Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Fra forsker til fag: De første forskere i dansk sygepleje måtte kæmpe for det gode samarbejde

I Danmark findes ca. 150 sygeplejersker med en ph.d. eller doktorgrad. Sygeplejersken har opsøgt nogle af dem for at finde ud af, hvorfor de valgte forskervejen, og hvordan det er gået siden, de fik deres forskertitel.

Sygeplejersken 2015 nr. 3, s. 68-69

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

​Læs artiklen som PDF side 68

xForskertilfagAnne-Lise Salling Larsen er 80 år, gift og har to voksne døtre, hvoraf den ene er sygeplejerske. Hun er pensioneret sygeplejerske, dr.med. fra 1990 og senest ansat som professor i sygeplejevidenskab ved Odense Universitet fra 1993-1998.

Hvad fik dig til at forske?
”Min interesse for forskning kom under en ansættelse som sygeplejefaglig medarbejder ved Tidsskrift for Sygeplejersker (Sygeplejersken) fra 1974-1978. Heri bragte man fra 1976 en månedlig rubrik om forskning forfattet af sygeplejersker, som på det tidspunkt havde været i USA på studierejser og her havde oplevet sygeplejeforskning som en del af universiteternes curriculum for kandidatstudie i sygeplejevidenskab.

Fra 1978 og nogle år fremover afholdt Den Almindelige Danske Lægeforening weekendkurser i forskning, kurser, der også var åbne for sygeplejersker.
Jeg deltog i flere af disse weekendkurser. Senere i 1979-1980 tog jeg anden del – en videreuddannelse ved Danmarks Sygeplejerskehøjskole ved Aarhus Universitet, hvor forskning var programsat.
En meget spændende underviser, Niels Chr. Rasmussen, cand.scient.soc., gjorde sit til, at jeg blev solgt til forskningen. Jeg udarbejdede eksamensopgave med baggrund i et forskningsprojekt, hvis titel ”Patienten som Samarbejdspartner” har fulgt mig i mange af mine senere forskningsarbejder.

Herefter søgte jeg Statens Lægevidenskabelige Forskningsråd om økonomisk støtte til at gå videre med studiet af samarbejdet med patienten.
Rent socialt har forskningen nok gjort, at vennekredsen ikke blev særlig omfangsrig. Men der blev da plads til sport og deltagelse i det lokalpolitiske liv i Lyngby-Tårbæk Kommune.”


Hvad er forskningsemnet i din doktorafhandling?
”Afhandlingens titel er ”Stimulation af patienters aktivitet og udvikling”, og det er dækkende for indholdet (1).”

Hvor tog du din forskeruddannelse henne?
”Ved det Medicinske Fakultet i Odense. Jeg var den første sygeplejerske, der erhvervede en doktorgrad i medicin ved et dansk universitet.”

Hvordan har dine økonomiske rammer været, mens du tog din forskeruddannelse?
”Forskningsrådet gav mig i årene fremover sammen med Dansk Sygeplejeråd og Lundbeckfonden økonomisk støtte, som jeg supplerede med deltidsarbejde i Dansk Institut for Sundheds- og Sygeplejeforskning og undervisning på forskningskurser og lignende.

Jeg har ikke en kandidatgrad, men supplerede løbende min viden om forskning gennem kurser i statistik, sundhedsøkonomi, epidemiologi og deltagelse i udenlandske seminarer og konferencer og fik ved universitetet dispensation fra bestået kandidatgrad.”

Hvor kan man læse om dine forskningsresultater?
”Ud over min doktorafhandling har jeg publiceret flere bøger samt indlæg i antologier om emner relateret til forskning og specielt til mit forskningsemne ”Patienten som Samarbejdspartner” (2). Hans Vejleskov, pensioneret professor fra Danmarks Pædagogiske Universitet i Emdrup, har været min samarbejdspartner ved flere af publikationerne (3).

Mine ansættelser i DISS, på Hvidovre Hospital og senest ved Odense Universitet har inspireret mig til mange både videnskabelige (28) og mere lærebogsagtige artikler, omkring 100 (4).
Jeg er blevet biograferet i Dansk Kvindebiografisk Leksikon, i Kraks Blå Bog og i Gyldendals store Leksikon, Encyklopædien.”


Hvordan har din forskning betydning for praksis?
”I 2011 havde jeg en længere sygeperiode med indlæggelse på Herlev Sygehus. Her havde jeg den store oplevelse, at man anvendte mine teorier og anbefalinger i praksis.
I mindre udstrækning kan jeg nu 30 år efter den første udgave af ”Patienten som Samarbejdspartner” opleve, at tanker og ideologier herfra har sat sig fast i sygeplejen.
Sammen med Margarethe Lorensen, nu afdød professor ved Oslo Universitet, var vi de første sygeplejersker, der fik økonomisk støtte fra Det Lægevidenskabelige Forskningsråd i deres program fra 1980 om støtte til sygeplejeforskningen.

Begyndelsen for vores forskning i dansk sygepleje var lovende. Danmarks Sygeplejerskehøjskole tilbød os kontorer og samarbejde.
Men vi flyttede ind i kontorer uden nogen faciliteter overhovedet. Intet skriveunderlag, ingen blyant og papirer m.v. Jeg kendte højskolens lokaler og hentede som den naturligste konsekvens, hvad jeg havde brug for i det daglige arbejde i skolens depot.

Resultatet var dybt frustrerende. En mandag morgen kunne vi ikke komme ind i vores kontorer. Låsen var i løbet af weekenden og helt uden vores vidende skiftet ud, så vores nøgler ikke mere gav adgang til depot etc.

Det sagde alt om det samarbejde, som de første forskere i dansk sygepleje måtte kæmpe for. Både i forhold til Danmarks Sygeplejerskehøjskole og i forhold til nogle af vores kollegaer.
Måske var det også derfor, at vi arbejdede meget isoleret i starten.

Samarbejde forskere imellem både inden for samme fag og tværfagligt betyder utroligt meget, så heldigvis er dette historisk, og sygeplejeforskningen har fundet sin plads inden for egne rækker og sammen med andre faggrupper.”


Efterskrift: Tanker fra en sofa
”Mine tanker går ofte til årene som forsker, der var meget udfordrende, spændende og tilfredsstillende. Jeg savner forskningsmiljøet og har derfor også samlet en del materiale, som jeg håber kan publiceres som ”Udviklingen i forskning i Dansk Sygepleje.”

Efter pensioneringen fra Odense Universitet har jeg deltaget i en del bedømmelses-, evaluerings- og rådgivende udvalg.
Jeg holdt fast i mit lokalpolitiske arbejde og var gennem seks år medlem af Ældrerådet i Lyngby-Tårbæk Kommune, samtidig med at jeg hyggede mig i et udvalg i Ældre Sagen om sundhedsmæssige forhold.

Mit fitnesscenter bliver jævnligt besøgt, når jeg ikke lige falder og brækker håndled og ankler. Jeg kan godt mærke mine 80 år.
Efter pensioneringen begyndte jeg at spille bridge. Det var meget underholdende og udfordrende. Og jeg har endnu ikke lært at melde korrekt, trods mit tidligere liv i analysens og statistikkens verden.

Min forskning var kvalitativ og kvantitativ med brug af begge metoders anvisninger og forcer. Det hænder, at jeg sammenligner bridgespillet med denne kombination af det kvalitative og det kvantitative.”

Litteratur

  1. Stimulation af patienters aktivitet og udvikling: Doktorafhandling ved Odense Universitet, Det Lægevidenskabelige Fakultet, september 1990.
  2. Salling A-L. Patienten som samarbejdspartner. København: Dansk Sygeplejeråd; 1985.
  3. Larsen A-L S, Vejleskov H. Videnskab og forskning. En lærebog til professionsuddannelser. København: Gad, 2006.
  4. Larsen A-L S. Hverdagslivet for patienter med kroniske sygdomme kap. 6. In Elisabeth Hall og Birthe Pedersen (red). Forskning i Klinisk Sygepleje I, teori og praksis.  København: Akademisk Forlag; 2002.