Sandheden om lønnen

Hvad tjener en sygeplejerske på fuld tid i månedsløn? Alt for lidt, mener mange sygeplejersker på Facebook. Da Dansk Sygeplejeråd offentliggjorde en lønstatisk i foråret, fik nogle kaffen galt i halsen over oplysningen om gennemsnitslønnen for basissygeplejersker. Den viste, at lønnen for regionale og kommunale basissygeplejersker på daværende tidspunkt var 29.300 kr. om måneden ifølge en opgørelse fra Danmarks Statistik. Det var vel at mærke grundløn plus evt. lokalløn, men uden feriepenge, pension og genetillæg for vagter.

”Hvem tjener 29.300?! Hvis bare det var mig, ville jeg ikke beklage mig ”, lød en af kommentarerne. 

”Som ”almindelig” sygeplejerske kommer jeg aldrig i nærheden af den løn, selvom jeg får anciennitetstillæg. Og der må jo være nogen, der tjener markant mere end de 29.300 for at trække gennemsnittet derop. Hvem kan det f.eks. være?” lød en anden bemærkning i en meget lang Facebook-debat.

Af kommentarerne fremgik det, at mange mente, at det måtte være ledere eller kandidatuddannede undervisende sygeplejersker, som hev gennemsnittet op. Men lønstatistikken var kun for basissygeplejersker.

Sygeplejerskers gennemsnitsløn er højere end gennemsnitslønnen for en pædagog, som får 28.400 kr., men til gengæld under gennemsnitslønnen for en politibetjent, som får 30.600 kr. Tallene stammer fra opgørelsen fra Danmarks Statistik og er fra 2015. 

De sygeplejersker, som ikke mener, de er i nærheden af at tjene 29.300 kr. om måneden, kan sagtens have ret. De kan f.eks. være nyuddannede eller arbejde på deltid, og de to grupper tjener markant mindre end gennemsnittet. Sygeplejersker med lang anciennitet og erfaring trækker gennemsnitslønnen op, fordi de typisk får flere lokale tillæg for deres kompetencer.

I august har Dansk Sygeplejeråd og Sundhedskartellet hørt medlemmernes ønsker og prioriteringer til overenskomstforhandlingerne 2018, OK18, og ikke overraskende ønsker sygeplejersker sig først og fremmest mere i løn. Dansk Sygeplejeråd får tilbudt den samme lønramme som alle andre ansatte i regioner og kommuner, og som del af det store Forhandlingsfællesskabet arbejder Dansk Sygeplejeråd på at gøre den samlede lønpulje så stor som muligt. OK18 starter i foråret 2018.

Evige penge – findes de?

Sygeplejerskers løn består hovedsagelig af grundløn, hvor man som nyuddannet starter på et løntrin, der hedder trin 4. I kommunerne rykker man allerede efter fire år op på næste trin, mens man i en region skal vente otte år. 

Udover grundlønnen er der mulighed for at få et lokalt løntillæg for kvalifikationer, erfaring eller funktion.Lokale løntillæg udgør i gennemsnit 8 pct. af lønnen, og der er forskel på, hvor meget sygeplejersker får i tillæg, typisk et sted mellem 600-5.000 kr. om måneden.

Ifølge specialkonsulent i Dansk Sygeplejeråds forhandlingsafdeling, Charlotte Vinderslev, er lokale løntillæg sygeplejerskers mulighed for selv at forhandle ekstra løn.

”I de centrale overenskomster har vi tidligere afsat midler til lokal løn. Det gør vi ikke længere, men de penge, der én gang er afsat, er såkaldt ”evige penge”. Det vil sige, at det er lønmidler, som hele tiden vender tilbage i systemet i takt med, at medlemmer skifter job eller går på pension og efterlader tillæg, som andre kan overtage,” siger Charlotte Vinderslev.

I praksis foregår de lokale lønforhandlinger ved, at tillidsrepræsentanter og fællestillidsrepræsentanter opfordrer sygeplejersker til at søge lokale løntillæg, og én gang om året forhandler de tillæg med de lokale arbejdsgivere. 

På nogle hospitaler har Dansk Sygeplejeråds kredse indgået forhåndsaftaler om, hvilke kompetencer der kan udløse tillæg mere eller mindre automatisk på baggrund af vurdering til MUS-samtaler. En anden mulighed for at få et løntillæg er ved jobskifte. 

”Vi gør alt, hvad vi kan, for at ruste vores korps af tillidsrepræsentanter til at arbejde for at skaffe sygeplejersker løntillæg,” siger Charlotte Vinderslev.

For få penge i systemet

I praksis oplever Dansk Sygeplejeråds faglige konsulenter i kredsene og fællestillidsrepræsentanter, at det er svært at få forhandlet lokale løntillæg.

Faglig konsulent i Kreds Syddanmark, Lars Brinch, er en af dem, som i dagligdagen forsøger at hjælpe sygeplejersker til at få lokale løntillæg. 

”Flere steder har vi lavet forhåndsaftaler, der f.eks. dækker et helt sygehus, hvor alle får et enslydende grundlæggende lokallønstillæg, og derfor er der ikke penge til at forhandle meget individuelt. F.eks. på Sygehus Sønderjylland, her får alle sygeplejersker 10.000 kr., ny som gammel. Her har man valgt at sige, at en stor del af lokallønssummen gives på den måde, og så er det kun, hvis du har en bestemt funktion, at du kan få et tillæg, og det tillæg følger funktionen. Denne type aftaler lever op til kredsens lønpolitiske målsætning om gennemskuelighed og forudsigelighed i løndannelsen,” siger Lars Brinch. 

På Sydvestjysk Sygehus følger lokallønsmidlerne en forhåndsaftalt kompetenceløn-model på to niveauer, hvor man ved en årlig løndrøftelse finder ud af, hvem der er berettiget til et tillæg,” siger Lars Brinch, som oplever, at systemet har nogle uheldige sider.

”Det kan godt ske, at der er fem i afdelingen, som er kvalificerede til et løntillæg, men ledelsen har kun penge til at give tillæg til de tre af dem. Vi har derfor en løbende fokus på, om vores lokale forhåndsaftaler anvendes i tråd med de intentioner og forventninger, de blev indgået under,” siger Lars Brinch.

Også på Aarhus Universitetshospital bliver alle sygeplejersker vurderet på deres kompetencer, og det foregår, når de er til de årlige MUS-samtaler. Her bliver de indplaceret på et af fem trin i en kompetence-model, men ifølge fællestillidsrepræsentantsuppleanten, Marianne Østerlund Madsen, mangler automatikken i systemet, fordi der er for få penge i systemet.  

”Kongstanken er, at systemet skal afføde den løn, der hører til de forskellige trin, og det ønsker vi på sigt,” siger hun.

Herudover har fællestillidsrepræsentanterne fokus på at få indplaceret nyansatte, så de får tillæg for deres kompetencer.

Bliv bedre til at stille krav

Marianne Østerlund Madsen råder alle sygeplejersker til selv at stille krav til løntillæg for kompetencer, når de bliver ansat. 

”Vi prøver også at få tillidsrepræsentanter til at medvirke til ansættelsessamtaler og i den forbindelse bringe lønspørgsmål på banen. Alle nyansættelser kommer omkring vores FTR-kontor, og her kigger vi ret nøje på, om vi kan få øje på, om der er noget at hente i løn for den enkelte sygeplejerskes kompetencer,” siger Marianne Østerlund Madsen. 

En af de sygeplejersker, der for nylig har fået hjælp af Dansk Sygeplejeråd til at forhandle et tillæg, er Jesper Mortensen. Han har udover sin grunduddannelse hele to specialuddannelser. Han har arbejdet i 12 år på Aarhus Universitetshospital, og i sommer skiftede han afdeling til ortopædkirurgisk operationsafsnit. I den forbindelse lykkedes det at få et ekstra tillæg forhandlet hjem. 

”Med hjælp fra min tillidsrepræsentant og fællestillidsrepræsentant lykkedes det at få en lille smule ekstra. Men det ville være hundred gange nemmere, hvis alt var centralt forhandlet,” siger Jesper Mortensen.

Svært at få mere end andre

Den lønramme, sygeplejersker og andre offentligt ansatte får tilbudt ved de centrale overenskomstaftaler hvert andet eller tredje år, er bestemt af økonomiaftaler mellem Finansministeriet, regioner og kommuner. 

Den stramme lønramme har været et ømtåleligt emne i årtier, og flere gange har sygeplejersker strejket for at få mere i løn. Senest i 2008 ved den store strejke, som varede i over otte uger, og som tømte hele Dansk Sygeplejeråds strejkekasse. Oven i købet faldt strejken sammen med tidspunktet, hvor hele samfundet blev ramt af finanskrisen.

I dag 10 år senere kan danskerne se tilbage på 10 år med lav vækst i samfundet. Nu mener de økonomiske vismænd, at krisen er slut, og at Danmark står over for en lang periode med høj vækst i økonomien. 

Nogle partier, f.eks. Enhedslisten, mener, at det giver mulighed for at bruge flere penge på velfærd, et emne, der bliver aktuelt i efterårets valgkamp til kommunalbestyrelser og regionsråd. Men ifølge arbejdsmarkedsforsker på Roskilde Universitet, Bent Greve, er det ikke realistisk.

”Nogle vil sige, at der er et økonomisk råderum, som man kan bruge i de kommende år på velfærd eller til skattelettelser. Og hvis man vælger at bruge alle pengene på velfærd, så kan man godt sige, at nogle af pengene skal bruges til at forhøje lønningerne for offentligt ansatte. De penge skal så skubbes ind, så der er flere penge at forhandle om til overenskomstforhandlingerne. Her vil både arbejdsgiverne og formentlig et flertal på Christiansborg mene, at man ikke skal blande sig fra Folketingets side i overenskomstforhandlingerne,” siger Bent Greve. 

Han henviser til ”den danske model”, som betyder, at det er arbejdsmarkedets parters opgave at løse problemer med løn på arbejdsmarkedet.

”Et andet modargument fra politikerne for ikke at blande sig i overenskomstforhandlingerne er, at nu har man igennem 25-30 år lagt stigningstakten i de offentligt ansattes lønaftaler på niveau med det private arbejdsmarked af frygt for, at de privatansatte ellers vil kræve mere i løn, og det vil udhule konkurrenceevnen. Så ja, man kan godt sige, at man vil bruge et økonomisk råderum til lønninger, men i praksis virker løndannelse inden for nogle institutionelle rammer og restriktioner, så det er ikke bare lige noget, man gør. Der er nogle økonomiske betragtninger at tage højde for,” siger Bent Greve.

Der er måske en vej

Bent Greve kan godt få øje på nogle muligheder for at få mere i løn.

”Man kan måske komme igennem med velfærdsforbedringer i form af flere ansættelser, for så kan man argumentere for, at det er nødvendigt med flere penge til lokal løn, hvis man skal tiltrække ny arbejdskraft.”

Der er måske også en vej, hvis Dansk Sygeplejeråd kan argumentere for, at der er kommet nye opgaver og funktioner, måske noget ledelsesansvar for en gruppe sygeplejersker, for så kan man forhandle om at få omklassificeret nogle stillinger til en højere løn.” 

Vejen rummer imidlertid nogle udfordringer. For hvis nogle får mere i løn, er der andre, som ikke får det samme.

”Det, at nogen får noget, og at man ikke selv får noget, kan næsten være værre, end at ingen får. Vi har det med at sammenligne os med andre, og når man ikke selv får noget, så bliver man utilfreds,” siger Bent Greve.