Vigtig eller værdiløs?

Dybt krænkende. Middelalderlig. Formålsløs. Der bliver ikke sparet på de negative superlativer, når sundhedspersonalets fagforeninger bliver bedt om at beskrive den ordning, der gør det muligt at offentliggøre navnene på sundhedspersoner, som har begået alvorlige fejl eller gentagne forsømmelser, på hjemmesiderne sundhed.dk og patientombuddet.dk. Og det kan jurist Kent Kristensen, der er lektor på Syddansk Universitet og ekspert i sundhedsjura og patientsikkerhed, godt forstå. Han mener, at ordningen har vist sig at være stort set ubrugelig for patienterne.

»Ordningen tjener i dag ikke noget formål ud over, at den udstiller læger og sygeplejersker,« siger han. 

Det var ellers ikke det, der var hensigten, da ordningen blev indført ved lov i 2006 som en del af en gennemgribende kommunalreform og dertilhørende sundhedsreform. Offentliggørelsesordningen skulle ifølge lovbemærkningerne øge patientsikkerheden ved at sikre åbenhed om Patientklagenævnets afgørelser (i dag Disciplinærnævnet og Patientombuddet) og give patienterne en større gennemsigtighed i sundhedsvæsenet og mulighed for at kunne fravælge sundhedspersonale, der havde begået alvorlige eller gentagne fejl. Socialdemokraterne og Radikale Venstre, som var positive over for ordningen, bemærkede dog, at i forhold til offentliggørelse af navne på sundhedspersoner på sygehuse i bedste fald ville give en rettighed, patienterne ikke ville kunne bruge til ret meget.

Og ifølge Kent Kristensen er det lige præcis det, der har vist sig at være det største problem. Ifølge ham rækker argumentet om valgfrihed kun så langt som til de tilfælde, hvor patienter rent faktisk har et valg – f.eks. når det gælder speciallæger og praktiserende læger. Og altså ikke for hovedparten af de sygeplejersker, hvis navne i slutningen af januar var offentliggjort på sundhed.dk. Ud af de i alt 15 sygeplejersker, der på det tidspunkt stod på listen, var seks af dem ansat på hospitaler, fire i hjemmeplejen, to var fængselssygeplejersker, én var ansat hos en praktiserende læge, én hos en speciallæge, og én arbejdede på et behandlingshjem.

Valgfrihed er ikke reel

»Frit valg i denne sammenhæng er at stikke blår i øjnene på patienterne. Du bliver jo ikke indlagt med en akut blindtarmsbetændelse sammen med en viden om, hvorvidt en af dem, der behandler dig, har en klage imod sig,« siger Dorte Steenberg, næstformand i Dansk Sygeplejeråd, med henvisning til, at når en sundhedsperson får offentliggjort sit navn med kritik, så bliver behandlingsstedets navn anonymiseret. Det betyder, at de patienter, der kunne have lyst til at bruge myndighedernes liste, selv skal holde navnene på de personer, der er offentliggjort på sundhed.dk og patientombuddet.dk, op imod det personale, de møder på hospitalet. Listen indeholder nemlig hverken oplysninger om geografi, afdeling eller hospital, kun personalets navn og titel samt grundlaget for kritikken.

»Desuden må vi som patienter have en forventning om, at i de tilfælde, hvor der er blevet begået alvorlige og gentagne fejl, så er der en ledelse, der griber ind, og så skal man have frataget sin autorisation, eller ledelsen må tage sig af den nødvendige opkvalificering, så sundhedspersonen er i stand til at arbejde på et højere fagligt niveau,« siger Dorte Steenberg.

Og netop det er ifølge jurist Kent Kristensen et andet stort problem ved ordningen. For selv om fejlene på listen er alvorlige, så er de ikke så alvorlige, at sundhedspersonen ikke har lov til at fortsætte med sit arbejde.

»Der mangler en sammenhæng mellem, hvad det er, man får kritik for, og den krænkelse, det er at få offentliggjort sit navn,« siger han. 

Men sundhedsminister Sophie Løhde (V) har ikke noget at udsætte på ordningen, som hun mener lever op til sit formål om, at systemet skal være gennemsigtigt for patienterne og sikre dem større valgfrihed. Og hun understreger, at formålet med offentliggørelsesordningen ikke er at hænge nogen ud.

»Det er sådan, at det kun er afgørelser om alvorlig eller gentagen kritik, der bliver offentliggjort. Der er altså et indbygget »filter« i systemet, som sikrer, at man ikke som sundhedsperson skal »hænges ud« for bagateller eller administrative småfejl,« siger hun. 

»Jeg kan ikke vurdere de konkrete afgørelser, men jeg forventer naturligvis, at systemet lever op til det,« siger hun og understreger, at ordningen er til for patienternes skyld. 

»Det skal selvfølgelig være muligt for patienterne at se, når der bliver begået alvorlige fejl i sundhedsvæsenet. Det skal vi ikke gå og putte med. Det er helt afgørende, at patienterne kan have tillid til de sundhedspersoner, der arbejder i sundhedsvæsenet, og derfor mener jeg, at det er vigtigt, der er størst mulig åbenhed om sundhedsvæsenet og kvaliteten i behandlingen,« siger sundhedsministeren.

Fejl er uundgåelige 

Og der bliver begået fejl. Mange fejl. Det viser en analyse fra Dansk Sygeplejeråd fra oktober 2013. Her svarer 66 pct. af sygeplejerskerne i regionerne og 42 pct. af sygeplejerskerne i kommunerne, at de havde forårsaget en utilsigtet hændelse, altså en skadevoldende eller potentielt skadevoldende fejl, inden for det seneste år.

Albert Wu, læge og professor på John Hopkins Universitet i Baltimore, USA, har forsket i fejl og patientsikkerhed siden 1998 og er en af hovedkræfterne bag RISE (Resilience in Stressful Events) – en døgnåben rådgivning, som hjælper sundhedspersonalet med at håndtere den stress, der opstår som følge af at have begået en fejl. Da han spurgte 200 hospitalsansatte personer, om de nogensinde havde begået en patientfejl, svarede 85 pct. af dem, at de havde været involveret i en patientfejl mindst én gang i løbet af deres karriere.

»Undersøgelsen blev lavet på et af vores bedste hospitaler, så enten er personalet på et af de bedste hospitaler inkompetente og forfærdelige, eller også er fejl en uundgåelig del af livet. Selvfølgelig skal vi lave systemer, hvor vi sørger for at lave rutiner og systemer, der minimerer fejl, men vi kan ikke eliminere fejl fuldstændigt,« siger han.

Evaluering med skyggeside

Men spørgsmålet er, om patienterne overhovedet vil have ordningen. 

Den eneste evaluering, der hidtil har været af ordningen, kom hverken i dybden eller fik positive tilbagemeldinger fra patientorganisationer. I 2012 spurgte Sundhedsministeriet bl.a. 24 patientorganisationer, om ordningen levede op til sin hensigt. To svarede tilbage. Og de vurderede den ikke positivt.

Evalueringsekspert Jakob Rathlev, der er områdechef i Danmarks Evalueringsinstitut, understreger, at han ikke kender baggrunden for udformningen af evalueringen. Men han hæfter sig alligevel ved, at den 12 sider lange evaluering af ordningen ikke fremstår tilbundsgående, og at en svarprocent på 8 er meget lav.
 

»Det er iøjnefaldende, at det ikke er lykkedes at komme længere ud til patientforeningerne. Det giver evalueringen en stor skyggeside i vurderingsgrundlaget. Man kan ikke lade være med at spørge sig selv, om de har været ihærdige nok for at få kortlagt problemstillingerne,« siger han og betegner evalueringen som begrænset anvendelig.

»Man ville også typisk interessere sig meget for de vurderinger, man så fik. De to deltagende patientforeninger giver faktisk en negativ vurdering på kernespørgsmålet om, hvorvidt ordningen lever op til sit formål,« siger han.

Han henviser til, at de to patientforeninger, der har svaret på spørgeskemaet, hverken mener, at ordningen kan hjælpe dem til at træffe kvalificerede valg, eller at det er vigtigt, at en sundhedsperson offentliggøres med navn, men derimod at sundhedsmyndighederne tager affære, så patientsikkerheden sikres.

Jonas Dahl, SF’s sundhedspolitiske ordfører, er heller ikke imponeret over evalueringen.

»Den lyder umiddelbart temmelig overfladisk,« siger han. Det samme mener Stine Brix fra Enhedslisten, der peger på, at det ville være på sin plads med en ny evaluering her 10 år efter, at offentliggørelsesordningen blev vedtaget. 

Lægeforeningen, Danske Handicaporganisationer, Forbrugerrådet Tænk, Dansk Sygeplejeråd og Danske Patienter, bad i et fælles brev i september 2014 netop om at få evalueret, hvorvidt »hensigterne med offentliggørelse af sundhedspersonernes navne opfyldes, og hvordan dette påvirker såvel patienter som sundhedspersoner, og om der kan findes andre og bedre metoder til læring«. Men det ønske blev ikke efterkommet, da patientklagesystemet i

2015 blev evalueret af konsulentfirmaet COWI. I COWIs evaluering står, at offentliggørelsesordningen er undtaget fra evalueringen, fordi den blev evalueret af Sundhedsministeriet i 2012.
Til kritikken af evalueringen og spørgsmålet om, hvorvidt man overhovedet kan bruge evalueringen til noget, hvis man vil vide, hvad patienternes udbytte af ordningen er, svarer sundhedsminister Sophie Løhde: 

»Jeg har ikke nærmere kendskab til evalueringen, der blev udarbejdet lang tid før, jeg blev sundhedsminister, men jeg mener, at ordningen er vigtig, fordi den er med til at sikre den nødvendige åbenhed og gennemsigtighed om behandlingskvaliteten i sundhedsvæsenet og give indblik i klagemyndighedernes arbejde.«

Skaber ikke større gennemsigtighed

Hos Forbrugerrådet tvivler man også på brugbarheden af ordningen.

»Listen skaber ikke større gennemsigtighed og frit valg for borgeren. For der er ingen, der ved, at den findes. Derfor synes jeg, det er relevant at diskutere denne praksis, når man skal evaluere klagesystemet,« siger sundhedspolitisk medarbejder i Forbrugerrådet, Sine Jensen.

Alligevel vil Forbrugerrådet ikke af med ordningen.

»Vi støtter offentliggørelsesordningen, da det er den eneste sanktionsmulighed, vi har, men det skal være rigtig, rigtig svært at komme på den liste, for det er vigtigt, at man stadig har sundhedspersoner, der har mod og lyst til at virke,« siger Sine Jensen.

Som medlem af Disciplinærnævnet har hun været med til at afgøre en sag, hvor en sygeplejerske på en neonatalafdeling ikke fik stoppet sondeernæringen på det barn, hun var i gang med at give mad, fordi et andet barn fik hjertestop. Hun reddede det andet barn. Men hun fik alligevel kritik, fordi overmedicineringen af det første barn var så voldsom. 

»Det var smertefuldt at være med til at give hende kritik. Hun var så ulykkelig, helt ødelagt, og hun stoppede med at være sygeplejerske, så hun havde jo fået sin straf,« fortæller Sine Jensen.

Offentliggør behandlingsstedet

Hos Danske Patienter, som er paraplyorganisation for 18 patientorganisationer, understreger chef for kvalitet og politik, Annette Wandel, at der generelt er grund til at have tillid til sundhedspersonalet. 

»Men vi er også glade for, at offentliggørelsesordningen eksisterer, for som vi ser det, fungerer den mest forebyggende i og med, at man ved, at hvis der er noget at komme efter, bliver det offentliggjort. Transparens er tryghedsskabende. I stedet for at man har mistanke til alle læger, så kan man gå ind på en liste og se, hvor få det egentlig er, man skal have mistillid til.«

Jurist Kent Kristensen anerkender synspunktet om, at ordningen har en præventiv effekt, fordi »det skærper interessen for at yde en god indsats«. Men han er skeptisk over for argumentet.

»Det bør jo ikke skabe utryghed blandt personalet, så de overbehandler og ikke tør tage svære beslutninger eller træffe hurtige valg,« siger han. 

Han mener, at det ville være meget bedre at offentliggøre navnet på behandlingsstedet i stedet for sundhedspersonen:

»Det er jo arbejdsgiveren, der har ansvaret for at sikre sig, at den behandling, der udføres, er fagligt forsvarlig. Og hvis man offentliggjorde navnet på behandlingsstedet, så ville det presse arbejdsgiveren til at gøre noget ved problemerne, nemlig sætte gang i den nødvendige supervision eller omplacere sundhedspersonen til opgaver, denne ville kunne løse.« 

Politikere savner alternativ

Ingen af de fem sundhedsordførere, Sygeplejersken har spurgt, går helhjertet ind for offentliggørelse af navne på sundhedsansatte, som har begået en fejl. Men der er endnu ikke noget at sætte i stedet. Her er deres holdning til den såkaldte offentliggørelsesordning.