Sygeplejersken
Hospitalernes kamp for miljøet
Genbrugsplast. Miljø og klima er et emne, der for alvor er kommet på dagsordenen i Danmark de seneste år. Og det kan have betydning for de danske hospitaler, som er ansvarlige for en stor del af regionernes energiforbrug og CO2-aftryk.
Sygeplejersken 2019 nr. 10, s. 47
Af:
Emma Tram, journalist
Vi skal sortere affaldet og huske at slukke lyset. Det er miljøtiltag, som de fleste nok kender til både fra arbejdspladsen og hjemmet. Men på hospitalerne er der meget mere, der kan gøres for at sænke de store klimakonsekvenser.
Der findes ikke nogen opgørelser over, hvor meget sundhedsvæsenet bidrager til CO2-udledningen i Danmark, men i USA er det opgjort til 10 pct. og i Australien til 7 pct. af landenes udledning. Det betyder også, at tiltag i sundhedsvæsenet er vigtige bidrag til den grønne omstilling. Og spredt rundt i de danske regioner er der mange tiltag i gang – og endnu flere på vej. Her får du et overblik over nogle af klimaprojekterne på de danske hospitaler.
Hvad kan hospitalerne ellers gøre?
Selvom der er mange tiltag i gang, er der stadig lang vej til, at de danske hospitaler kan kalde sig miljørigtige eller CO2-neutrale. Og skridtet videre kan meget vel være indkøb, fortæller Lloyd Evans, der er kommunikationsmanager i organisationen ”Health Care Without Harm” – en organisation der er fortaler for en grøn omstilling i sundhedsvæsenet.
”Indkøb er et godt strategisk værktøj til at nedsætte CO2-aftrykket. Men for eksempel engangsartikler er en udfordring, da der jo skal tages højde for sikkerhed og hygiejne,” fortæller han.
Alligevel kan der findes løsninger. På hospitalerne i Skåne har de reduceret tykkelsen på engangsartikler af plastik. Da det sker over hele regionens hospitaler, gør det i alt en stor forskel.
En anden måde at gøre en forskel kan man se i USA, hvor der er blevet oprettet et ”green health exchange”, som er et indkøbskooperativ. Ved at samle sig og købe stort ind, har de været i stand til at presse producenter til at tage miljø- og klimahensyn med i overvejelserne om for eksempel indpakningsmaterialer.
Indkøb foregår ofte på et administrativt niveau, hvor sygeplejerskerne ikke altid har direkte indflydelse. Men ifølge Lloyd Evans kræver det stort samarbejde mellem det administrative og klinikkerne, hvis indkøbene skal gøres mere grønne.
Han ser tiltagene på blandt andet de danske hospitaler som en del af den større klimabevægelse der i øjeblikket har stort momentum.
”Vi prøver at opfordre dem der arbejder i sundhedsvæsenet til at tale om klimaforandringer, for det påvirker hospitalerne, og vi skal kigge på, hvordan vi kan reducere sundhedsvæsenets aftryk,” siger Lloyd Evans.
Derudover påpeger han at netop sundhedsvæsenets ansatte kan være gode ”ambassadører” for den grønne omstilling:
”Folk har stor tillid til sygeplejersker og læger, som er betroede medlemmer af samfundet, og de kan være med til at gøre sundhedsvæsenet til en rollemodel for andre sektorer.”
Læs også:
- De kalder mig Plastprinsessen
- Sorteringskategorier for plastaffald
- Idérige sygeplejersker viser vej
- Hospitalernes kamp for miljøet
- Regionerne i fuld gang med miljøprojekter