Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Sygeplejersker er den røde tråd i forløb med kronisk sygdom

Babyboom II. Stigende opmærksomhed på at registrere kronisk sygdom og sårbarhed betyder et voksende antal komplicerede svangreforløb. Sygeplejersker er ofte dem, som binder de komplicerede forløb sammen.

Sygeplejersken 2017 nr. 13, s. 49

Af:

Susanne Bloch Kjeldsen, journalist

spl13-2017_svangeomsorg_2

Et af de steder i svangreomsorgen, hvor sygeplejersker er en rød tråd lige fra begyndelsen af graviditeten til fødslen, er i forhold til gravide med diabetes type 1, 2 eller graviditetsdiabetes. Center for Gravide med Diabetes på Rigshospitalet har Region Hovedstaden, Region Sjælland og Færøerne som optageområde, og her arbejder de i alt fem sygeplejersker tæt sammen med endokrinologer, obstetrikere, to jordemødre og en diætist.

Læs også: "Færre sygeplejersker på barselsafsnit"

"Netop sygeplejerskers kombination af viden om endokrinologi og obstetrik danner et solidt fagligt fundament," siger klinisk sygeplejespecialist Vibeke Ladefoged Nichum.

Sygeplejerskerne har den første konsultation med alle nygravide, hvor de vejleder i de helt specielle forhold vedrørende graviditet og diabetes. De står for at indkalde kvinderne til ambulant opfølgning hver 14. dag, og de har kompetencer til at justere insulinbehandling og dosering.

spl13-2017_svangeomsorg_4
Cassandra Panduro Nim har diabetes type 1 og er gravid for første gang. Hun er gravid i 29. uge og kommer til kontrol i Center for Gravide med Diabetes hver 14. dag for bl.a. at få målt hæmoglobin-a1c, også kaldet langtidsblodsukker.
Foto: Søren Svendsen
"Det er os, de ringer til med bekymringer, eller hvis de f.eks. får influenza eller andre sygdomme. Sygeplejersken har også den koordinerende rolle, hvis noget skal sættes i værk i den gravides nærområde." Vibeke Ladefoged Nichum understreger, at sygeplejersker og jordemødre supplerer hinanden rigtig godt i hverdagen.

"Jordemødrene har fokus på den naturlige graviditet og fødsel, lægen primært på behandlingen og vejledning omkring diabetes og graviditet, mens vi sygeplejersker vejleder, oplærer, koordinerer og forsøger at samle det hele med blik for både mor og barns sundhed og velvære."

Sygeplejersker er også med til at forske i effekterne af behandlingen.

"I dag bliver der født langt færre børn, som er store som følge af moderens diabetes, og der er færre tilfælde af svangerskabsforgiftning, for højt blodtryk og for tidligt fødte," siger Vibeke Ladefoged Nichum.

Koordinerer de komplekse forløb

Et andet eksempel på højt specialiseret sygepleje inden for svangreomsorgen er Center for Sårbare Gravide på Hvidovre Hospital, hvor sygeplejerske Vibeke Hejgaard Nielsen er sundhedsfaglig forløbskoordinator i "Team Sårbare Familier" i Familieambulatoriet.

Læs også: "Vi tænker langt mere kreativt"

"Vi er blevet bedre til at lave tidlig opsporing, så derfor finder vi også flere sårbare med stress, angst og depression. Ved de ukomplicerede svangreforløb går familien hjem efter fødslen, men vi skal være i stand til at fange de sårbare, før det går galt. Det kræver stor viden om amning, psykiatri og psykisk reaktion på fødsler. En psykisk reaktion kan f.eks. være, at en fødsel kan reaktivere tidligere traumer," siger Vibeke Hejgaard Nielsen, som fremhæver, at uddannelse i psykiatri gør sygeplejersker i stand til at observere sårbare gravide.

"De steder, hvor man har opmærksomhed på forældrenes stress og psykiske lidelser, har man øget fokusering på, at fosteret kan blive påvirket. Derfor er det godt, at sygeplejersker indgår i tværfaglige teams, for sygeplejersker, jordemødre og læger kan ikke undvære hinanden."