Børnene har hele tiden været i fokus

Kirsten Abdalla vidste, fra hun var helt lille, at hun ville være sygeplejerske. Og hun har også altid gerne villet ud at se verden. I dag er hun 67 år og kan se tilbage på et langt liv, der har været præget af begge dele. Hun har som sygeplejerske hjemme i Danmark og ude i den store verden ydet en helt særlig indsats, som nu bliver belønnet med Florence Nightingale Medaljen.

”Det er meget overvældende. Jeg har aldrig tænkt, at jeg skulle tilhøre den kategori. Men jeg bliver glad for, at alt det, jeg har gjort, nu bliver værdsat,” siger Kirsten Abdalla.

Allerede lige efter hun blev færdig med sygeplejerskeuddannelsen i 1970, tog hun ud i verden for at hjælpe og har gjort det mange gange siden da.

Finder en løsning
”Jeg synes, at det at arbejde ude og bruge sit fag og bagefter komme tilbage, giver en helt særlig udvikling i den måde, du gør tingene på. For selvom du står et sted uden vand og strøm, finder du alligevel ud af at gøre noget, og du finder ud af, at sygepleje er det samme, lige meget hvilket sprog du taler,” siger Kirsten Abdalla.

Efter den første tur til Kenya i 1971-1973 kom Kirsten Abdalla hjem med et ønske om at gå ind i det mere forebyggende arbejde.
”Hvis jeg skulle prøve at redde verden, kunne jeg lige så godt gøre det fra begyndelsen. Altså ved at hjælpe børnene. Derfor valgte jeg at blive sundhedsplejerske,” siger hun.

Som sundhedsplejerske arbejdede Kirsten Abdalla med udsatte børn i Danmark, men hun tog med jævne mellemrum ud i verden på kortere eller længere ophold til bl.a. Zambia, Kirgisistan, Kasakhstan, og i 1999 var hun i Kosovo og hjælpe flygtninge fra Makedonien til Danmark. Efterfølgende gik hun ind og gjorde en massiv indsats for børnene i asylcentrene herhjemme.

Intet fokus på børnene
”Børnene var der bare. De så bare på. Der var kun fokus på de voksne. Men børnene havde jo også oplevet forfærdelige ting, og jeg arbejdede for, at de skulle ses og høres. De skulle have de tilbud, som danske børn fik. Eksempelvis at blive tilset af en sundhedsplejerske og få de samme vacciner som danske børn,” fortæller Kirsten Abdalla.

Indsatsen endte med at blive til ”Børnemappen” i Røde Kors, og senere blev Kirsten Abdalla også initiativtager til, at der blev oprettet et særligt kvindecenter for asylansøgere. Men undervejs er hun fortsat taget ud i verden.

Eksempelvis i 2010, hvor Kirsten Abdalla på Haiti efter jordskælvet hjalp med at supervisere unge i, hvordan de kunne hjælpe børnene, og senest 2014 var hun en af de sygeplejersker, der tog ud til de ebolaramte områder. Her hjalp hun de lokale med at tackle tabet af de mange døde, altså give psykisk førstehjælp.

Tager af sted igen
Men trods sine nu 67 år og det faktum, at hun netop har forladt sit job gennem ni år i psykiatrien i Ballerup for at gå på pension, har Kirsten Abdalla ikke tænkt sig at lægge sit bankende sygeplejehjerte på hylden:
”Ringer de fra Røde Kors og spørger efter min hjælp, er jeg klar til at tage af sted.”

Læs om de øvrige to medaljemodtagere:

Rikke Gormsen - Hun får børnene til at smile

Merete rønnow Poulsen - Blev evakueret i helikopter