medarbejdere i sundhedssektoren øger professionshøjskolernes behov for at styrke videnskredsløb, så kommende sundhedsprofessionelle opnår kompetencer til at identificere, udforske og løse de problemstillinger, der karakteriser sundhedsvæsenet i et fremtidigt velfærdssamfund.
Resumé

Kristensen HK, Bruun P, Stryhn HM, Pedersen SW, Hounsgaard L. Videnskredsløb skal styrke sundhedsprofessionelles kompetencer. Sygeplejersken 2015;(10):74-9.

Hovedbudskab
Professionshøjskolernes nye ansvar for at generere praksisnær forskning sigter mod at styrke de kommende sundhedsprofessionelles kompetencer til at identificere, udforske og løse de problemstillinger, som karakteriser sundhedsvæsenet i et fremtidigt velfærdssamfund. Her skal arbejdes målrettet på at generere ny viden, der kombinerer videnskabelig stringens og evidensbasering med et anvendelsesorienteret og innovativt sigte.

Metode
En diskussion af perspektiver på og tilgange til praksisnære og anvendelsesorienterede aktiviteter, der kan medvirke til at kvalificere studerende i de sundhedsfaglige professionsuddannelser og praksis.

Resultater
På alle sundhedsfaglige områder er der i stigende grad behov for refleksive praktikere, som kan afveje forskellige interesser og videnstyper i en kompleks og foranderlig tværprofessionel praksis. Dette nødvendiggør stærke videnskredsløb gennem partnerskaber mellem uddannelse, forskning og praksis.

Betydning for sundhedsfagene
Udvikling og konsolidering af robuste videnskredsløb klæder fremtidens sundhedsprofessionelle på til at møde en kompleks virkelighed.

Keywords
Videnskredsløb, forskning, udvikling, kompetencer, refleksion.

Krav og forventninger om høj kvalitet nødvendiggør et øget fokus på en kontinuerlig kritisk og refleksiv tilgang til den viden, der anvendes i den kliniske praksis. Samtidig ses et øget fokus på, hvilke forsknings- og udviklingsorienterede teorier og metoder der tages i brug inden for sundhedsfaglig forskning med henblik på at tilvejebringe ny viden af betydning for udviklingen i sundhedsvæsenets ydelser.
 

Kompleksiteten stiger

Forandringer inden for sundhedsvæsenet har i de sidste årtier været karakteriseret af ny lovgivning og talrige strukturændringer. Forandringer i samfundet medfører samtidig ændringer i borgerroller, forventninger om borgerinddragelse samt borgerrettede løsninger, der stiller krav til nye kompetencer hos fremtidige sundhedsprofessionelle. 

Der er en klar tendens til stigende kompleksitet i de sundhedsprofessionelles opgavesæt. Der sker en øget specialisering og optimering af de enkelte patientforløb med korte, intensive indlæggelser i højt specialiserede hospitalsafdelinger og opfølgning i kommunal regi i form af sundhedsfremmende og rehabiliterende indsatser lokalt og i borgerens eget hjem. 

Det kommunale sundhedsvæsen skal løse flere opgaver inden for sundhedsfremme og forebyggelse, rehabilitering og pleje for flere borgere med komplekse og kroniske sygdomsforløb i eget hjem bl.a. ved brug af medicinsk og teknologisk udstyr. I sundhedsvæsenet forventes, at sundhedsfaglige medarbejdere i øget grad kan medvirke til at fremme innovation f.eks. i forhold til at udvikle sundhedsteknologier, der støtter raske og patienter i indsatsen med egen sundhed og sygdom.

Udvikling og anvendelse af ny teknologi kræver, at sundhedsfaglige medarbejdere har en bred viden om sundhedsteknologier og fremtidige udviklingstendenser samt har et øget fokus på at forholde sig refleksivt til sundhedsteknologi og dens anvendelse i praksis. 

Ligeledes er der en stigende forventning om, at de kan undervise patienter og pårørende i at søge viden og information med validitet og evidens. Målet er oftest et aktivt og meningsfyldt hverdagsliv med sygdom eller funktionsnedsættelse. Det er derfor blevet en sundhedsfaglig værdi at medvirke til at muliggøre værdige liv for mennesker med kroniske lidelser – ikke mindst for personer med psykiske lidelser – og i eget hjem med de funktionsnedsættelser, borgeren har. 

Samtidig ses opgaveflytninger mellem de fagprofessionelle og en ændret sektoriel opgavedeling mellem kommuner og regioner, hvor der særligt er fokus på overgange i sundhedsvæsenet og sammenhængende borgerforløb. 

Forandringerne vil have store konsekvenser for, hvordan sundhedsvæsenet udvikler sig over de næste 10-15 år. De sundhedsfaglige professionsbachelorer udgør en stor og vigtig del af personalet i sundhedsvæsenet, og de vil derfor blive udfordret af denne udvikling, se boks 1.

 

Professionshøjskolernes nye videnskredsløb

Professionshøjskolerne har til opgave at udbyde og udvikle videregående uddannelser bl.a. på sundhedsområdet. Ved en ændring af institutionslovgivningen er der fra januar 2014 desuden indført et væsentligt nyt krav om, at professionshøjskoler og erhvervsakademier selvstændigt skal varetage praksisnære og anvendelsesorienterede forsknings- og udviklingsaktiviteter. Formålet bag lovændringen er først og fremmest at styrke uddannelsernes kvalitet og relevans. 

Den nye opgave indebærer, at institutionerne er i færd med at opbygge egne forsknings- og udviklingsaktiviteter i henhold til alment og internationalt anerkendte definitioner på forskning og udvikling.

Forsknings- og udviklingsaktiviteterne skal tilvejebringe ny viden, der kan bringes i anvendelse i uddannelserne og i professionernes daglige praksis. Derfor anfører University College Lillebælt i professionshøjskolens aktuelle strategier et ønske om at kunne producere og sætte ny viden i spil i åbne videnskredsløb inden for professionshøjskolen og ikke mindst i dialogbaserede partnerskaber med andre videnproducerende private og offentlige virksomheder og institutioner. 

Flere generelle videnstyper, videnskabsteoretiske perspektiver og videnskulturer er af betydning for professionshøjskolernes videnskredsløb. Vi ser f.eks. i stigende grad vidensgenerering formet ud fra en dynamisk, anvendelsesorienteret, transdisciplinær vidensproduktion organiseret i åbne netværk, hvor resultaterne af vidensproduktionen diskuteres og vurderes af forskellige interessenter i en større offentlighed. 

En udvikling, der flugter med det aktuelle fokus på innovation, stærke koblinger mellem teori og praksis og nye offentlig-private partnerskaber i de social- og sundhedsfaglige praksiskontekster, som professionshøjskolerne samarbejder med. 

 

Sundhedsprofessionelle skal være robuste

Nye og ændrede relationer mellem borger/patient, pårørende, sundhedsprofessionel og samfund nødvendiggør, at de sundhedsprofessionelle grupper skal være fagligt robuste, og de må kunne argumentere og begrunde faglige handlinger både over for patienter og kolleger, men også i en større samfundsmæssig sammenhæng, der stiller krav om bl.a. viden og kompetencer inden for brugerinddragelse, kommunikation, dokumentation og omkostningseffektivitet.

 

Boks 1. Spørgsmål til refleksion

Spørgsmål til refleksion ud fra artiklens indhold

  • Hvordan kan studierne tilrettelægges, så de understøtter kompetenceudvikling i retning af de krav, der skitseres i artiklen?
  • Hvordan er jeres arbejdsplads, hvad enten det er en undervisningsinstitution, en afdeling eller en kommune, rustet til at være en del af de nye videnskredsløb?
  • Hvordan kan vi fremme tværprofessionelle videnskredsløb i studietiden?
  • Hvordan sikrer vi, at videnskredsløbene er innovative og på forkant med den udvikling, de studerende skal ud og agere i?
  • Hvordan styrker vi opdaterede internationale og multikulturelle elementer i sundhedsfaglig vidensgenerering?

Der er imidlertid også andre tendenser, idet der traditionelt inden for sundhed har været meget fokus på evidensbaseret praksis, kliniske retningslinjer, standarder og ”bedste praksis”. Denne tradition føres videre, hvilket bl.a. ses i indsatserne med videreudvikling af nationale kliniske retningslinjer og de fortsatte bestræbelser på at anvende standardiserede pakkeforløb inden for f.eks. cancerområdet og psykiatrien. 

Denne vidensproduktion og tilgang til formidling vil også have en relevant plads i de nye videnskredsløb. Den sundhedsfaglige praksis er dog ofte karakteriseret ved at være tværfagligt funderet og præget af komplekse problemstillinger, hvor interventionen ofte består af en kombination af flere elementer, der tilsammen indvirker på den enkeltes samlede funktionsevne eller livskvalitet. 

Der ses derfor i stigende grad en opmærksomhed på det forhold, at evidensbaseret viden inden for flere sundheds- og sygdomsområder ikke er eller kan være særlig omfattende. Desuden kan der være evidens på forskelligt niveau og også modsætninger mellem, hvad der opfattes som evident viden inden for de videnskabelige områder, der er relevante for sundhedsprofessionerne.

Den øgede kompleksitet og dynamik i vidensgenerering og sammensathed i videnskulturer inden for sundhedsområdet kan hindre, at viden og kundskab udviklet i én kontekst overføres til en anden. Viden skal i øget omfang bearbejdes, relateres og tilpasses. 

Der skal derfor tages højde for, at megen traditionel, evidensbaseret viden ikke direkte kan appliceres i konkrete praksissituationer. Det er afgørende, at videnskredsløbene udvikler nye former for refleksivitet og sensibilitet i forhold til den øgede kompleksitet i implementeringen af ny viden i uddannelserne og i praksis. 
 

Udvikling og anvendelse af viden

I flere videnskredsløb vil der være behov for en udvidet forståelse af vidensbegrebet. Her er brug for viden, der rækker ud over forskningsbaseret viden og erfaring samt brugerperspektivet og formår at integrere lokale kulturer og organisatorisk viden. Uddannelserne skal således sikre, at de studerende udvikler færdigheder og kompetencer, der gør det muligt at reflektere over forskellige former for viden og at relatere og anvende viden og kombinationer af viden i de konkrete praksisfællesskaber.

Disse videnskredsløb har til formål at opøve og styrke de kommende sundhedsprofessionelles kompetencer til kritisk refleksion over egen praksis, formulering af gode spørgsmål samt kritisk vurdering af forskningsbaseret viden. Sundhedsprofessionelle må forholde sig til en stadigt mere sammensat vifte af vidensformer og forskellige videnskilder. 

Under uddannelsen og i praksis må vi kunne indhente, vurdere og afveje forskningsbaseret viden i forhold til viden baseret på professionelle erfaringer og konsensusbaserede typer af bedste praksis. I klinisk praksis lærer de studerende under uddannelsen at integrere dokumenteret og anvendelig forskningsbaseret viden med erfaringsbaseret viden og viden med basis i borgernes og patienternes oplevelser, behov og præferencer.

I det tværfaglige teamsamarbejde kan den enkelte professionelle ikke opretholde sit monofaglige ejerskab til at udrede, intervenere, prioritere og træffe beslutninger. Her overtager fællesskabet retten til i samråd med borgeren eller patienten at definere situationen, hvor den enkelte sundhedsprofessionelle ikke tillægges en bestemt rolle, men en position, hvorfra perspektiver kan formes. 

Et vellykket samarbejde fører frem til et nyt perspektiv for alle deltagere i det tværfaglige fællesskab, derfor giver det ikke mening at tale om kompromis i praksisfællesskaber. Der eksisterer kun nye virkeligheder, som skabes og genskabes i fællesskabet, der skabes gennem brugerinvolvering, den fælles praksis og den interpersonelle kommunikation.

Når praksis integrerer viden, og denne reflekteres i de sundhedsprofessionelle handlen, er der tale om meget forskelligartede former for viden, der spiller sammen og over tid kommer til at indgå i den enkelte professionelles videns- og erfaringsbank. 

Denne form for viden er dybt integreret i handling og udvikles bedst i praksis. Viden i denne forståelse er situeret i kontekster og influeres af den historiske tid og de sammenhænge, vi indgår i, ligesom vores perspektiver, værdier, erfaringer og viden til stadighed påvirker situationerne.

 

Nye modeller for studenterdeltagelse

Udviklingen i sundhedsvæsenet og samfundet indebærer også, at professionshøjskolerne sikrer, at de studerende introduceres til teorier og metoder i tilknytning til forskning og udvikling. I hospitalsregi er der lang tradition for forsknings- og udviklingsaktiviteter.

Der er imidlertid generelt et væsentligt øget behov for forsknings- og udviklingsindsatser i relation til den kommunale sektors indsatser og i relation til de typer af komplekse og ofte sektor- og funktionstværgående former for opgavevaretagelse. Det er samtidig opgavetyper, professionshøjskolerne uddanner til og i stigende grad vil blive involveret i.

I professionsuddannelserne og i UCL udvikles i disse år nye modeller for studenterdeltagelse i forsknings- og udviklingsaktiviteter.

De nye videnskredsløb skal således integrere læring og udøvelse af forsknings- og udviklingskompetencer som en del af professionshøjskolernes sociale praksis, se figur 1.

 

sy_2015_10_fag_uddannelseDet centrale ved praksisfællesskaberne er, at de er bundet sammen af en fælles daglig praksis, og at læring er et integreret aspekt ved deltagelse i fællesskabet. Læring i et praksisfællesskab kan forstås som mesterlære, hvor organiseringen af fællesskabet er omdrejningspunktet for læringsprocessen.

Lave & Wenger ser læring som en del af den menneskelige natur og tæt knyttet til den situation, mennesket befinder sig i, altså situeret. Ud fra det perspektiv kan vores forsknings- og udviklingsaktiviteter forstås som situerede læringsprocesser og derved opfattes som en integreret del af en social praksis. Dermed er situeret læring en professionel vidensbank, der er kontekstuel og indeholder såvel kognitiv som kulturel viden. Situeret læring er ikke karakteriseret af formelle læringssituationer og lokale workshops.

Deltagelse i hele eller dele af forsknings- og udviklingsprocesser kan derfor med fordel fungere som læringsseancer, hvor f.eks. videnskabsteori, forskningsbaseret viden og metodologi kan præsenteres og indgå i fælles refleksioner og diskussioner. Den fælles faglige udvikling kan styrkes ved, at professionshøjskolernes undervisere og studerende løbende tager del i at udvikle og anvende ny forskningsbaseret viden, kritisk refleksion og praktiske færdigheder i forskellige sundhedsfaglige kontekster. 
 

Internationalisering i videnskredsløb

De sundhedsprofessionelles praksis udøves først og fremmest i lokale, regionale og nationale kontekster. Med krav og forventninger om anvendelsesorienterede forsknings- og udviklingsaktiviteter på professionshøjskolerne øges nødvendigheden af internationalisering. 

Der er behov for at arbejde målrettet på, at professionshøjskolerne i højere grad end nu forankrer og relaterer til nordisk, europæisk og internationalt samarbejde. De nordiske lande har mange lighedstræk, f.eks. den skandinaviske velfærdsmodels institutioner og de goder, befolkningerne traditionelt har fået del i. 

Fællestræk kan i meget høj grad også identificeres på såvel sundheds- som uddannelsesområdet, hvor tætte forsknings- og udviklingssamarbejder med fordel kan supplere og understøtte de allerede etablerede internationale partnerskaber mellem uddannelserne i forbindelse med udveksling af studerende og læringsaktiviteter.

 

Nye partnerskaber

Ændringen i institutionslovgivningen for professionshøjskoler og erhvervsakademier skaber nye vigtige muligheder for at knytte praksisnære og anvendelsesorienterede forsknings- og udviklingsaktiviteter tæt sammen med uddannelse og praksis. Derved skabes grobund for i højere grad at inddrage forskningsviden i sundhedsfaglige beslutningsprocesser og at tilskynde forskere til at udvikle viden, der er målrettet til at løse problemer i praksis. 

Professionshøjskolerne kan her få fremtrædende roller, hvorved de ikke alene fokuserer på at uddanne kommende refleksive sundhedsprofessionelle til praksis, men samtidig er aktive partnere i udviklingen af denne praksis.

Artiklen er inspireret af følgende kilder

  • Uddannelses- og Forskningsministeriet. Styrelsen for Videregående Uddannelser, Bekendtgørelse af lov om professionshøjskoler for videregående uddannelser. LBK nr. 936 af 25/08/2014.
  • Professionshøjskolerne University Colleges Denmark. Strategi for ph.d. 2012.
  • University College Lillebælt. Revision af UCL’s ph.d.-strategi. 2013.
  • ForskerForum. Forskning og alligevel ikke forskning. 2014.
  • Implement Consulting Group – kompleks fremtid og refleksive sundhedsprofessionelle. 2014.
  • New Insight A/S. Uddannelsesfremsyn på sundhedsområdet med særligt fokus på professionsbacheloruddannelserne. 2014.
  • Området for sundhedsuddannelserne i UCL. Værdiskabende uddannelsesudvikling. Sundhedsuddannelsernes områdestrategi – strategiske indsatser i perioden 2015-2017.
  • Lave J, Wenger E. Situated Learning. Situated Peripheral Participation. Cambridge: Cambridge University Press; 1991.
  • Wade DT. Rehabilitation is a way of thinking not doing. Journal of Clinical Rehabilitation 2002: (16):579-81.
  • Hjortbak BR m.fl. Udfordringer til rehabilitering i Danmark. Rehabiliteringsforum Danmark 2011.
English abstract

Kristensen, HK, Bruun P, Stryhn HM, Pedersen SW, Hounsgaard L,
Knowledge cycle in competence-building for health professionals.
Sygeplejersken 2015;(10):74-9.

Main message: The new responsibility of the Danish professional colleges for generating practice research seeks to build the competencies of upcoming health professionals to identify, address and solve problems characterising the health service in a future welfare society. The strategy involves targeted acquisition of new knowledge embodying scientific stringency and evidence-based theory with application-oriented and innovative practice objectives.
Method: A discussion of perspectives on and approaches to practice-led and application-oriented activities with the aim of skills building among students on professional healthcare degree and diploma programmes and in clinical practice. 
Results:  In all the healthcare disciplines there is an increasing need for reflexive practitioners who are capable of weighing up differing interests and knowledge types amidst the complexity and changeable nature of interdisciplinary practice. This entails robust knowledge cycles via partnerships between education, research and practice.
Implications for healthcare disciplines: The development and consolidation of robust knowledge cycles empowers future health professionals to deal with a complex reality.

Keywords: Knowledge cycle, research, development, competencies, reflection.

 

Emneord: 
Uddannelse