Man skal råbe højt for at komme til lægen

12,3 km fra Brønderslev i Nordjylland ligger den lille landsby Vester Hjermitslev omgivet af flade marker. Her bor kun lidt over 400 mennesker, og i 2014 måtte byens plejecenter og skolen dreje nøglen om. Tilbage blev en kiosk og en kro.

I stedet blev det nedlagte plejehjem omdannet til først asylcenter og siden hen asylcenter for uledsagede flygtningebørn. Her har 80-100 børn og unge fundet et midlertidigt pusterum fra krig og konflikter.

Kl. 7.50 går drengene – for her er kun drenge, de fleste fra Afghanistan – enkeltvis eller to og to i grupper mod den nedlagte landsbyskole, som er genåbnet for at tilbyde undervisning til drengene. De smiler og hilser høfligt godmorgen til alle, de møder på deres vej.

Imens er sundhedsplejerske Hanne Hjørringgaard lige mødt på arbejde. Hendes kontor ligger nede på skolen, men hun starter altid dagen på børnecenteret for at få et indblik i, hvad der rører sig på centeret og blandt drengene.

"Det har været en rolig nat," siger nattevagten.

Det pædagogiske personale på børnecenteret mødes hver morgen for at vende nattens hændelser og dagens mange opgaver. En dreng skal til næse-øre-hals-læge i Aalborg. En anden dreng skal til psykolog. Der er en dreng, der ikke har kunnet sove. Og én har haft et krampeanfald.

En dreng har søgt om overflytning til det center, hvor hans to kammerater akut er blevet flyttet hen, efter en aldersscreening har vist, at de var over 18 år gamle. Én har udtrykt ønske om at komme i kirke om søndagen. Og 18 drenge skal nå at se den læge, der har ugentlig konsultationsdag. Og så er det projekt cykeldag, hvor cykler skal fjernes fra alle værelser, da de laver sorte mærker overalt på det gamle linoleumsgulv. Opgaverne fordeles. Og Hanne Hjørringgaard gør opmærksom på, at det i dag er dagen, hvor det længe planlagte håndhygiejnekursus for 15 udvalgte drenge løber af stablen.

Kl. 8.14 tjekker Hanne Hjørringgaard op på drengen, der har haft et krampeanfald i løbet af natten. Det er ikke første gang, det sker, men en EEG-scanning har ikke kunnet pege på en fysisk årsag til anfaldene. Han er o.k., men træt og får lov til at sove videre, mens der er ro på værelset, som han må dele med fem andre. Derefter tager Hanne Hjørringgaard sin bil og kører de 500 meter hen til skolen, hvor hun har kontor på første sal.

Kaotisk start

Kl. 8.30 får Hanne Hjørringgaard selskab af sundhedsplejerske Hanne Michaelsen, som er hendes mentor og hver anden uge kommer forbi for at guide hende i rollen som sundhedsplejerske.

På grund af mangel på sundhedsplejersker i Nordjylland har kommunen ikke kunnet rekruttere en sundhedsplejerske til stillingen på Børnecenter Vester Hjermitslev, og derfor har Sundhedsstyrelsen givet Jammerbugt Kommune dispensation til at ansætte Hanne Hjørringgaard, som egentlig er uddannet sygeplejerske.

Ud over at være Hanne Hjørringgaards mentor er Hanne Michaelsen også den sundhedsplejerske, der var med, da børnecenteret i slutningen af oktober sidste år åbnede og på få dage modtog 50-70 unge.

"I begyndelsen var der ingen computere, så vi måtte skrive alle journaler i hånden. Her var ikke nok dyner eller tøj. Og jeg var eneste sundhedspersonale på centeret, så hvis drengene var syge eller skulle undersøges, skulle plejepersonalet køre dem til klinikken i Vrå, indtil der blev klinik på skolen efter jul," siger hun med henvisning til de sygeplejekonsultationer, der finder sted to gange ugentlig i lokalet ved siden af Hanne Hjørringaards kontor. Og som i dag kan høres tydeligt gennem de tynde trævægge.

I det hele taget har det været en kaotisk periode, og de to sundhedsplejersker efterlyser retningslinjer, manualer og vejledning i, hvordan man gør, når man åbner et nyt center fra bunden.

Selv om de her midt i marts måned har været i gang i næsten fire måneder og også fået computere, så er der stadig mange praktiske ting, der gør hverdagen bøvlet og ofte resulterer i en masse spildtid.

Her er f.eks. ingen printer og derfor stadig masser af ting, der må skrives i hånden, ligesom lærerne mangler arbejdstelefoner, så de må bruge deres private telefon, og hvis man skal sygemelde sig eller har brug for hjælp, skal man kende deres private numre.

"Det er et system, der er svært at arbejde i. Det er en hverdag, der er meget uforudsigelig og ustruktureret. Det skal man kunne være i. Og man skal kunne tage tingene, som de kommer," siger Hanne Michaelsen.

"I går brugte jeg 20 minutter på at finde den dreng, som jeg havde bestilt en tolk til. Da jeg endelig fandt ham, havde vi kun 20 minutter til at tale sammen i," supplerer Hanne Hjørringgaard.

En almindelig arbejdsdag består typisk af 2-3 screeninger, som både skal afklare drengenes fysiske og psykiske helbredstilstand. Det er dog sjældent, at Hanne Hjørringgaard kan nå tre screeninger, for der er ofte mange forstyrrelser fra drenge, der har ondt i knæ, ryg eller sjæl, og som stadig efter flere måneder venter på at komme til lægen.

"Systemet er trægt og har svært ved at følge med. Det er ikke modvilje. Men kapaciteten er der ikke i forhold til læger og psykologer," siger Hanne Michaelsen.

"Jeg synes, at drengene får lov til at have ondt for lang tid."

"Nogle af de drenge, jeg satte i kø til læge i december måned, var stadig nummer 80 i køen, da jeg tjekkede i januar," siger Hanne Michaelsen.

"De børn, der ikke råber højest, kommer bagest i køen. Jeg havde en dreng, som tolkede for de andre drenge. Og da han skulle rejse sig fra stolen, kunne jeg se, at han næsten ikke kunne komme op, men han brokkede sig ikke," fortæller Hanne Michaelsen.

Årsagen til den lange ventetid på at komme til lægen er, at der kun har været konsultationer 1-2 gange om ugen, og at de har skullet dække både modtagescreeninger, almindelige lægebesøg samt akut opståede problemer.

Som noget nyt er der lige begyndt at komme en læge på skolen en gang om ugen.

Skolegang og screening

Kl. 10 går Hanne Hjørringgaard en tur rundt i skolens tre klasser med sin håndskrevne liste for at finde de drenge, hun har skrevet op til screening i dag. Når skoledagen starter, møder der ca. 50 drenge op fra morgenstunden, og så falder de fra i løbet af dagen. Nogle fordi de ikke er vant til at gå i skole, andre fordi de er så psykisk belastede, at de ikke kan holde ud at være i skolen mere end et par timer, og så er der dem, der ikke kan modstå fristelsen til en rask fodboldkamp i den første forårssol.

I dag er der 15 børn tilbage ca. kl. 10. Ingen af dem er drenge fra Hanne Hjørringgaards liste. Hanne Hjørringgaard ringer til børnecenteret og får personalet til at kigge efter de manglende drenge.

"Vi har et super godt samarbejde med både det pædagogiske personale på centret og især lærerne – men det har også taget tid at få lagt i rammer, fordi deres dagligdag har været mindst lige så kaotisk," siger Hanne Michaelsen.

Kl. 10.45 dukker Yousof op. Han har en lægeseddel med, men får at vide, at det først er i morgen, han skal til lægen.

"Taler du dansk eller engelsk," spørger Hanne Hjørringgaard. Flere af drengene har aldrig i deres liv været til læge. Og slet ikke en sundhedsplejerske. Så der ligger en stor opgave i at få formidlet, hvad der skal ske, og hvornår drengene skal høretestes og synstestes, vejes og have målt højde. Her er drenge med 12 års skolegang i bagagen og drenge, der hverken kan læse, skrive eller regne. Dertil kommer, at mange af drengene hverken taler særlig godt engelsk eller dansk.

"Kan du slet ikke høre nogen bip," spørger Hanne Hjørringgaard, da Yousof under høreprøven efter længere tid ikke har trykket på knappen en eneste gang.

"Hører du o.k. i skolen," spørger hun. "Ja," svarer han.

Derefter bliver han synstestet.

"Du har et virkelig godt syn," siger Hanne Hjørringgaard, og et lille smil finder vej til drengens ellers så alvorlige ansigt.

"Vi tester dig igen om to uger."

Det psykiske fylder mest

Selv om mange samtalerne handler om fysiske udfordringer, er det alligevel de psykiske problemer, der vejer tungest i Hanne Hjørringgaards erindring.

"Drengene har mange udfordringer. De kommer uden deres familie og deres nærmeste relationer, mange har mistet en eller begge forældre og søskende. Nogle har været udsat for fysiske eller seksuelle overgreb.

Og jeg er ofte overrasket over, at mange af dem har det forholdsvis godt. Men her er der tryghed, og deres liv er ikke i fare hver eneste dag. Og selv om langt de fleste bærer på en tung byrde, så går de fleste af dem i skole," siger Hanne Hjørringgaard.

"For mig er det nyt at sidde i de tunge samtaler. Jeg skal være afklaret med, at jeg også skal kunne gribe dem," siger Hanne Hjørringgaard.

"Derfor handler det om at lade samtalen blive på et plan, så man kan blive i det," siger hun og fortæller, at de for nylig havde en psykolog med traumeerfaring ude for at holde oplæg for både pædagoger, lærere og sundhedsplejersker.

Det handlede både om, hvordan de bedst hjælper drengene og samtidig passer på sig selv, så de ikke bliver sekundært traumatiserede af at lytte til de mange hårrejsende historier, og om, hvordan de undgår, at de under samtalen kommer til at trykke på nogle knapper, som udløser vrede og potentielt kan udvikle sig til en farlig situation.

"Det er jo ikke alle, der er lige traumatiserede. Vi får supervision, og der er nogle helt konkrete redskaber f.eks. i de tilfælde, hvor de lukker sig inde i sig selv. Så skal vi hive dem tilbage til nutiden med en kommentar om, at "nå, jeg så dig spille fodbold forleden dag, det så ud til, at du havde det sjovt. Men hvis det er en langvarig belastning, skal de have omsorg og støtte. Og det har vi brug for at vide," siger Hanne Michaelsen.

Uventet drejning

Kl. 12.30 tager dagen endnu en gang en uventet drejning. Det er tid til det længe planlagte håndhygiejnekursus, der er blevet prioriteret, fordi de har store problemer med fnat. Af de 15 drenge, der er inviteret, dukker syv op. Men det er ikke det største problem. Det største problem er, at tolken ikke dukker op. Sundhedsplejerskerne beslutter sig for at forsøge at gennemføre undervisningen med en anden tolk over telefonen.

"Vi skal snakke om, hvorfor det er så vigtigt at vaske fingre og bagefter skal vi vaske fingre i praksis. Jeg viser jer noget creme, I skal have på fingrene – og så afslører det lilla lys, hvor man ikke har vasket fingre godt nok," siger Hanne Michaelsen.

Tolken siger, at hun ikke kan høre det godt nok. De prøver igen.

"Det er vigtigt at vaske fingre rigtig, rigtig grundigt, fordi undersøgelser har vist, at man kan forhindre så meget smitte, hvis man vasker sine fingre. På verdensplan kan man redde millioner af liv, hvis alle vasker deres hænder rigtigt."

Forståelsesproblemer mellem tolken og sundhedsplejerskerne vokser, og så må de opgive telefontolkningen. Sundhedsplejerskerne beslutter sig for alligevel at gennemføre den praktiske del. Og som så mange gange før ender drengen Ali med at oversætte.

Drengene får smurt creme på, vasker hænderne og finder et tilstrækkeligt mørkt rum, hvor Hanne Michaelsen kan lyse med sin lilla lygte og se, om drengene har vasket deres hænder godt nok.

"Der er lidt tilbage," siger Hanne Michaelsen.

Og så vasker de igen.

"Der er stadig lidt problemer omkring neglene."

Og så vasker de igen, mens de griner og laver sjov, og så giver en af drengene Hanne Hjørringgaard en kæmpekrammer.

"Der er masser af frustrationer. Men det bedste er, at man bliver taget så godt imod. Alt, hvad man giver, det kan bare være et par varme sokker, bliver omgærdet med taknemmelighed. De er så nemme at gøre noget for, og jeg har aldrig haft så givende et job," siger Hanne Michaelsen.

• Læs også artiklen lighed for Jakob og Yousof?