Patienten, jeg aldrig glemmer: "Han havde brug for at tale om sit sexliv"

"Jeg kan fornemme, at min patient havde delt sine inderste hemmeligheder med mig, fordi han ganske enkelt havde haft et behov for, at nogen lyttede til ham og anerkendte hans følelser."
Sex kan stadig være et penibelt samtaleemne, selvom man er sygeplejerske. En særlig patient lærte dog Nanna Veng, at det nogle gange kan være nok, hvis man bare lytter.
Foto: Mikkel Berg Pedersen

”Ja, den skal jo stadig vaskes, selvom den ikke rigtig bliver brugt til noget,” siger min patient. Han nikker ned mod sin penis – det er dén, han hentyder til.

Det er en uventet sætning, som han nærmest lidt henkastet får slynget ud, imens jeg hjælper ham i badet. Han har været indlagt ad flere omgange på afdelingen, og er kendt af os sygeplejersker som en rar og omgængelig mand. Normalt er han ikke den slags patient, som deler alt for mange af sine inderste tanker, men alligevel kan jeg fornemme på hans tonefald, at der er noget, han har brug for at sige højt.

”Nåda, hvad mener du med det?” spørger jeg ham roligt, imens jeg fortsætter med at vaske ham. Jeg er meget opmærksom på ikke at lyde som om, jeg er ude på at presse ham – at jeg blot vil give ham plads til at fortælle, hvis han har lyst til det.

Min tilgang lader til at virke. I hvert fald begynder han stille og roligt at åbne op, i takt med at badet skrider frem. Han fortæller mig om, hvordan sygdom i mange år har gjort ham ude af stand til at få erektion, hvilket naturligvis har haft mærkbare konsekvenser for hans sexliv og ægteskab. Imens han taler, og jeg lytter, bliver det meget tydeligt, at netop hans manglende evne til at gennemføre et samleje er et problem, som længe har fyldt meget hos ham – og fortsat gør det.

”Jeg har faktisk aldrig talt med nogen om det her før,” siger han til sidst, da badet er ved at være forbi. Det er først her, det går op for mig, at det her egentlig kunne have været en ret grænseoverskridende situation at være i for mig som sygeplejerske. Tanken havde dog slet ikke strejfet mig, fordi samtalen forløb naturligt. Desuden havde vi begge to haft en fælles opgave i form af badet at fokusere på, så vi ikke skulle sidde og kigge hinanden i øjnene imens.

Jeg kan mærke på mig selv bagefter, at jeg faktisk føler mig godt tilpas. Jeg kan fornemme, at min patient havde delt sine inderste hemmeligheder med mig, fordi han ganske enkelt havde haft et behov for, at nogen lyttede til ham og anerkendte hans følelser.

Derfor forsøgte jeg også at undgå at komme med for mange ”gode råd” undervejs i samtalen, hvilket jo kan være svært for en sygeplejerske. Vi har ofte en naturlig trang til at agere problemknusere.

Jeg tror også, det er meget normalt for sygeplejersker, at vi ikke bryder os om at spørge ind til patienters sexliv, selvom det måske kan være relevant for deres pleje. Det kan føles som ”dyneløfteri” og som noget, der egentlig ikke vedkommer os. Vi skal selvfølgelig heller ikke tvinge folk til at udlevere deres intime liv, men min særlige patients åbenhjertige fortælling har i hvert fald lært mig, at netop sex er et emne, som mentalt kan fylde utroligt meget hos syge og sårbare.

Derfor kan blot dét at lytte være god sygepleje – og en hjælp i sig selv.

Patienten, jeg aldrig glemmer

Husker du mødet med den patient, som lærte dig noget essentielt om at være sygeplejerske? Var det din første patient? Var det patienten, som døde på din vagt, der står mejslet i din hukommelse? Var det det alvorligt syge barn, som blev helbredt trods svære odds? Eller ..?

Skriv til: redaktionen@dsr.dk
Længde: maks. 3.000 anslag.
Emne: ”Patienten, jeg aldrig glemmer”.