De fleste bruger stadig den lokale medicinmand

Anæstesisygeplejerske Margit Lind Thomsen fra Hjørring har fået opbygget en lille sundhedsklinik i et fattigt område i det sydlige Gambia.
Det var egentlig Margits bonusdatter (tv), der havde hørt om Annegrethe Skolen i Gambia. Men Margit så med det samme behovet for blandt andet sårpleje og undervisning i håndhygiejne.
Foto: Carsten Lorenzen

spl10-19_afrika

Danske sygeplejersker på det afrikanske kontinent

Her kan du læse om danske sygeplejersker, der bruger deres viden og uddannelse til at hjælpe i områder, hvor det lokale sundhedsvæsen ikke slår til.

Vi bliver hurtigt omringet af smilende og storsnakkende børn, da vi ankommer til Annegrethe Skolen i det sydlige Gambia. Det er tydeligt, at det ikke er hver dag, den lille skole i landsbyen Gunjur langt ude på landet får besøg fra Europa. Børnene tager vores hænder og trækker os rundt i skolegården.

Det er også tydeligt, at det er et fattigt område. Tøjet er pænt og nyvasket, men skoene er slidte, hvis børnene overhovedet har sko på. Mange børn har sår på knæ og albuer efter fald på den støvede jord.

”Det rystede mig at se deres mange ubehandlede sår,” fortæller anæstesisygeplejerske Margit Lind Thomsen fra Hjørring om sit første besøg på skolen.

Skoledriften for de knap 300 elever betales af frivillige i en lille forening fra Nordjylland. Men Margit blev hurtigt klar over, at eleverne har behov for mere end bøger, møbler og undervisning.

”De fleste bruger stadig den lokale medicinmand, og det er en kamp at få børnene til læge, hvis forældrene overhovedet har råd,” siger Margit Lind Thomsen, der besøgte Gambia første gang i 2015.

For halvandet år siden fik hun indkaldt til forældremøde på skolen i landsbyen Gunjur. På mødet forelagde hun sin plan om at samle penge til en lille sundhedsklinik i tilknytning til skolen, hvor en lokal sygeplejerske en til to dage om ugen skal pleje sår, give ormekure og udføre andre plejeopgaver.

Fakta om Gambia
  • Gambia er det mindste land i Afrika og er ifølge Global Finance et af de 30 fattigste lande i verden.
  • Kun 59% af befolkningen har adgang til gode sanitære forhold.
  • Den forventede levealder er 59 år.
  • Spædbørnsdødeligheden er 28 ud af 1000 – i Danmark er den tre.
  • Kvinderne føder i gennemsnit 5,5 børn.
  • 11,1% af børnene er undervægtige.
  • 42% af befolkningen er analfabeter.

Kilde: Globalis.dk

Alle var positive, og Margit gik på egen hånd i gang med at finde sponsorer hjemme i Danmark. Foreløbig har hun fået en container, der bruges som lokale til klinikken, og en del materiale til sårpleje, udstyr til at måle og veje børnene, sæbe, forbindsstoffer mv. sendt til Gambia.

”Det er meget vennerne, der giver en skilling. Mine veninder hjælper også med at lave arrangementer med amerikansk lotteri og en middag for billige penge, som så går til projektet,” fortæller Margit, der også har samlet penge ind ved at holde foredrag.

Hun påpeger, at alle de indsamlede midler går ubeskåret til klinikken. Klinikken har også fået støtte af en del lokale virksomheder og butikker.

Margit tager til Gambia for egne penge en gang om året. Mere kan det ikke blive til midt i de mange andre gøremål – for eksempel arbejder hun hvert år en måned på et af de små sygehuse langs den grønlandske kyst.

”Det giver en indre ro. Grønland går i blodet, og jeg er glad for arbejdet, hvor jeg har mange forskellige opgaver med alt fra anæstesi og sengeafsnit til evakueringer.”

Efter en karriere, der har bragt hende til både Odense, Skejby og Aalborg på så forskellige afdelinger som abdominalkirurgisk, neurologisk og dialyseafsnit, er hun nu vendt hjem til Hjørring som anæstesisygeplejerske på fuld tid.

Hverken job, en hobby med at sejle havkajak eller mand og en hjemmeboende 17-årig søn kan dog holde hende fra at rejse ud i verden for at hjælpe.

”Sårplejen på klinikken i Gambia gør helt tydeligt en forskel. Jeg har også undervist i håndhygiejne – for eksempel troede de, at man skulle vaske hænder inden toiletbesøg,” siger Margit Lind Thomsen.

Hun arbejder nu på at samle de sidste donationer, så hun i efteråret igen kan tage til Gambia og forhåbentlig få ansat den sygeplejerske, der for alvor kan få gang i hendes sundhedsklinik.

”Eleverne er så lærevillige, så det er en fornøjelse at tage derned. Med den lokale sygeplejerske kan sårplejen og undervisningen i hygiejne gøres kontinuerlig.”

Du kan følge Margits arbejde på Facebooksiden ”Sundhedsklinikken i Gambia”.

Læs også: Ikke for gammel til at lære unge om seksuel sundhed

Emneord: 
Sundhed
Sundhedsfremme