Max 7 ord til en patient med delir

Mia Toldam går langsomt ind til patienten og om på den side af sengen, der er modsat døren. Hun stiller sig med siden til sengen og går lidt ned i knæ, mens hun kigger på ham og siger:

”Jeg lægger dynen om dig”.

Med langsomme og rolige bevægelser flytter hun dynen, mens hun smiler og holder øje med patienten og hans reaktion.

Som sygeplejerske på ortopædkirurgisk afdeling på Hvidovre Hospital kender Mia Toldam alt til patienter, der får den akutte forvirringstilstand delir. Det er en form for overbelastning af hjernen, der gør patienterne uberegnelige. Og som især rammer ældre og svækkede patienter.

Det er forskelligt, hvordan patienterne reagerer på delir. Ca. halvdelen bliver udadreagerende og kan f.eks. bide, flå og kradse. De prøver at flygte ud af sengen eller ud af stuen og sygehuset eller gør uhensigtsmæssige ting som at pille bandager af eller rive deres venflon ud.

Den anden halvdel bliver stille og trækker sig ind i sig selv. Den delirøse tilstand kan også fluktuere.

”Jeg har tit været ude for patienter, der har kradset mig eller grebet fat i min tommelfinger og prøvet at vride den rundt,” fortæller Mia Toldam.

”Jeg har tit været ude for, at patienterne tager fat i min tommelfinger, og så vrider de. Man kan se, at de ikke ved, hvad de skal gøre af sig selv. Så kan man prøve at give dem noget andet i hånden,” fortæller Mia Toldam.

Foto: Rasmus Flindt-Pedersen

Hver 3. patient får delir

33 pct. af hospitalets patienter får delir, når man ser bort fra børneafdelinger og gravide. Arbejdsmiljøkonsulent Nina Bjørnholdt, der er ansat i HR, Arbejdsmiljø og Uddannelse på Amager og Hvidovre Hospital, blev opmærksom på, hvor meget disse patienter fylder, da hun så nærmere på hospitalets ulykkesstatistikker.

”Mange episoder drejede sig om patienter i delir. Men man har ikke tidligere haft en indsats, der er målrettet forebyggelse af vold fra delirøse patienter, da patienterne ikke gør det forsætligt,” forklarer hun.

Nina Bjørnholdt undersøgte, hvad der egentlig var af retningslinjer og vejledninger til sygeplejerskerne på området, hvilket viste sig at være ret ukonkret.

”Alle ved, at der skal være ”klar kommunikation”, at ”de skal skærmes”. Men hvad betyder det egentlig?” spørger Nina Bjørnholdt.

Hun søgte penge til at oprette et kursus, der kunne give bl.a. sygeplejersker helt konkrete værktøjer til at håndtere patienter i delir. Både for at hjælpe patienterne og for at beskytte sig selv.

I løbet af de sidste to år har 300 medarbejdere været igennem kurset. Også Mia Toldam.

Reptilhjernen lurer farer

Her lærer de bl.a., at når patienter får delir, kan reptilhjernen tage over. Det betyder, at den forholder sig til, om noget er truende. F.eks. din lugt og din måde at bevæge dig på. Føler den sig truet, reagerer den ved at gå til angreb, flygte eller fryse.

Præcis derfor går Mia Tolddam langsomt på sit visit hos patienten og er fuldt bevidst om, hvordan hun agerer.

”Man skal være opmærksom på, hvor man står på stuen, så døren er fri, og sørge for at man ikke ser truende ud,” siger hun.

Hvis hun står mellem patienten og døren, spærrer hun en flugtvej. Når hun står med siden til patienten og går ned i knæ, virker hun mindre. Samtidig passer hun på sig selv, idet det bliver sværere for patienten at slå ud efter hende.

”På kurset lærte vi også, at patienter med delir kun kan forstå sætninger med ét til syv ord,” fortæller Mia Toldam.

Det velkendte beroliger

Der er mange måder at forsøge at berolige patienterne på. Mia Toldam husker en patient, der var meget urolig. Som pillede i alting.

”Jeg kunne se på hendes øjne, at hun var ked af det og ikke kunne finde ro. Så fandt jeg en lilla trøje af hendes egen, som jeg gav hende på. Så faldt hun helt til ro. Det var noget velkendt. Og på kurset har jeg lært, at det også har noget med lugten at gøre. Det var jeg ikke klar over,” smiler Mia Toldam og fortsætter:

”Hvis patienten er helt oppe at køre, kan man også have gavn af helt at gå ud af stuen igen og vente syv-otte minutter med at komme ind igen. Det er ok. Det er professionelt. Og så ved jeg nu, at i den næste halvanden time er patienten i højere risiko for at ryge op i det røde felt igen. Og det prøver jeg at planlægge min pleje efter.”

Vatdutter på skabslågerne

Kollegaen Jane Koch, der også er sygeplejerske, har ligesom Mia Toldam været på delirkursus. Hun peger på, at det er svært at skærme den delirøse patient i en travl hospitalsafdeling. Der er mange forskellige lyde og forstyrrelser, der kan påvirke den delirøse patients virkelighedsopfattelse.

"Men det arbejder vi med. Vi dæmper stemmerne om natten og prøver at lade være med at tale så højt sammen på gangen,” siger Jane Koch, og Mia Toldam fortsætter:

”Vi sætter vatdupper på skabene, så de ikke larmer, når de lukker i. Og vi får repareret hjulene på det udstyr, vi ruller rundt med, så de ikke knirker.”

Adfærd bunder i basale behov

Der er meget viden om, hvordan man kan forebygge og håndtere delir.

”Men i en travl hverdag kan det være svært at have den tid, det kræver. Så vi oplever desværre stadig, at der sker utilsigtede hændelser. Især forårsaget af patienter, der forsøger at flygte ud af deres seng og falder, fordi de ikke er i stand til at gå,” fortæller Jane Koch.

Når de oplever patienter, der går i delir, prøver de at identificere, hvad der udløser det. Og agere ud fra det.

"Det er ofte et helt basalt behov, der får patienterne til at reagere uhensigtsmæssigt. F.eks. at kravle ud af sengen, fordi de skal på toilettet, men ikke kan formulere det. Det kan også være pga. smerter, og så er det vigtigt at få lagt en god smertebehandling,” fortæller Jane Koch.

Læs også artiklen ”Pårørende kan hjælpe med at forebygge organisk delirium” i Fag og Forskning 3/2019, der beskriver hvilke non-farmakologiske interventioner, den pårørende kan udføre.