De bygger bro over kulturkløften

Hvis ikke sygeplejerske Jette Grøn Menov havde bestilt en tolk, da en kvinde var indlagt til observation med sit spædbarn, havde hun ikke fundet ud af, hvornår moderen sidst havde ammet, eller at hun endnu ikke havde fået aftensmad pga. ramadanen. 

Og hvis Jette Grøn Menov ikke havde brugt tolk til at tale med en anden familie, efter lægen var gået, havde hospitalet ikke fået kendskab til, at barnet havde haft to feberkramper derhjemme.
 

For Jette Grøn Menov og hendes kollega Nina Holm, som er sygeplejersker på børneafdelingen HM4 på Odense Universitetshospital, er det i dag helt naturligt, at sygeplejersker bruger tolk på lige fod med lægerne. Men sådan har det ikke altid været. For blot nogle år siden blev tolke ikke brugt i samme udstrækning. Hvis patienten talte en smule engelsk eller dansk, brugte man ikke tolk. I dag bliver både telefon- og videotolkning brugt af såvel sygeplejersker som læger.

Siden 2011 har de to sygeplejersker sideløbende med deres arbejde fungeret som ”etniske patientkoordinatorer”. De modtager løbende undervisning, sparring og supervision fra Indvandrermedicinsk Klinik i Odense. Det kan være om alt fra brug af tolk og sygdomsforståelse til kulturmøder og PTSD.

Den viden bringer de videre til deres kolleger på børneafdelingen, som bl.a. modtager akut syge børn fra hele Region Syd, heraf mange med anden etnisk baggrund end dansk. 

”Vi afholder temadage og -eftermiddage. Vi har haft besøg af sygeplejersker fra asylcentre. Vi holder oplæg til personalemøder og introducerer med mellemrum nye tiltag, f.eks. undervisning og vejledning i, hvordan man bruger tolk,” siger Jette Grøn Menov.

Smalltalk skal også tolkes

Ifølge de to etniske patientkoordinatorer er det helt essentielt, at også sygeplejersker kan bestille en tolk. For en stor del af behandlingsinformationen går gennem sygeplejerskerne og ikke lægen.

”Hvis man har et barn med astma og skal give forældrene astmaundervisning, så kan man måske nå rigtig langt med fagter. Men hvis de ikke har forstået informationerne godt nok, så risikerer vi, at de bliver indlagt igen og igen,” siger Nina Holm. 

”Og i forhold til børn med sukkersyge, er der rigtig meget sygeplejeinformation, og det er meget vigtigt, at familien forstår alt, hvad der bliver sagt.” 

Jette Grøn Menov peger på, at også smalltalk skal tolkes, da den spiller en vigtig rolle for behandlingen og plejen af patienten.

”Nogle gange får man meget mere viden gennem smalltalk, som gør, at man kan tilrette plejen, så det ikke bliver standardbehandling. Smalltalk er også vigtigt i forhold til tillid,” siger Jette Grøn Menov. 

Men det er ikke alle steder på Odense Universitetshospital, at tolkning er lige så udbredt. 

”Og så er der lang vej til lige behandling, når der ikke kan være en tolk til stede hele tiden,” siger hun.

Mindre berøringsangst

Jette Grøn Menov oplever, at sygeplejerskernes berøringsangst er blevet mindre, ligesom der de senere år er kommet en bredere forståelse blandt sygeplejersker for patienter med anden etnisk baggrund. 

”Men der er stadig brug for etniske patientkoordinatorer, bl.a. når situationer går i hårdknude,” siger hun. 

Ifølge de to etniske patientkoordinatorer oplever sygeplejerskerne stadig, at sprog, kultur eller fordomme kommer i vejen for plejen. 

”Nogle gange handler det om, at patienterne har en anden sygdomsforståelse eller andre erfaringer med sundhedsvæsenet, der hvor de kommer fra. Andre gange skyldes det, at sygeplejersker har alle mulige forestillinger om, hvordan patienter med anden etnisk baggrund er,” siger Jette Grøn Menov. 

Som eksempel på de udfordringer, sygeplejersker løber ind i, nævner både Nina Holm og Jette Grøn Menov de pårørende, hvor udfordringerne kan bestå i at sætte grænser for antallet af familiemedlemmer, der kommer på besøg, eller for, hvor højlydt man kan være på hospitalet. 

”For nogle sygeplejersker er det en udfordring at tage den samtale. Der er en berøringsangst for at træde ind over en grænse,” siger Jette Grøn Menov og fortsætter: 

”Men man kan sagtens sige til familien, at de kun må komme to ad gangen. Min erfaring er, at det accepterer de fuldt ud. Men hvis de ikke kender reglerne, så kan de ikke indordne sig efter dem. Vi skal ikke tage det som en selvfølge, at de ved, hvordan man gebærder sig på hospitalet. Men turde tage bladet fra munden og sige det.”