Gensyn med Vancouverreglerne

Tilbage i 2006 (1) bragte Sygeplejersken en artikel om anvendelsen af de såkaldte Vancouverregler i forbindelse med udformning af referencer til elektronisk materiale. Denne artikel tager tråden op fra førnævnte og giver et opdateret billede af de retningslinjer og værktøjer, som er nyttige at kende, når det kommer til publicering.

Vancouverreglerne (The Vancouver system) går officielt under titlen Recommendations for the Conduct, Reporting, Editing and Publication of Scholarly Work in Medical Journals eller i kort form The ICMJE Recommendations. Bag dette regelsæt står organisationen International Committee of Medical Journal Editors (ICMJE), som tilbage i 1978 blev dannet med det formål at sikre etik og “best practice” gennem retningslinjer og anbefalinger i forbindelse med publicering i biomedicinske tidsskrifter. ICMJE’s første møde foregik i Vancouver, British Columbia, Canada.

Regelsættet revideres løbende med seneste udgave dateret december 2013 (2). Når der i daglig tale refereres til Vancouverreglerne, kan dette gælde både regelsættet som helhed såvel som de dele, der specifikt omhandler udformning af litteraturreferencer.
Kun 14 tidsskrifter er officielt medlem af ICMJE, men et større antal sundhedsvidenskabelige tidsskrifter følger ICMJE’s regler (ca. 1.800) (3). Reglerne er selvfølgelig til for disse tidsskrifter, men ICMJE bifalder, at forfattere, som skriver til andre tidsskrifter, kan anvende dem sideløbende med tidsskrifternes egne retningslinjer.
 

Forfatterrækkefølgen

Et vigtigt punkt i ICMJE’s regler er en skarp skelnen mellem, hvem der anses for forfattere, og hvem der er øvrige bidragydere (non-author contributors). Førstnævnte skal opfylde følgende fire kriterier for at få deres plads i artiklens byline (forfatterrækkefølge), og sidstnævnte skal have anerkendelse (acknowledgement) i artiklens tekst (4):

1. Bidrage substantielt til værkets idé eller design eller bidrage til indsamling, analyse eller fortolkning af data til værket
2. Skrive værket eller revidere dets intellektuelle indhold kritisk
3. Godkende manuskriptet i dets endelige form
4. Vedkende sig ansvaret for alle aspekter af værket, herunder at nøjagtighed og integritet er efterstræbt for enhver del af værket.

Der eksisterer ikke faste regler for betydningen af forfattere i forhold til rækkefølgen i en artikel, men der er nogle uskrevne konventioner, som følges i mange forskningsmiljøer. Generelt former praksis sig således, at de tre vigtigste positioner i forfatterrækkefølgen er:

• Førsteforfatteren – den hovedansvarlige, som regel også ”corresponding author”. Førsteforfatteren skriver normalt ”first draft” (første kladde) af artiklen eller er den forfatter, som har bidraget mest.
• Andenforfatteren – kan være ligestillet med førsteforfatteren eller have assisteret forfatteren i væsentlig grad. Hvis der kun er to forfattere, står de ofte som sideordnede, f.eks. ”Hansen & Jensen”.
• Sidsteforfatteren – mentor/supervisor/senior, ofte en vejleder, forskningsleder eller professor. Dette er en uskreven regel, der gælder i nogle lande og miljøer, men ikke i andre. Det kan være mere attraktivt at være andenforfatter, fordi navnet som regel kommer med, mens sidsteforfatteren gemmes under ”et al.”, hvis der er mange forfattere.

Tungest vejer førstepladsen og sidstepladsen, med overvægt til førstepladsen (5). Mellem andenpladsen og sidstepladsen kommer andre bidragydere som f.eks. statistikere. Det er ofte praksis, at intervenørere og dataindsamlere får en plads i den bagerste ende af forfatterrækkefølgen, men dette understøttes hverken af ICMJE eller den lignende organisation Committee on Publication Ethics (COPE). I store undersøgelser kan forfatterrækkefølgen afhænge af, hvem der har rekrutteret flest patienter til projektet. I sjældne tilfælde rangeres forfattere alfabetisk.

Nogle tidsskrifter stiller i deres manuskriptvejledning krav til, at det udspecificeres, hvad de enkelte forfattere har bidraget med. I nogle tilfælde publiceres disse oplysninger som en del af artiklen, dette gælder f.eks. tidsskriftet British Medical Journal (BMJ), mens disse oplysninger i andre tilfælde mest er til for at sikre redaktionen vished (5). Noget loft for antallet af forfattere findes ikke i Vancouverreglerne, men der skrives som regel ”et al.” efter sjette forfatter.

En ting er altså tildelingen af forfatterpladser, et andet den efterfølgende registrering i litteraturdatabaser og noget tredje citeringspraksis. Ved registrering i PubMed medtages samtlige forfattere, og det er derfor som udgangspunkt muligt at citere alle, som har bidraget. I et manuskripts litteraturliste er det vigtigt, at alle forfattere er nævnt. Forkortelse af forfatterrækken med ”et al.” vil være uheldig, da ikke mindst den vigtige sidsteplads dermed udelades.

Man kan undre sig over den megen ballade over forfatterrækkefølgen, men den tillægges i nogle miljøer stor betydning. Især inden for sundhedsvidenskab gælder den uskrevne regel, at kun første- og sidsteforfatterskaber er tunge nok til at tælle med, når forskere vurderes til større fondsansøgninger og universitære forfremmelser. Derfor er det god skik at aftale forfatterrækkefølge tidligt i processen, inden artiklen skrives.
 

Udformning af litteraturreferencer

Selv om kun et begrænset antal af den samlede mængde sundhedsvidenskabelige tidsskrifter følger Vancouverreglerne, er de blevet en klassisk standard, og en god del af de referenceformater, som benyttes af sundhedsvidenskabelige tidsskrifter, er afledt af Vancouverstandarden. I princippet findes der to hovedretninger inden for angivelse af litteraturreferencer: Vancouver og Harvard.

Førstnævnte hører hjemme inden for biomedicin og sundhedsvidenskab, mens sidstnævnte især benyttes inden for humaniora, samfundsvidenskab og humanistisk sundhedsforskning. Vancouversystemet er kendetegnet ved, at henvisningerne i den løbende tekst nummereres fortløbende, og at selve referencelisten tilsvarende er nummereret. Ved brug af Harvardsystemet benyttes forfatter – årstal (f.eks. Jensen 2000) i den løbende tekst, og referencelisten er alfabetisk ordnet. Vancouversystemet er det mest økonomiske, når der er begrænsning på antal anslag i en artikel eller ansøgning.

Anvisninger for udformning af litteraturreferencer, inkl. eksempler, er ikke som tidligere en integreret del af ICMJE-reglerne. Der henvises i stedet til National Library of Medicine’s (NLM) Citing Medicine, 2nd edition (6). Denne udgivelse giver detaljerede anvisninger for udformning af referencer for næsten alle tænkelige typer materiale, trykte såvel som elektroniske. Det er disse anvisninger, som i det følgende vil tjene som udgangspunkt for eksemplerne.

En vigtig del af en reference til materiale på internettet er dyblinket, altså adressen (URL), som fører direkte til en fil (f.eks. doc, pdf) eller specifik webside. Dyblinks kan i nogle tilfælde være lange og fylde så meget, at det hæmmer overblikket og læsbarheden. Skal referencen præsenteres på tryk, er det naturligvis vigtigt at få det hele med (se 1 herunder), mens en forkortelse kan overvejes, når det kommer til e-præsentation. Det funktionelle link kan ligge skjult i betegnelsen ”link” (se 2 herunder). En tredje mulighed er at angive vejen til den aktuelle webside/fil ved hjælp af rækken af klik-punkter, som fører til målet. Dette kaldes også for ”brødkrummestien” (se 3 herunder).

1. CMJE. Defining the role of authors and contributors [Internet]. International Committee of Medical Journal Editors; 2014 [citeret 14. okt. 2014]. Tilgængelig via: http://www.icmje.org/recommendations/browse/roles-and-responsibilities/d...
2. ICMJE. Defining the role of authors and contributors [Internet]. International Committee of Medical Journal Editors; 2014 [citeret 14. okt. 2014]. Link
3. ICMJE. Defining the role of authors and contributors [Internet]. International Committee of Medical Journal Editors; 2014 [citeret 14. okt. 2014]. 
    Home > Recommendations > Browse > Roles & Responsibilities > Defining the Role of Authors and Contributors

Det er desuden relevant at gøre sig klart, om linket vil fungere på alle computere, eller om linket kun kan virke inden for et netværk, som er dækket ind af specifikke licensaftaler. Det er f.eks. muligt at dyblinke til en pdf-fil af en tidsskriftsartikel fra Scandinavian Journal of Caring Sciences inden for Region Hovedstadens domæne, mens aktivering af linket udenfor nævnte domæne vil resultere i en fejlmeddelelse.

En anden praktisk faktor er linkets holdbarhed. Som de fleste ved, er internettet yderst dynamisk, og levetiden for et funktionelt link kan være kort. Hvis det har høj prioritet at undgå døde links, er det værd at overveje at linke til dokumentets Digital Object Identifier (DOI) (7). DOI’en er en kode, som entydigt identificerer et e-dokument og linker videre til den fulde tekst. Siden 2000 er mange artikler i litteraturdatabasen PubMed blevet forsynet med en DOI (typisk placeret på første side). Den aktuelle DOI (f.eks. 10.1111/scs.12072) sættes efter DOI-serverens adresse (http://dx.doi.org/), hvorved man får et færdigt dyblink: http://dx.doi.org/10.1111/scs.12072
 

Eksempler på e-referencer

Tidsskriftsartikel
Manuel Montes J, Maurino J, Diez T, Saiz-Ruiz J. Factors associated with the effectiveness of a telephone-based nursing strategy for enhancing medication adherence in schizophrenia. Clin Pract Epidemiol Ment Health [Internet] 2011 [citeret 16. okt. 2014];7:117-9.  Tilgængelig via: http://dx.doi.org/10.2174/1745017901107010117

Rapport
Sundhedsstyrelsen. Egenbehandling ved kroniske sygdomme: anbefalinger, der understøtter udbredelse. Kbh.: Sundhedsstyrelsen; 2012 [opdateret 12. dec. 2012; citeret 16. okt. 2014]. Tilgængelig via:
https://www.sst.dk/da/udgivelser/2012/egenbehandling-ved-kroniske-sygdomme---anbefalinger-der-understoetter-udbredelse

Klinisk retningslinje
Stassen IT, Larsen MT, Nielsen HT, Andersen Y. Vurdering af risiko for obstipation hos voksne indlagte patienter. Aalborg: Center for Kliniske Retningslinjer; 2012 [opdateret 5. jun. 2012; citeret 16. okt. 2014]. Tilgængelig via: http://cfkr.dk/retningslinjer/godkendte-retningslinjer/udskillelse-af-affaldsstoffer/vurdering-af-risiko-for-obstipation-hos-voksne-indlagte-patienter.aspx

Bekendtgørelse
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse. Lovbekendtgørelse nr. 913 af 13. juli 2010 (Sundhedsloven) [Internet]. Kbh.: Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse; 2010 [opdateret 15. jul. 2010; citeret 16. okt. 2014]. Tilgængelig via: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=130455

Da internettet som tidligere nævnt er foranderligt, er det på sin plads at angive dato for dokumentets seneste opdatering og for, hvornår man har tilgået materialet. Det er dog ikke altid muligt at afgøre, hvornår en webside eller tekstfil er ændret indholdsmæssigt. I det tilfælde udelades denne information blot, og man nøjes med at angive dato for citering (besøgt).

Referencehåndteringsværktøjer

Det er nyttigt at kunne udfærdige litteraturreferencer manuelt, men også vigtigt at kende til brugen af et referencehåndteringsprogram. En sådan bibliografisk database benyttes til at opbygge samlinger af litteraturreferencer og til at generere litteraturlister i manuskripter, skrevet i f.eks. Word.

Et af de mest udbredte er Reference Manager (RefMan) med mere end 30 år på markedet. Producenten Thomson Reuters har dog gennem de seneste år valgt at satse på sit andet produkt, EndNote, som modsat RefMan har ”cloud-egenskaber” og findes til Mac. RefWorks fra ProQuest og Mendeley fra Elsevier er andre bud på professionelle værktøjer af cloud-typen, som findes til flere platforme. Sidstnævnte er endvidere sammenkædet med et socialt netværk for forskere. Der findes desuden udmærket gratis software inden for dette område. Her er Zotero fra George Mason University, US, værd at nævne. Zotero findes i såvel ”stand-alone-version”, som plugin til browseren Firefox.

Anders Larsen, bibliotekar, IT-koordinator, Universitetshospitalernes Center for Sundhedsfaglig Forskning..
Ingrid Egerod, sygeplejerske, ph.d., professor, Københavns Universitet, Institut for klinisk medicin og Rigshospitalet, Traumecentret

Litteratur

1. Egerod I, Larsen A. Sådan henvises til elektronisk materiale. Sygeplejersken 2003;103(36):24-5.
2. ICMJE. Recommendations for the conduct, reporting, editing, and publication of scholarly work in medical journals. International Committee of Medical Journal Editors; 2013 [opdateret 13. dec. 2013; cited 16. okt. 2014]. Tilgængelig via: http://www.icmje.org/icmje-recommendations.pdf
3. ICMJE. Journals following the ICMJE recommendations [Internet]. International Committee of Medical Journal Editors; 2014 [citeret 16. okt. 2014]. Tilgængelig via: http://icmje.org/journals-following-the-icmje-recommendations/
4. ICMJE. Defining the role of authors and contributors [Internet]. International Committee of Medical Journal Editors; 2014 [citeret 14. okt. 2014]. Tilgængelig via: http://www.icmje.org/recommendations/browse/roles-and-responsibilities/d...
5. Albert T, Wager E. How to handle authorship disputes: a guide for new researchers. Committee on Publication Ethics; 2003 [cited 16. okt. 2014]. Tilgængelig via: http://publicationethics.org/files/2003pdf12.pdf
6. Patrias K. Citing medicine: the NLM style guide for authors, editors, and publishers [Internet]. 2nd ed. Wendling DL, technical editor. Bethesda (MD): National Library of Medicine (US); 2007 – [opdateret 15. sept. 2011; citeret 16. okt. 2014]. Tilgængelig via: http://www.nlm.nih.gov/citingmedicine
7. Wikipedia contributors. Digital object identifier. Wikipedia, The Free Encyclopedia; 2004 – [opdateret 8. sept. 2014; citeret 16. okt. 2014]. Available from: http://en.wikipedia.org/w/index.php?title=Digital_object_identifier&oldi...