Læserbrev: Sig ja til ... hvilken hjælp?

Kommentar til artiklen "Hørt: Sig ja til hjælp" i Sygeplejersken nr. 6/2018

I Karoline Lykkebergs debatindlæg i Sygeplejersken nr. 6 får man indtryk af, at hun som "følge-hjem-sygeplejerske" fra Hvidovre Hospital færdes med skyklapper for øjnene, når hun hævder, at de ældre medborgere selv er tilbageholdende med at tage imod kommunernes tilbud. Hvilke tilbud?!

Med hensyn til forebyggende hjemmebesøg så er der i praksis tale om en samtale om

1. at skabe tryghed og trivsel

2. at tænke over egen livssituation

3. at orientere om kommunens og diverse foreningers tilbud (mht. ensomhedsbekæmpelse)

Har borgeren derimod behov for hjælp til at klare sine hverdagsproblemer, skal der komme en visitator, hvilket som oftest i min kommune (Høje-Taastrup) resulterer i en henvisning til et genoptræningskursus i rengøring, tøjvask og indkøb. Og i bedste fald kan man være så privilegeret at få tildelt ½ times støvsugning hver 14. dag. Dette var tilfældet hos min sygeplejeveninde på 87 år, der var så afkræftet, at vi efter en måned stod på kirkegården for at tage afsked.

Mon Karoline Lykkeberg har prøvet at følge op på, hvordan kommunerne sagsbehandler de ældre medborgeres anmodning om hjælp.

Der må her være tale om i stedet at arbejde for en generel holdningsændring hos kommunal- og landspolitikere, så ældrebefolkningens behov for hjælp i ordets oprindelige forstand ikke kun løses med en samtale og et genoptræningskursus.

I 1970 fik min svigermor, da hun fyldte 80 år, et tilbud af Københavns Kommune om at få lidt mere hjemmehjælp, end det hun havde! Men det var engang i 70’erne.

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Primær sundhedssektor