Hørt! Hun trak selv i klokkestrengen

Massiv overbelægning og et højt arbejdspres fik Julie Thomassen Ballegaard til at skrive et debatindlæg om forholdene på den akutmodtagelse, hvor hun arbejdede.

Julie Ballegaard
Foto: Søren Holm
"Jeg tror bare, at jeg simpelthen fik nok," siger sygeplejerske Julie Thomassen Ballegaard om den aften i marts måned i år, hvor hun efter en særlig travl vagt med alt for mange patienter på gangene, gik hjem og lod sine frustrationer få afløb ved computerens tastatur.

Den aften var 67 patienter indskrevet i akutmodtagelsen i Region Midtjylland. Og det selv om der kun er 33 sengepladser og en normering, der svarer hertil.

Nu havde hun fået nok. Nok af at måtte indlægge patienter på gangene. Patienter, som ikke kunne nå en klokkestreng. Nok af travlhed, dårlig samvittighed og kollegaer, der græd deres frustrationer ud i skyllerummet. Og nok af følelsen af konstante prøvehandlinger og nye tiltag, der ikke ændrede forholdene på den lange bane.

Julie Thomassen Ballegaards nedskrevne ord endte som en kronik i Politiken den 23. juli under overskriften "Er der ikke nok nogen, der vil hjælpe os?" 

I debatindlægget skrev hun bl.a.: "I de otte år, jeg har været sygeplejerske i akutmodtagelsen, har jeg set, hvordan sygehusvæsenet er blevet effektiviseret i en grad, så gode patientforløb, omhyggelighed, empati og kærlighed til faget er blevet skyllet ud i bækkenkogeren (…) Man har lukket for mange sengepladser i diverse sparerunder.

I stedet for at sadle om, vende hesten og ride den anden vej driver man den bare frem med sporer og pisk (...) Jeg er kollapset. Mine kollegaer er kollapset. Og de syge kollapsede patienter, de risikerer at dø (…) Jeg føler, at vi har råbt hjælp længe, så de må have hørt os. Regionen? Sundhedsministeriet? Dronningen? Jeg aner det ikke. Men er der ikke nok nogen, som vil hjælpe os?"

Julie Thomassen Ballegaard skrev debatindlægget for at råbe de ansvarlige politikere op.

"Jeg tænker, at bolden skal skydes helt op til politikerne, for det er dem, der har mulighed for at ændre på forholdene."

Hendes debatindlæg har vakt genklang hos sygeplejersker over hele landet, som genkender hendes oplevelser med travlhed, overbelægning og tidlige udskrivelser af patienter.

"Mange sygeplejersker har skrevet til mig, at de ville ønske, at de også turde ytre sig, men de er bange for at blive kaldt til tjenstlig samtale."

"Men vores tavshedspligt gælder jo kun patienterne – ikke vores arbejdsvilkår," siger Julie Thomassen Ballegaard.

Hun tror, at mange sygeplejersker er bange for at bruge deres ytringsfrihed, fordi de på sygeplejerskeuddannelsen igen og igen får indskærpet deres tavshedspligt.

"Og selvfølgelig skal man gøre det på en ordentlig måde. Jeg har gjort mig umage med, at det er tydeligt, at det er min personlige holdning, og at det juridisk er i orden og holdt i en sober tone," siger Julie Thomassen Ballegaard, som håber, at hun kan være med til at inspirere andre sygeplejersker til at sige fra, når nok er nok.

"Som en læge engang sagde til mig: "Pæne piger kommer i himlen, de andre kommer derhen, hvor de vil."