Sygeplejersken
Vær åben, når noget er galt: "Slog jeg ham ihjel?"
Malene oplevede for nogle år siden, at en patient døde af hjertestop på hendes vagt under frustrerende omstændigheder. Oplevelsen med den utilsigtede hændelse slap først sit tag i hende et par år efter. Det har hjulpet at være åben om sagen og følelserne.
Sygeplejersken 2017 nr. 10, s. 48-50
Af:
Marianne Bom, journalist
Da Malene møder ind denne efterårsdag, tegner alting fredeligt. Sammen med en anden nyuddannet sygeplejerske har hun ansvaret på en afdeling et sted på Sjælland.
Men aftenen skal vise sig at blive alt andet end rolig, da en patient pludselig får hjertestop, og hjertestopholdet udebliver.
Den utilsigtede hændelse fører til spekulationer, tårer og søvnbesvær hos den ellers ret gæve sygeplejerske. I lang tid efter bliver Malene nervøs, når hun får ansvar for en lignende patient.
Her er hendes beretning, som hun fortæller, fordi hun mener, det er vigtigt at være åben, når noget går galt:
”Jeg møder ind til en afdeling, hvor vi kan have fem patienter, og lige nu har vi kun én. Så det er rimeligt roligt. Men lige i min vagt kommer en ny patient, som jeg skal tage mig af. Han har få dage forinden gennemgået en stor, alvorlig operation og kommer til os på grund af komplikationer, som han skal observeres for.”
Efter en time bliver lægen og Malene enige med patienten om, at han skal ud af sengen og have noget at spise. Han spiser, drikker og har det godt.
”Sidst på eftermiddagen modtager jeg en ny patient, som er rigtig dårlig, og som skal ligge på enestue, så jeg kan ikke have dem samlet. Jeg informerer min første patient om, at han skal trække i snoren, hvis der er det mindste. Jeg beder også min kollega om at tjekke ham jævnligt, hvad hun gør flere gange. Men efter halvanden time kommer hun og siger, at nu er han dårlig, klamsvedende og føler, at han skal kaste op. Jeg er i dialog med ham, men så holder han op med at svare. Jeg kalder på ham og rusker i ham. Han har fået hjertestop.”
”Hvor er hjertestopholdet?”
”Jeg får lagt ham ned og beder min kollega om at trykke på hjertestopknappen på stuen og råbe om hjælp på gangen. Det hører tre intensivsygeplejersker. De kommer lynhurtigt, og vi giver hjertemassage. Det står jeg og gør, men vi kan ikke få luft i ham, for maveindholdet vælter ud. På et tidspunkt tager en kollega fra intensiv over, så jeg kan få overblik, og så siger jeg ”hvor er hjertestopholdet?” Jeg beder en kollega om at trykke på knappen igen.
Der går nok 10-12 minutter, før jeg igen siger ”hvor bliver det hjertestophold af?” Jeg beder en kollega gå ud og ringe på alarmnummeret og til vores læge. Da han kommer, erklærer han patienten død og siger, at vi aldrig har kaldt hjertestop.
Så bryder jeg helt sammen. Det hele er gået så stærkt, og jeg kan ikke forstå, hvorfor patienten er død. Jeg kan slet ikke være i det. 
Der er ikke så længe, til jeg har fri. Så jeg får hjulpet med at gøre ham i stand og får skrevet, hvad der er sket og får skrevet på en ny patient, der er kommet.
Da jeg skal give rapport til mine kolleger, er jeg voldsomt påvirket. Så tager jeg hen til en veninde, for jeg kan ikke finde ud af at være alene.”
Manglende forklaring nager
Hverken afdelingssygeplejersken eller en overlæge kan på et efterfølgende møde sætte en finger på Malenes arbejde. Men lægen siger, at hun skal skynde sig hjem og skrive det hele ned.
”Det er godt at have, hvis du skal i retten.” Det perspektiv ryster Malene. Tænk, hvis hun er skyldig også i retslig forstand.
Det hjælper at tale det hele grundigt igennem med afdelingssygeplejersken og en kollega, og at afdelingssygeplejersken siger, at hun ville have handlet ligesådan. Det hjælper også, at kollegerne er forstående. Men efter nogen tid taler de ikke så meget om hændelsen, selv om Malene ofte tænker: ”Var det mig, der slog ham ihjel?”
Hun venter på obduktion og afklaring. Ugerne går, og så finder hun ud af, at obduktionen af en eller anden grund ikke lod sig gøre.
Det betyder, at der ikke vil komme nogen retssag, men også at hun nu aldrig får en forklaring, og det giver spekulationer. Især om natten. Hun er nervøs, hver gang der kommer en lignende patient.
Malene hører siden fra lægen, der var på vagt samme aften, at patienten formentlig døde på grund af en komplikation efter operation. Det var ikke Malenes ansvar.
”Men vi ved det jo ikke, når der ikke har været obduktion,” siger han, og så fortsætter uvisheden. En ting bliver dog klarlagt. Der kom aldrig noget hjertestophold på grund af en fejl i tilkaldeprocessen.
Gå ikke med det alene
Et halvt år senere er Malene til et fokusgruppemøde, hvor ansatte i Region Sjælland fortæller om utilsigtede hændelser. Hun begynder at græde, selv om hun troede, at hun var videre. Bagefter beder hun sin leder om at se en psykolog. Ham ser hun tre gange. I dag er Malene ude på den anden side og trives på den intensivafdeling, hvor hun nu arbejder.
Det er stadig følelsesladet for hende at tale om hændelsen, men det føles også godt. Så Malenes opfordring lyder:
”Det er vigtigt at få sat ord på, så man kan få den rette hjælp. Man skal ikke gå med det helt alene.”
Den fejl i tilkaldeprocessen, der nævnes i artiklen, bliver ikke beskrevet nærmere, da det ifølge jurister i den pågældende region kan føre til overtrædelse af persondataloven.