Det var min mission at nedbryde fordomme

Det har ikke ligefrem stået skrevet i stjernerne, at Johannes Larsen skulle blive en af Danmarks tidligst uddannede mandlige sygeplejersker. Født og opvokset på Sjællands Odde som søn af en landmand havde det været mere nærliggende at overtage familiens lille husmandssted, men det var hverken Johannes eller hans syv søskende interesserede i. 

”Det hele er sket lidt ved et tilfælde”, griner Johannes og retter lidt på høreapparatet. Vi sidder i et lille, hyggeligt bondehus i Eskebjerg lidt uden for Kalundborg, og mens den varme kaffe bliver hældt op, begynder Johannes sin fortælling om hvad køn, humor og hierarki i sygeplejen har betydet for ham de sidste 60 år.

Ene hane i kurven

I starten af 1950’erne blev Johannes’ storebror diakonuddannet fra den kristne koloni Filadelfia. Han fik overtalt Johannes til at komme dertil, og inden længe var også han indskrevet som diakonelev. Selvom pleje og omsorg er en integreret del af diakonuddannelsen, var man på den tid begyndt at tale om en opkvalificering af plejesektoren generelt. Derfor blev diakoneleverne opfordret til at læse videre, og sådan gik det altså til, at Johannes blev uddannet sygeplejerske i 1958.

På uddannelsen var han ene mand mellem 19 piger på holdet.

 ”Jeg var lidt ældre end dem, så jeg tror faktisk, at mange af mine elevkammerater betragtede mig lidt som en far. Jeg var også gift, så jeg kendte jo også dén side af verden. Så i mig havde de en mand, de kunne spørge til råds,” griner Johannes og forklarer, at eleverne kom hinanden meget ved og blev nære venner under uddannelsen.

”Vi kunne sagtens give hinanden et knus, uden at der lå noget som helst i det, udover at vi var glade for hinanden,” fortæller han.

”Men når nu man var pioner i sådan et pigefag, så var man altså nødt til at holde sin sti ren, hvis du forstår, hvad jeg mener,” konstaterer Johannes med et sigende blik og løftede øjenbryn.

Selvom han og de kvindelige elever opfattede hinanden som jævnbyrdige, var der alligevel episoder, der tydeliggjorde, at kønnenes forskelligheder trods alt ikke var helt usynlige. Da han som uddannet sygeplejerske var ansat på Hillerød Hospital, var der eksempelvis ramaskrig, da han blev valgt som tillidsmand.

”Der var der altså nogle, der mente, at det ikke kunne være rigtigt, at man ud af 100 kvindelige sygeplejersker valgte den eneste mand,” fortæller han. 

Johannes Larsen som sygeplejeelev i julen 1958. På Hillerød Centralsygehus var det tradition, at personalet lavede julekonfekt til patienterne. Johannes Larsen ses yderst til venstre

Sygeplejersken 24/1958

Kald mig bare Larsen

For Johannes blev særligt sundhedsvæsenets hierarki en af karrierens helt store kæpheste. Johannes fortæller, hvordan han engang i en aftenvagt gik rundt på gangen i sine egne tanker og knipsede lidt med fingrene, hvorefter afdelingssygeplejersken kom farende ud af sit kontor.

”Hun råbte: ”Var det Dem!? Det må De aldrig gøre igen! Ved De da ikke, at det er overlægens tegn til, at vi skal gå aftenstuegang?!” Så skulle hun springe ud af sit kontor, så de kunne mødes henne ved første stuedør.” Johannes ryster lidt på hovedet ved tanken. 

”Det var jo vanvittigt! Både læger og afdelingssygeplejersker tog sig selv alt for højtideligt.” 

Både som afdelingssygeplejerske på Hillerød Hospital og senere som forstander på Amtsplejehjemmet i Jyderup forsøgte Johannes at tage livtag med nogle af hierarkiets strenge skel. Det var et mål, at der blev mere ligeværdighed blandt de forskellige personalegrupper, og en ambition, at der var plads til humor og kollegaskab. ”Da jeg var afdelingssygeplejerske, da havde folk rent faktisk lyst til at være på arbejde. Hos os kunne man tale sammen på kryds og tværs, og alle havde frit ord. Jeg har personligt insisteret på at blive kaldt Larsen fremfor en eller anden fornem titel. Min mor sagde altid: ”Som Herren er, følger hans tjener”, og det har jeg forsøgt at efterleve,” fortæller han.

I sit arbejde som forstander på Amtsplejehjemmet i Jyderup optræder Johannes Larsen ofte som klovnen ’Stoffer’ til stor morskab for beboere og det øvrige

Privatfoto - udateret

Humor, åbenhed og omsorg går hånd i hånd

I sit arbejde som plejehjemsforstander sprang Johannes ud som klovnen ”Stoffer”, der underholdte beboerne ved forskellige lejligheder. Her betød det ikke noget, at han var chefen for det hele. Han gjorde sig gerne til den store joke, så beboerne havde noget at smile ad. Han fik også indført, at der skulle større åbenhed til, når en beboer afgik ved døden. Tidligere havde man forsøgt at skjule dødsfaldene fra de andre beboere ud fra en tanke om ikke at ville skræmme nogen. ”Det at turde at grine og snakke om de åndelige ting; om døden og de store livsspørgsmål, det er så vigtigt,” siger han. 

Johannes blev enkemand i 2010 efter et langt og lykkeligt ægteskab, der resulterede i fire børn. Det lille bondehus i Eskebjerg tilhører hans kæreste, Dorte, der også er enke. De flyttede sammen for fire år siden, og selvom de er vidt forskellige, er de begge rørende enige om, at livet ikke skal slutte, bare fordi man bliver ældre. ”Det er dejligt at opleve, at nogle har været glade for, at man har været til,”  konstaterer Johannes tænksomt efter en kaffetår, mens han ser i retning af Dorte.  ”Jeg har været fattig som en kirkerotte hele mit liv. Men menneskeligt, der har jeg altid været jordens rigeste mand!” 

Læs også

• Fremtiden for mandlige sygeplejersker afhang af os
• Derfor blev vi sygeplejersker