Sygeplejersken
Patienten jeg aldrig glemmer: Hvad fanden vil du så?
Havde jeg vidst, at denne patient skulle få en stor plads i mit hjerte – og jeg i hendes korte restlevetid – havde jeg grebet situationen anderledes an.
Sygeplejersken 2017 nr. 3, s. 50-51
Af:
Jenny Birthe Christoffersen, Journalist
Kvinden var en af gadens frie fugle. Prostitueret ville vi kalde hende, luder kaldte hun sig selv og brugte det som et hædersnavn. Hun kom liggende på en båre, lugtende af afføring og urin, lugtede ud ad munden, og hendes makeup lignede en karikatur af et Per Arnoldi-værk.
Uddannet 1999 fra Thisted Sygeplejeskole.
Arbejder på Struer kommunes Akutafsnit. Primære ansvarsområder: Palliation, rehabilitering og medicinhåndtering.
Udskrivningsrapporten, der fulgte, beskrev en vred, utilfreds kvinde, der bandede og svovlede, en kvinde, der ikke ønskede hjælp, der kastede mad og afføring på plejepersonalet i vrede.
Jeg have mest lyst til at sende hende på psykiatrisk afdeling, men hun var meldt døende og skulle efter ordination lindres palliativt.
"Hej, jeg hedder Birthe."
Husker du mødet med den patient, som lærte dig noget essentielt om at være sygeplejerske? Var det din første patient? Var det patienten, som døde på din vagt, der står mejslet i din hukommelse? Eller det alvorligt syge barn, som blev helbredt trods svære odds?
Bidrag med stærke erfaringer fra dit møde med en patient, som gjorde et helt specielt indtryk og gav dig ekstra motivation og handlekraft. Fortæl de væsentlige og vedkommende historier fra virkeligheden, der illustrerer, at professionel sygepleje og gode menneskelige relationer mellem sygeplejerske og patient nytter.
Skriv og fortæl om patienten, du aldrig glemmer. Længde; max. 3.000 anslag.
Skriv til: redaktionen@dsr.dk
Skriv i emnefeltet: "Patienten, jeg aldrig glemmer".
"Jeg hedder fandeme Lotte, og jeg er sgu luder."
O.k., så var linjen lagt. Jeg hentede saftevand og papirerne til indlæggelsessamtalen. Der skulle også måles værdier.
Da hun så saftevandet, kylede hun saften direkte ind i væggen med ordene: "Jeg vil sgu hellere have en bajer ... én af de stærke ..."
Med min sødeste stemme forklarede jeg, at dette jo er en alkoholfri afdeling ... bla ... bla ... bla ...
Hun afbrød mig:
"Jeg skal fandeme dø lige om lidt ..."
Da jeg ville måle hendes blodtryk, råbte hun højt, at jeg kunne putte det blodtryksapparat et vist sted hen.
Middagen nærmede sig. Aldrig så snart havde jeg sat bakken, før flæskestegen nær var endt i mit fint opsatte hår, kartoflerne på mine skuldre, og sovsen i nakken.
Jeg var grædefærdig, endnu var jeg ikke kommet igennem med en brøkdel af Virginia Hendersons 14 behovsområder. Jeg kunne ikke engang tage imod hende efter afdelingens forskrifter.
Og så var det, jeg fik nok ... Med sovs i nakken skreg jeg i døråbningen, så det kunne høres ud ad de åbentstående vinduer:
"HVAD FANDEN VIL DU SÅ???"
Stilheden var øredøvende. Mine kollegaer kiggede forsigtigt ud fra patientstuer og kontorer.
Og så begyndte Lotte at grine. Hun grinede og grinede, og jeg kom også til at grine. Jeg lignede jo nærmest en klovn i et cirkus. Med ét var jeg mennesket Birthe, der havde fået nok.
For hvad var det egentlig, Lotte ville? Behandles som et menneske, et helt menneske, ses som den, hun var, og respekteres for de valg, hun havde taget i sit liv. Hun ville ses som Lotte, ikke som en patient.
Så fandt jeg ud af at starte, hvor Lotte syntes starten var, og jeg fik lov til at hjælpe hende efter alle Virginia Hendersons forskrifter, i Lottes rækkefølge forstås. Jeg lærte endda at lægge makeup.
Den nat, Lotte døde, blev jeg kaldt på vagt. Da jeg kom ind på stuen, forsøgte jeg at fornemme, hvad hun ville. Hun tog min hånd og lagde sig til at sove. Var det bare det? Ja, med Lotte kunne man aldrig vide.
Hendes vejrtrækning begyndte at ebbe ud, jeg var sikker på, at hun ville dø inden for kort tid, måske sekunder. Jeg begyndte at nynne stille, for jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Da åbnede hun sine øjne og hviskede: "Du synger sgu dårligt …"
Hun gav min hånd et klem. Det var de sidste ord, jeg hørte, og hun døde senere samme nat.
Min morale er, at nysgerrighed og interesse for det andet menneske gør os i stand til at møde mennesket dér, hvor det er, så den gode sygepleje kan lykkes.