Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Region Sjælland: Internt vikarbureau får opbakning

Et stop for brug af vikarer fra private bureauer og oprettelsen af eget vikarbureau. Det er planen fra 1. oktober i Region Sjælland. Målet er bl.a. at spare penge.

Sygeplejersken 2019 nr. 10, s. 10

Af:

Kristine Jul Andersen, journalist

Der er positiv opbakning til Region Sjællands planer om at stoppe brugen af eksterne vikarer og oprette eget vikarbureau med sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter. Også fra en af de nuværende, private vikarudbydere, der altså mister en kunde.

”Det er den eneste rigtige beslutning for Region Sjælland,” siger Lene Hansen, ejer af vikarbureauet SOS Vikar, som har base i Næstved.

Helle Dirksen, kredsformand for Dansk Sygeplejeråd, Kreds Sjælland, har samme tilgang.

”Vi synes, det er positivt, at regionen opretter deres eget vikarbureau. Det kan være med til at skabe bedre kvalitet og kontinuitet i patientforløbet. Og så kan man håbe, at regionen sparer nogle penge, så økonomien bliver lidt bedre,” siger hun.

Det er netop Region Sjællands overordnede formål med at oprette deres eget vikarbureau.

”Udgifterne til vikarer i Region Sjælland har de seneste år været alt for høje, og vi håber, at vi med vores eget interne vikarkorps får en bedre og billigere løsning. Et internt vikarkorps skal ikke levere et økonomisk overskud,” siger Heino Knudsen, regionsrådsformand i Region Sjælland i en pressemeddelelse.

Lang kø til uddannelse

SOS Vikar bakker op om Region Sjællands beslutning, fordi det efter indførelsen af Sundhedsplatformen har skabt udfordringer at levere sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter hurtigt. Der er nemlig et krav om uddannelse i Sundhedsplatformen, som kun regionen udbyder, men som vikarfirmaet skal betale.

”Der kan være lang kø, da regionen også skal uddanne egne medarbejdere. Så der kan gå op til otte uger, før jeg kan sende mine folk ud. Og jeg har ingen garanti for, at min vikar bliver hos mig. Så det er svært at få det til at fungere, som det er nu,” forklarer Lene Hansen.

Hun forventer, at nogle af hendes vikarer vil søge mod det nye vikarbureau i Region Sjælland. Kredsformand Helle Dirksen er heller ikke i tvivl om, at der er sygeplejersker, som gerne vil ansættes i det nye vikarbureau, der skal bruge over 100 sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter.

”Men spørgsmålet er, om de kan rekruttere nok,” siger Helle Dirksen.

I skrivende stund forhandler Dansk Sygeplejeråd med regionen om en overenskomst for de sygeplejersker, der bliver ansat i det nye vikarbureau. Der er især fokus på honorering og arbejdsvilkår.