Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Fra forsker til fag: Sygeplejersker står relativt svagt inden for rehabilitering

I Danmark findes ca. 150 sygeplejersker med en ph.d. eller doktorgrad. Sygeplejersken har opsøgt nogle af dem for at finde ud af, hvorfor de valgte forskervejen, og hvordan det er gået siden, de fik deres forskertitel.

Sygeplejersken 2015 nr. 7, s. 61

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

2015-7-forsker_fagNiels Sandholm Larsen, sygeplejerske, sociolog og ph.d., er 56 år, bor i København og er ansat som lektor på Institut for Sygepleje, Professionshøjskolen Metropol.

Hvad fik dig til at forske?
”Primært ren og skær nysgerrighed – jeg har en helt banal glæde ved at blive klogere på verden omkring mig, men jeg føler også en forpligtelse til at dele viden og indsigt. I min ansættelse forventes det, at jeg producerer viden og inddrager forskningsbaseret viden i undervisning og vejledning.”

Hvad er forskningsemnet i din ph.d.-afhandling?
”I afhandlingen undersøgte jeg, hvordan sygeplejerskers konkurrencesituation er i hospitalsbehandling og i rehabilitering. Undersøgelsen viste, at sygeplejersker står stærkt i behandlingsarbejde, men relativt svagt inden for rehabilitering.”

Hvor tog du din forskeruddannelse henne?
”På Institut for Pædagogisk Sociologi, Aarhus Universitet.”

Hvordan har dine økonomiske rammer været, mens du tog din forskeruddannelse?
”Jeg var så privilegeret, at jeg blev tildelt et fuldt finansieret ph.d.-stipendium af Dansk Sygeplejeråd.”

Hvor kan man læse om dine forskningsresultater?
”Se nedenfor.”

Hvordan har din forskning betydning for praksis?
”Den var svær, og jeg er ikke sikker på, at jeg er den rette til at svare – jeg nærer ingen ambitioner om at producere viden, som er handlingsanvisende. Jeg kan have et forsigtigt håb om at være med til at nuancere og perspektivere de meget forskellige måder, hvorpå patienter og professionelle agerer.”

Hvad forsker du i aktuelt?
”Aktuelt samarbejder jeg med to kolleger, Pernille Fastholm og Helle Mathar, på et projekt med titlen: ”Hvorfor fravælger KOL-patienter lungerehabilitering?” Formålet er at afdække årsager til, at en betydelig andel lungesyge fravælger tilbud om rehabilitering. Undersøgelsen baseres på interview og er planlagt til at omfatte 30 informanter. Projektet gennemføres i samarbejde mellem Lungemedicinsk Afdeling, Hvidovre Hospital, og Institut for Sygepleje, Professionshøjskolen Metropol.”

Litteratur

  1. Niels Sandholm. Sygepleje mellem pakker og personer . Ph.d. afhandling. Institut for Pædagogik, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole ved Aarhus Universitet
  2. Mathar H, Fastholm P, Sandholm N. A qualitative study of televideo consultations for COPD patients. Br J Nurs. 2015 Feb 26;24(4):205-9. doi: 10.12968/bjon.2015.24.4.205.  PMID:25723262
  3. Larsen NS. Profession og samarbejde i Tværprofessionelt samarbejde. Lindahl (red.) København: Gads forlag; 2014.