Skal vi tale om døden?

Patienten var en ældre herre med kendt hjertesvigt og stødbar pacemaker (ICD). Både patienten selv og familien virkede ikke til at ville indse, hvor syg patienten egentlig var. Sygeplejerske Trine Morsing fortæller om det dilemma, det var, da en patient ikke ville tale om døden.
Illustration: Mikkel Henssel

Planen er, at hr. Clausen skal behandles i seks uger med antibiotika. Han er en ældre herre med kendt hjertesvigt, så han har fået opereret en stødbar pacemaker ind, som skal holde gang i hjertet, hvis det stopper med at slå. Det virker til, at han har et håb om at blive rask og komme hjem, og det virker, som om han ikke helt ved, hvor syg han egentlig er. Undervejs i forløbet responderer han ikke rigtig på behandlingen, og han svækkes mere og mere. Det går ikke den rigtige vej.

Din historie

Har du oplevet at stå i et etisk dilemma som sygeplejerske, og vil du gerne dele det med dine kollegaer, så skriv til redaktionen@dsr.dk

Patientens hustru og datter er meget på afdelingen, men fremstår også, som om de ikke har forstået, hvor syg deres mand og far er. Hr. Clausen og hans pårørende har flere gange i forløbet fået at vide, at det ikke ser ud til, at det går den rigtige vej. Det er blevet fortalt ved forskellige lejligheder, men primært ved stuegang af forskellige læger og sygeplejersker. Både lægerne og sygeplejerskerne oplever, at patienten selv afviste at ville tale om det, når man prøvede at komme ind på døden og det faktum, at det er den vej, det går.

Efter endnu et forsøg på at tale om det til stuegang begynder hr. Clausen i langt højere grad at give udtryk for at ville hjem. Til sidst indstilles behandlingen, ICD’en slukkes, og han kommer hjem. Alt dette arrangeres i løbet af bare én dag. Indtil denne beslutning blev taget, har en del af os været i tvivl om, hvorvidt han ville nå at komme hjem, da han ikke fik det bedre.

Så det svære ligger i, at hr. Clausen til at starte med giver udtryk for ikke at ville tale om døden, men at man som personale samtidig vil sikre sig, at det ikke kommer som en overraskelse, når vi må tale om, at behandlingen skal indstilles, hvilket bl.a. vil sige at inaktivere ICD-enheden.

For hvordan forbereder vi patienten på, at han skal dø, eller skal vi ikke det, når han virker afvisende overfor at ville tale om det?

Hr. Clausen er ikke patientens rigtige navn, red.

Svar

Edel Kirketerp, næstformand i Sygeplejeetisk Råd, svarer:

Dilemmaet beskriver, at læger og sygeplejersker ved flere lejligheder har oplyst såvel Hr. Clausen som de pårørende om sygdommens alvor, og hvordan personalet har ønsket at forberede parterne ved at tale om en evt. dødelig udgang på forløbet. Dog har parterne ikke ønsket at tale om døden som en konsekvens af sygdommens karakter. Umiddelbart kunne man forestille sig, at Hr. Clausen og de pårørende er fuldt bevidste om tingenes alvor, og får man hjælp ved hjertesvigt via en ICD (pacemaker), er man vel ret oplyst om farligheden.

Sygeplejerskens ønske om at forberede patienten på en dødelig udgang afvises af patienten og de pårørende. Her må sygeplejersken respektere Hr. Clausens ret til selvbestemmelse til at sige fra. Han siger vel reelt, at han ikke ønsker sandheden. Dilemmaet beskriver også, at patienten håber at blive rask og komme hjem, og her må sygeplejersken igen respektere Hr. Clausens ønske og behandle ham med værdighed ved aldrig at tage håbet fra ham og i slutfasen omgærde Hr. Clausen med omsorg ud fra, at han bliver en sårbar person. Man skal altid behandle et andet menneske som et mål i sig selv og ikke som middel.

Man kunne diskutere, om sygeplejersken ser det som sin pligt at ville forberede patient og pårørende på døden og dermed udvise faglighed eller vil skåne sin patient og pårørende for samtalen og ikke opfatte sig som en god professionel. For hvis skyld er samtalen så vigtig: Hr. Clausen og de pårørendes eller sygeplejerskens?

SER anbefaler dilemmaet drøftet i mono-/tværfagligt forum, gerne gennem støtte af De Sygeplejeetiske Retningslinjer med anvendelse af SER’s model til Etisk Refleksion

Emneord: