Landsbyen hvor demente får en hverdag

En restaurant, et supermarked og huse indrettet efter forskellige livsstile. På det hollandske plejehjem De Hogeweyk forsøger man at bevare et liv, der minder mest muligt om det, beboerne kendte, inden de blev demente.

På bytorvet risler et springvand, og de automatiske døre ind til byens butikspassage, hvor pubben og restauranten ligger, åbner og lukker sig taktfast, når beboere, gæster og personale går ind og ud. Hvem der er hvem, er dog umiddelbart ikke til at se, for i De Hogeweyk bevæger beboerne sig frit omkring, personalet bærer almindeligt tøj, og pårørende kan komme og gå, som de vil.

Stedet, der er blevet kendt som verdens første demenslandsby, har tiltrukket international opmærksomhed for sit landsbykoncept, hvor følelsen af hjem og hverdag udgør hovedingrediensen i opskriften på pleje til svært demente. Her flytter beboerne ind i et hus, der er indrettet efter den livsstil, de havde, før de blev for syge til at klare sig selv.

Demens_1
Caption 
“Fru Sierksma ønsker altid at få sine smykker på om morgenen og vil gerne til frisøren en gang om ugen, så det får hun lov til,” fortæller sygehjælper Anne de Haas, der arbejder i et af De Hogeweyks overklassehjem.
Attribution 
Foto: Paul Tolenaar
Hverdag på beboernes præmisser
Lysekronerne hænger fornemt over spisebordet, hvor sygehjælper Anne de Haas folder vasketøj. En vase med en stor buket tulipaner står foran beboeren fru Sierksma, der omhyggeligt farvelægger en tegning. Hjemmet er et af De Hogeweyks huse indrettet efter en såkaldt overklasselivsstil. Beboerne bliver tiltalt fru og hr. og får tilbudt et glas sherry om eftermiddagen.

“Mange af dem tror, at jeg er deres tjenestepige, for det har de været vant til at have, men det gør mig ikke noget, for det er jeg jo også på en måde,” fortæller Anne de Haas med et smil. Hun styrer huset i fællesskab med de syv beboere, og sammen handler de f.eks. i demenslandsbyens supermarked, efter at de i fællesskab har planlagt, hvad de skal spise til aftensmad. Sådan er strukturen i alle de 23 huse i De Hogeweyk.

“Hvis en beboer har en dårlig dag, får han eller hun lov til at blive på værelset i pyjamas, hvis det er det, vedkommende vil,” forklarer Anne de Haas. Og det er netop kernen i De Hogeweyks koncept: Hverdagen foregår på beboernes og ikke personalets præmisser.

Et forståeligt miljø
Idéen til konceptet opstod i 1992, da De Hogeweyk stadig var et almindeligt plejehjem med sterile hospitalsgange, forklarer kvalitets- og innovationschef Yvonne van Amerongen. Hun var en af de medarbejdere, der dengang var med til at udvikle De Hogeweyk.

“Vi spurgte os selv, om De Hogeweyk var et sted, vi havde lyst til at placere vores egne forældre, og det var det ikke, så vi ændrede det til et sted, hvor vi gerne ville placere dem,” fortæller hun i landsbyens traditionelle brune pub, hvor der står et klaver i hjørnet, og et posthorn hænger ned fra loftet.

“Når man bliver dement, forstår man mindre og mindre. Man bliver mere forvirret og føler sig forkert i forhold til sine omgivelser, og mange når et punkt, hvor de føler sig utrygge. Derfor har mennesker med demens brug for en verden og et miljø, de forstår. Et normalt hus med en almindelig dagligdag er noget, de forstår og kender,” forklarer Yvonne van Amerongen og understreger, at selvom skabelsen af en hverdag er i fokus, lever de stadig op til de hollandske standarder for pleje.

Siden De Hogeweyk ændrede fokus i deres plejekoncept, har stedet løbende været i udvikling. I 2006 begyndte man at bygge de boliger og omgivelser, som udgør landsbyen. Og i takt med at det omkringliggende samfund og de kommende generationer af beboere ændrer sig, gør De Hogeweyk det også.

“Vi kan f.eks. ikke bruge særlig meget velfærdsteknologi og robotter, for det forvirrer vores beboere, der ikke engang ved, hvad en computer er,” siger Yvonne van Amerongen.

Demens_2
Caption 
“Den ekstra faldrisiko, der følger med friheden, er det hele værd, når man til gengæld oplever en svært dement mand finde ro og glæde ved at sidde ved springvandet eller samle blade op fra jorden,” siger sygeplejerske Inge Blom.
Attribution 
Foto: Paul Tolenaar
Pleje af frihed og værdighed
I De Hogeweyks overdækkede passage er en gruppe beboere, frivillige og ansatte gået i gang med at dekorere påskeæg til lyden af rolig jazz. Sygeplejerske Inge Blom hilser livligt på en beboer med en rollator og viser ham vejen hjem fra passagen.

“Sådan er det her. Man skal altid være åben, hjælpsom og klar til at guide rundt,” fortæller den hollandske sygeplejerske. Hun er en af fire kliniske ekspertsygeplejersker blandt de 260 ansatte i demenslandsbyen. Selvom hun går på arbejde i sit private tøj og ofte får selskab af beboere, når hun spiser frokost, er hendes sygeplejearbejde ganske almindeligt. Hun tager rundt i husene og uddeler medicin, tilser sår, holder kontakt med beboere, der er indlagt på hospitalet, og læser journaler.

“For mig er den vigtigste del af mit arbejde, at jeg hjælper med at bevare en følelse af værdighed for beboerne. Jeg tror, at mange af dem inderst inde ved, at de er syge, men de skal stadig føle, at de har værdi,” siger Inge Blom, der har 32 års erfaring som sygeplejerske og har arbejdet de sidste to år hos De Hogeweyk. Hun ser beboernes store grad af frihed som en fantastisk og vigtig del af plejen af demens, selvom den indebærer en ekstra risiko for faldskader. 

Klasseopdeling gav kritik
Hvor beboerne i overklassehjemmene får sherry om eftermiddagen, får beboerne i arbejderhjemmene snaps. Ellers er plejeforholdene de samme. Tanken bag De Hogeweyks forskellige livsstilshuse er, at det giver de bedste rytmer i hjemmene og større chance for, at beboerne kommer godt ud af det med hinanden. Men den opdeling i livsstil er også blevet kritiseret for at skabe klasseopdeling. Kritikken preller af på Yvonne van Amerongen, der henviser til, at de fleste alligevel vælger plejehjem ud fra miljøer og livsstile, der minder om deres egne.

Hverdagen i demenslandsbyen

De Hogeweyk består af et areal på 1.500 km2. Landsbyens 23 huse er indrettet efter syv livsstile, der er udbredte i Holland: kulturel, kristen, arbejder, indonesisk, hjemlig, overklasse og urban, som er den mest udbredte.

Der bor seks til syv beboere i hvert hus, hvor de har egne værelser. Ventelisten til en plads på De Hogeweyk er 9-12 måneder.


I alt bor der 152 mennesker i De Hogeweyk, og 150 frivillige har sin gang i landsbyen, der har 260 ansatte.


De Hogeweyk har forskellige aktivitetsklubber, som beboerne kan deltage i, såsom læseklub, blomsterbinding og svømning. Desuden er der et teater, en musikklub og en frisørsalon.


Lokale fra den omkringliggende by Weesp kan frit gå ind og bruge byens faciliteter, men døren ud til omverdenen er lukket for beboerne, der dog altid kan komme ud i følgeskab med en medarbejder.


Supermarkedet, restauranten og pubben er selvstændige forretninger og er bemandet af butiksmedarbejdere og tjenere.


De Hogeweyk er et offentligt plejehjem under den hollandske sygesikring med samme budget, som andre offentlige plejehjem i Holland. Beboerne betaler et månedligt beløb til staten baseret på deres indkomst.

I de 22 år De Hogeweyk har eksisteret, er stedet blevet sammenlignet med filmen “The Truman Show” og kritiseret for at skabe en falsk virkelighed og en illusion for deres beboere. Men ifølge kvalitets- og innovationschefen er det helt misforstået.

“Det her er ikke en illusion, men et virkeligt liv og en virkelig hverdag. Det er en normal café og et normalt supermarked. Vores ansatte lyver ikke om, hvem de er. Plejen er bare ikke så synlig, men foregår mere ”bag scenen” end andre steder.”

Høj tilfredshed og mindre aggression
Det er langtfra kun kritik, der har mødt De Hogeweyk. Stedet har modtaget priser for sit koncept og kæmpe international opmærksomhed fra både politikere, privatpersoner, fagfolk og medier. Ikke kun for sin enestående indretning og opbygning, men også for de resultater, de opnår. Ifølge Yvonne van Amerongen er tilfredsheden høj blandt de pårørende, antallet af frivillige er langt højere end på andre plejehjem i Holland, forekomsten af aggression blandt beboerne er mindre, og brugen af medicin er også en smule mindre.

Et af værelserne i et af De Hogeweyks huse er indrettet efter en kulturel livsstil. Her har Susanne Korf de Gidts arrangeret te og kage på sin mors værelse, hvor hun og hendes tante er på besøg. Chatollet er dækket af planter og væggene med billeder og malerier.

“Det er tydeligt, at min mor er mere glad og afslappet her end på det almindelige plejehjem, hun boede på før,” fortæller Susanne Korf de Gidts og fortsætter:

“Det andet sted græd hun. Her smiler og griner hun. Jeg kan se, at hun bevæger sig mere og føler sig hjemme, hvor hun før mest sad sammensunket på sin seng.”

I stuen i det kulturelle hjem drikker resten af husets beboere saftevand. På de røde vægge hænger van Gogh-billeder, og en ældre mand bevæger sig energisk og syngende rundt, mens en af hans bofæller følger mumlende efter.

“Vi løser jo ikke demens. Vi kan kun tilbyde bedre livskvalitet gennem en hverdag og dermed et liv, som de forstår,” siger Yvonne van Amerongen.

Læs også: "Det hollandske koncept breder sig".

Emneord: 
Demens