Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Blev evakueret i helikopter

Merete Rønnow Poulsen har flere gange som udsendt sygeplejerske måttet tage flugten for at redde sit eget liv.

Sygeplejersken 2015 nr. 7, s. 19

Af:

Kristine Jul Andersen, journalist

florence_4
”Vi fik sårede ind, som var blevet slået med jernstænger i hovedet. Men der var ikke meget, vi kunne gøre for dem, andet end at være der,” siger Merete Rønnow Poulsen.
Foto: Simon Klein-Knudsen
Den 61-årige sygeplejerske har viet sin karriere til at hjælpe folk. Hvad enten det er syge danskere eller folk i de mest udsatte dele af verden, hvor folk er i nød. Hun har trodset frygten for krige og katastrofer til trods for, at hun flere gange har måttet tage flugten for bare at redde sit eget liv. Eksempelvis da hun i 2004 var i Afghanistan for at hjælpe kvinder og børn og udsatte grupper i Herat-provinsen.
”Vores lejr blev angrebet af oprørsstyrker støttet af den lokale guvernør. Vi nåede kun lige ud ad bagdøren og blev evakueret i helikoptere,” fortæller Merete Rønnow Poulsen.

Lysten til at rejse fik hun allerede, da hun som barn ofte sejlede rundt i verden med sin far. Sygeplejefaget blev senere valgt, netop fordi hun også kunne komme ud i verden med sit arbejde.

Fokus på involvering
Den første udsending gik til Bangladesh, umiddelbart efter hun blev færdig som sygeplejerske i 1976. Dengang var det som operationssygeplejerske, men gennem årene har opgaverne ude i verden ændret karakter, og hun har fået mere koordinerende opgaver på missioner for Røde Kors, der også har haft fokus på at involvere de lokale.

Merete Rønnow Poulsens seneste mission gik til et hospital i det borgerkrigshærgede Sydsudan i 2014, hvor hun skulle uddanne det lokale sundhedspersonale. Men knap var hun ankommet, før den lejr, hvor de boede, blev angrebet, og nødhjælpsarbejderne måtte søge ly i en container, der fungerede som beskyttelsesrum. Selvom kampene stilnede af, blev det aldrig muligt for Merete Rønnow Poulsen at vende tilbage til hospitalet, men holdet fik etableret en lille klinik, hvor de kunne hjælpe de sårede fra krigen.

Vi kunne ikke gøre meget
”Det var forfærdeligt, hvad der skete der. Vi boede i en FN-lejr med 30.000 mennesker, der var forflyttet fra landsbyen, hvor krigen hærgede. Men så begyndte de forskellige grupper at slås inde i lejren. Vi fik alle de sårede ind, og der var ofre, som var blevet slået med jernstænger i hovedet. Der var ikke meget, vi kunne gøre for dem, andet end at være der,” siger Merete Rønnow Poulsen.

Det blev dog efter kort tid også for farligt at være der, så holdet blev evakueret. Men alle valgte at blive i landet og hjælpe til på et andet lokalt hospital.

Det er kun et år siden. Men Merete Rønnow Poulsen er allerede nu klar til at tage af sted igen. For godt nok har hun været bange og følt sig usikker på sine opgaver i verdens brændpunkter, men længslen efter at komme ud i verden og være med til at gøre en forskel trækker fortsat.

Læs om de øvrige to medaljemodtagere:

Kirsten Abdalla - Børnene har hele tiden været i fokus

Rikke Gormsen - Hun får børnene til at smile