Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Nominér en sygeplejerske, som har taget bladet fra munden

Så er det tid. Kirsten Stallknecht Prisen 2019 skal finde en sygeplejerske, som har peget på forhold af betydning for sygeplejen, patienterne eller sundhedspolitikken.

Sygeplejersken 2019 nr. 1

Af:

Jette Bagh, fagredaktør, Sygeplejersken

Ytringsfrihed eller frihed fra ytringer? Trods mange forsikringer om det modsatte, er det opfattelsen hos en del offentligt ansatte, at det ikke er velset at ytre sig om problematiske forhold. Det gælder bl.a. folkeskolelærere, og det gælder sygeplejersker.  

Da Sygeplejersken havde100 års jubilæum i januar 2001, stiftede redaktionen en pris, som fik navnet Kirsten Stallknecht prisen efter Dansk Sygeplejeråds formand gennem 28 år.  Prisen bliver i år uddelt den 20. maj kl. 14 og skal opmuntre sygeplejer­sker til at benytte ytringsfriheden uden at frygte følgerne af at stå frem.

Prisen er på 10.000 kr. og et stykke unika kunsthåndværk.

Kriterier

Prisen kan tildeles en dansk sygeplejerske, som opfylder følgende kriterier:

  • Sygeplejersken har inden for de sidste to år benyttet sin ytringsfrihed til at markere sig i den offentlige debat om sygeplejefaglige, etiske og/eller sundhedspolitiske problemstillinger med det formål at forbedre sygeplejerskers arbejdsvilkår eller de sundheds­mæssige vilkår for særlige patient- eller befolkningsgrupper.
  • Sygeplejersken kan have benyttet sin ytringsfrihed i radio, TV, i landsdækkende eller lokale dagblade, i fagbladet Sygeplejersken eller på sociale medier.
  • Det er ikke tilstrækkeligt, at sygeplejersken er engageret og fagligt ajour i hverdagen eller er en dygtig tillidskvinde eller mand.

Nominering

Alle sygeplejersker, som er medlemmer af Dansk Sygeplejeråd, kan nominere en sygeplejerske til prisen. Nomineringen er skriftlig og skal indeholde

  • navn, adresse, medlemsnummer, mobilnummer og e-mail på den sygeplejerske, der nomineres
  • en detaljeret begrundel­se for, hvorfor sygeplejersken er en værdig modtager af Kirsten Stallknecht prisen.

Der kan vedlægges et begrænset antal bilag i form af avisudklip, debat eller lignende som dokumentation.

Nomineringen må fylde maksimalt en A4-side og skal være skrevet på computer.

Husk at underskrive dig med følgende oplysninger:

  • Navn, adresse, medlemsnummer, mobilnummer og e-mail.

Indsendelse

Nomineringer til prisen skal være redaktionen i hænde senest mandag d. 18. marts.  

Indstillinger sendes til:

Redaktionen Sygeplejersken
Sankt Annæ Plads 30
1250 København K.
Mærk kuverten ”Kirsten Stallknecht Prisen” i nederste venstre hjørne.

Det er også muligt at sende nomineringen til redaktionen@dsr.dk

Prisen kan i særlige tilfælde tildeles to sygeplejersker i fællesskab, hvis bedømmelseskomité­en vurderer, at de opfylder kriterierne.

Bedømmelseskomité

Bedømmelseskomitéen består af følgende medlemmer:

  • Sygeplejerske Kirsten Stallknecht
  • Advokat Steen Bech
  • Journalist Jette Hvidtfeldt
  • Sygeplejerske Pia Lüders Røge, prismodtager 2017
  • Fagredaktør Jette Bagh