Tag jer lidt tid til at snakke med os

Pårørende. Mens Gabriella Holmen Bruun gik i gymnasiet, døde hendes mor af kræft. Inden hun døde, var hun igennem et længere sygdomsforløb, hvor sygeplejersker med større eller mindre faglighed og empati tog hånd om Gabriella, som håber, at hendes historie vil inspirere sygeplejersker til at huske de pårørende børn og unge.
Gabriella Holmen Bruun gik alene med mange tanker og spørgsmål, da hendes mor var alvorligt syg og døde. Men der var ingen, der rigtig tog fat i familien, mens de var på hospitalet. I dag er hun frivillig i Børn, Unge & Sorg
Foto: Nicolai Linares

At finde ud af at ens mor er ved at dø af sin kræftsygdom, er slemt nok i sig selv. Men når beskeden om, at det er uafvendeligt, samtidig overbringes af en sygeplejerske, man aldrig har mødt, med ordene "nu er det bare et spørgsmål om tid", inden sygeplejersken haster videre, så gør det ondt værre. 

Især når man kun lige er fyldt 18 år. Og er alene med sin mor på hospitalet. Ikke desto mindre var det sådan, Gabriella Holmen Bruun fik overbragt beskeden om, at hendes mor ikke havde lang tid tilbage.

Episoden finder sted i maj måned 2012. Gabriella Holmen Bruuns mor er efter et år med kræft blevet så svækket, at familien står over for at skulle flytte fra den 4.-salslejlighed på Vesterbro i København, hvor Gabriella er vokset op, fordi selv dørtrinnene er blevet for svære at komme over. Moderen har derfor fundet en brugervenlig lejlighed til familien i Brønshøj. Men natten op til, at de skal flytte, vækker Gabriella Holmen Bruuns far hende, fordi hendes mor har vejrtrækningsproblemer. Det har hun haft før, for ud over kræftsygdommen har hun også haft KOL i en årrække. Gabriella Holmen Bruuns far bliver for at vente på flyttemændene, mens Gabriella tager med sin mor i ambulancen.

"Jeg tænker, at det bare er det, vi har gjort flere gange før. Jeg havde slet ikke forestillet mig, at hun ikke ville komme hjem igen," fortæller hun.

Da de kommer ud på skadestuen, får hendes mor ilt, og lægerne beslutter, at hun skal indlægges. Hun har store mængder væske i lungerne og i mavesækken og spiser stort set ikke.

"Vi kommer på den afdeling, hvor hun skal indlægges. Jeg er stadig alene med min mor. Så kommer der en sygeplejerske, og det første – og eneste – hun siger, er: "Nu er det bare et spørgsmål om tid," og så går hun videre." 

"Jeg stod der, 18 år og alene. Min far var der ikke. Jeg var bare helt chokeret. Min tankegang havde slet ikke været omkring, at hun var ved at dø. Det var jo bare en ambulancetur ud for at få noget ilt, og der var ingen udrykning. Og selv om jeg måske vidste det inderst inde, så var det ret chokerende," siger Gabriella Holmen Bruun.

Oplevelsen står for hende som den klart dårligste, hun har haft i sundhedsvæsenet, hvor hun både har mødt sygeplejersker, der var omsorgsfulde, og sygeplejersker, der slet ikke bemærkede hende.

"Jeg ved godt, at der kan være travlt på en afdeling, men medmenneskelighed skal man ikke gå på kompromis med," siger hun.

Følte sig ikke velkommen på hospitalet

Gabriellas mor er indlagt på hospitalet et par uger, og Gabriella, der læser til eksamen, pendler mellem skolen og hospitalet. På hospitalet føler Gabriella og hendes far sig aldrig rigtig velkomne. Gabriella føler, at personalet ser hendes mor som en belastning, som en patient, der ikke er mere at gøre for, og som nu bare optager plads.

"Jeg kan godt se, at hun ikke var så god en patient. Hun levede måske ikke optimalt, spiste ikke nok og havde røget for meget og ikke spist det rigtige. Hun havde både kræft og KOL. Og hun var måske heller ikke så god til at gøre, hvad de bad hende om," siger Gabriella Holmen Bruun. 

"Men hun var jo stadig en person, og bag den person er der stadig nogle børn (Gabriella har en søster, red.), og det er os, der skal leve videre med de her oplevelser."

I starten af juli bliver Gabriella Holmen Bruuns mor overflyttet til hospice. Her når hun at være tre dage, inden hun dør. Men det er tre dage, der får enorm betydning for Gabriella.

"Det er et megafantastisk sted. En stor kontrast til hospitalet. Her er ro og enestuer, og man kan gøre det hjemligt. På hospitalet har man bare et gardin, man kan trække for ind til naboen. På hospice får min mor en helt anden ro, og vi har nogle rigtig fine dage. Jeg spiller yatzy med min mor, et spil, som alligevel kræver, at man tænker lidt strategisk. Min mor har altid været lidt kæk og har altid kunnet smide en kæk kommentar. Og der i hendes hospitalsseng får jeg et glimt af min rappe mor. Det var sindssygt dejligt," siger hun.

Fine dage på hospice

Det er også på hospice, at Gabriella Holmen Bruun møder en sygeplejerske, som får stor betydning for den måde, hun får sagt farvel til sin mor på.

"Hospice har betydet virkelig meget for os. Sygeplejersken, der var tilknyttet min mor, var sød til at tage sig af os – både til at fortælle, hvordan det udviklede sig og til at spørge "hvad med dig?" Det var også hende, der sagde: "Det er nu, du skal ind og have den snak med din mor og sige de ting, du gerne vil sige. Hun kunne godt fornemme, at det var vigtigt, selv om jeg synes, at det var vildt angstprovokerende. Jeg havde brug for det skub."

Sygeplejersken tilbød at være med til samtalen som støtte.

"Det er også noget af det, jeg husker stærkest. Hun var facilitator og hjalp ved at spørge undervejs "hvad tænker du?" og "hvad tænker du om det, din mor siger?" Og på den måde fik hun skabt en dialog mellem os," fortæller Gabriella. 

Gabriella Holmen Bruun
Det handler om, om man kommer med lukkede eller åbne arme. Bare tonelejet betyder helt vildt meget.
Foto: Nicolai Linares
Åbne eller lukkede arme

I dag er Gabriella Holmen Bruun 23 år og læser Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet. Derudover arbejder hun frivilligt i Børn, unge & Sorg, hvor hun bl.a. står for caféaftener, hvor andre unge, der også har mistet, kan mødes. Hun tager også med Børn, unge & Sorg ud for at fortælle bl.a. sygeplejersker om sine erfaringer med at være ung og miste sin mor.

Og hendes bedste råd til de sygeplejerskestuderende er et helt simpelt råd, nemlig at det, de kan gøre, er at tage sig tid til at sige hej og spørge, hvordan det går.

"Det handler om, om man kommer med lukkede eller åbne arme og f.eks. siger: "Nu skal du høre, hvad der skal ske." Bare tonelejet betyder helt vildt meget. Og så at man ikke giver sådan nogle beskeder på farten, som den jeg fik," siger Gabriella.

"Jeg gik med mange tanker og spørgsmål selv. Og efter min mors død synes jeg, at det var vildt frustrerende at gå i gymnasiet. Og jeg var meget alene med det. Hverdagen fortsatte bare, mens jeg var gået lidt i stå," fortæller hun.

Igennem det frivillige arbejde i Børn, unge & Sorg har hun snakket med rigtig mange andre børn og unge, og hun oplever, at et gennemgående tema er, at den unge altid undskylder hospitalet med, at de har travlt og skal spare. 

"Men medmenneskelighed og at sige tingene på en ordentlig måde burde ikke koste ressourcer. Det er ikke fordi, at man skal sidde og have lange samtaler, men hvis der er tid, så prøv at tage en snak," siger hun.

"Der blev ikke taget fat i os på hospitalet. Det ville have været rart, hvis de havde været lidt forebyggende og havde tænkt fremad, hvis de vidste, at hun snart skulle dø. Det ville have været hjælpsomt med nogle af de pjecer, jeg ved findes. Og som jeg først senere fik af min studievejleder på gymnasiet. Unge og børn ved ikke, at pjecerne findes, eller at man kan få psykologhjælp gennem egen læge. Og det skal de jo heller ikke."

"Jeg er glad for, at hun ikke døde på hospitalet. De tre dage på hospice har betydet så meget for den måde, jeg er kommet videre på. Også fordi min mor nåede at få glæden tilbage i øjnene."

Læs også:

 

Emneord: