Nu kan vi rådgive syge forældre med børn

Et undervisningsforløb har medført en kulturændring på Brystkirurgisk afdeling på Rigshospitalet. Tidligere var børn som pårørende forbundet med frustration, fordi personalet manglede viden om dem. I dag snakker de dagligt om dem.

Som opfølgning på et tema om børn som pårørende i Sygeplejersken nr. 1/2015 kigger vi nærmere på to afdelinger, hvor man har sat fokus på børnene.

”Børn som pårørende var et emne, som ikke blev berørt så meget, fordi det var meget kompliceret at tale med alvorligt syge patienter om deres børn. Vi manglede en faglig viden til at klæde forældrene på til at snakke med deres børn,” fortæller Elsebeth Vaaben, sygeplejerske på Brystkirurgisk afdeling, Rigshospitalet.

Da der opstod mulighed for at lave et etårigt udviklingsprojekt på Rigshospitalet, valgte Elsebeth Vaaben, at det skulle være om børn som pårørende. Idéen var at finde ud af, hvordan børn i forskellige aldersgrupper reagerer på sygdom, og hvilke behov de har. Projektet har klædt Elsebeth Vaaben og hendes afdeling på med en faglig viden, så de i dag tør og kan tage samtalerne med de syge forældre om børnene.

Efter præsentationen af projektet i december 2014 har afdelingen på Rigshospitalet oplevet en kulturændring, hvor sygeplejersker sparrer og snakker om børnene dagligt.

boern_1Sygeplejerske på Rigshospitalets brystkirurgiske afdeling Elsebeth Vaabens projekt har dokumenteret, at det er vigtigt, at børn får viden om forældres sygdom, så snart de kommer hjem fra hospitalet, fordi børnene kan mærke, at noget er galt. Ellers kan de tro, at det er deres skyld. Foto: Søren Svendsen.

Frustration afløst af viden
Elsebeth Vaabens projekt startede ud i januar 2014, hvor hun inddelte børnene i tre forskellige grupper, 0-2-, 3-10- og 11-16-årige og igennem et litteraturstudie belyste, hvordan de hver især reagerer på sygdom, og hvilke behov de har i forbindelse med forælderens sygdom. Et år senere holdt hun foredrag med sine resultater for sygeplejersker, læger og sekretærer i et af Rigshospitalets auditorier. Projektet har haft størst indflydelse på hendes egen afdeling, hvor personalet igennem hele året var interesseret i at høre mere om resultaterne.

”Der har helt sikkert været et behov for mere information blandt personalet. Mine kollegaer ville gerne have bedre kompetencer til at tage snakken om børn med forældrene. De var meget interesseret i mit projekt. Vi er en afdeling, hvor børnene sjældent kommer, så vores primære opgave er at give forældrene redskaber til at tage snakken om sygdommen med deres børn. Tidligere var de samtaler ofte forbundet med frustration for os sygeplejersker, fordi vi ikke havde noget tilbud på afdelingen eller viden om, hvordan vi kunne klæde forældrene på til snakken,” siger Elsebeth Vaaben.

Det faglige input, som har givet sygeplejerskerne konkret viden om børnene, har betydet, at ”mener” og ”tror” er blevet til ”ved”, når de rådgiver forældrene. Det større fokus og faglig viden har også gjort, at det er blevet mere naturligt at snakke om de forskellige oplevelser og erfaringer, som sygeplejerskerne gør sig.

”I dag snakker vi dagligt om børn, og folk kommer og fortæller om deres gode oplevelser og sparrer med hinanden. En kollega fortalte tidligere, at hun før projektet ikke spurgte ind til børnene, fordi det tog for lang tid og stillede store krav til hendes kompetencer. I dag kaster hun sig ud i det og gør det lige så meget som os andre,” fortæller Elsebeth Vaaben.

Nye tiltag skal fastholde fokus
Elsebeth Vaabens etårige projekt har betydet, at der er blevet sat flere tiltag i søen for at opkvalificere personalets kompetencer. Der skal bl.a. laves en opslagsmappe, hvori der skal være forskellige tilbud til børnene, såsom børnesamtaler ved Unge og Sorg og Kræftens Bekæmpelse. Mappen skal også fungere som et opslagsværk, hvor sygeplejerskerne kan søge viden om specifikke aldersgrupper og deres reaktioner.

Derudover er direktør for Børn, Unge og Sorg, Preben Engelbrekt, inviteret til at komme og holde et oplæg og undervise i emnet børn som pårørende.

”Jeg håber, at han kommer og understøtter noget af det, som jeg har haft oppe, men også kan gå ind og sige, hvad sygdommen helt konkret betyder for selve familien, og hvordan vi som sygeplejersker skal gribe det an. Viden, vi kan gå ud og bruge i vores arbejde,” siger Elsebeth Vaaben, som mener, at det giver noget ekstra at høre det fra en ekspert, der har beskæftiget sig med emnet i mange år.

Et andet tiltag er, at afdelingen har fået to læger som ressourcepersoner. De deltager i familiesamtaler med børn og forældre, hvor lægen kommer og fortæller om sygdommen, hvis forældrene ikke selv ved, hvordan de skal få det sagt. Ressourcepersonerne fortæller, hvad det er for en sygdom, og hvordan forløbet bliver. Det kan være med til at afdramatisere oplevelsen at høre det fra en læge i stedet for, at børnene hører skrækhistorier om sygdommen andre steder eller googler sig frem til noget forkert, mener Elsebeth Vaaben.

På længere sigt vil hun gerne udvikle en pjece, der helt kort opridser, hvordan børn i forskellige aldersgrupper reagerer. Den skal fungere som et supplement til den vejledning, forældrene får på hospitalet.

Læs også artiklen "Fik mod til at tale med børn" i samme nummer af Sygeplejersken

Emneord: 
Barn
Pårørende