Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Skiftedag: Pædagogik har været min røde tråd

Som udviklingskonsulent på Rigshospitalet afløste det ene udviklingsprojekt det andet for Bente Frederiksen. Hun fik lyst til at tage ansvar for at føre projekterne ud i livet og opleve hverdagen. Hun slog til, da stillingen som afdelingsleder på pleje- og demenscentret Klarahus dukkede op.

Sygeplejersken 2016 nr. 4, s. 60

Af:

Susanne Bloch Kjeldsen, Journalist

2016-4-skiftedag-bente-frederiksen_0
Bente Frederiksen, 56 år

Nyt job: Pr. 5. januar 2016 ansat som afdelingsleder på pleje- og demenscentret Klarahus i De Gamles By i København.

Kom fra: Udviklingskonsulent på Rigshospitalet.

Efter 32 spændende år på Rigshospitalet og i en alder af 56 år tænkte jeg, at hvis jeg skal prøve noget helt nyt, så må det være tid. Da jeg så jobopslaget, hvor de søgte en afdelingsleder til pleje- og demenscentret Klarahus, fik jeg lyst til at være med til at tage ansvaret for at drive udvikling i hverdagen. Som udviklingskonsulent var det ikke altid muligt at følge implementeringen af udviklingstiltag efter projektfasen.

Jeg er uddannet i 1984 og har arbejdet mange år i onkologien og derefter i øre-, næse- og hals-specialet. Jeg har arbejdet som leder og taget efteruddannelse som sygeplejefaglig vejleder og supervisor – en uddannelse jeg var med til at etablere på Rigshospitalets Udviklingsafdeling og blev leder af.

Efterhånden som uddannelsesområdet blev flyttet til Metropol og regionens uddannelsescentre, kom jeg mere og mere til at arbejde med udviklingsprojekter i de enkelte kliniske afsnit. Jeg tog også en master i organisationspsykologi på RUC.

Jeg kan godt se en rød tråd i mit arbejdsliv. Jeg har altid interesseret mig for den pædagogiske del af sygeplejen med fokus på faglig udvikling, kompetenceudvikling, faglig refleksion og udvikling.

Nogle af reaktionerne på mit jobskifte har været udtrykt i lidt overraskelse, for hvorfor har jeg valgt at skifte fra landets mest specialiserede sygehus til den kommunale ældrepleje? Men jeg har en stor interesse for ældreområdet, som bl.a. stammer fra min afsluttende opgave på RUC, som hed "At bære det ubærlige – en ledelsesopgave i ældreplejen". Den handlede om det ubærlige i at skulle opleve sin måske demente pårørende komme på plejehjem og al den dårlige samvittighed, det giver. Og om, hvor meget forståelse, omsorg og tålmodighed der er brug for fra personalet.

Måske kan jeg være med til at gøre en forskel inden for dette felt de sidste 10 år af mit arbejdsliv. Derfor søgte jeg jobbet.

Jeg er afdelingsleder for en gruppe sygeplejersker, terapeuter, aktivitetsmedarbejdere og en kost- og ernæringsvejleder. Klarahus er delt op i fire afdelinger, og vi er så den femte "afdeling", som er en tværgående enhed, der skal forsøge at imødekomme behov fra borgere og personale.

Noget af det bedste ved mit nye arbejde er at møde dedikerede medarbejdere, som forsøger at løse problematikker i stor respekt for de ældre. Det er en kunst og en stor pædagogisk opgave. På vores tværfaglige konferencer kan jeg tydeligt mærke, at der er en fælles holdning til, at de her borgere, de skal bare have det godt.

Savner du inspiration til karrieren?

Hent råd og vejledning om karriere og jobsøgning på dsr.dk. Som medlem kan du booke tid til personlig sparring om jobsøgning, efter- og videreuddannelse eller karrieremuligheder.

Læs mere her