Nyt greb skåner patienter ved fastholdelser

Mere nænsomt og trygt. Større mulighed for kommunikation til patient og kollega. Mindre risiko for dødsfald. Region Hovedstadens Psykiatri er den første region i Danmark til at indføre nyt fastholdelsesgreb.
“Det er teknik, det her. Ikke et spørgsmål om muller,” lyder det fra specialinstruktør Lone Osbeck, der ligger fastholdt i sideleje af tre af sine kolleger.
Foto: Nikolai Linares

“Pres, pres, pres. Følg med hende, hvis hun bevæger sig.”

“Jeg kan altså ikke holde den her hånd.”

Nedagning til sideleje - en karakteristik
  • Friere luftveje
  • Bedre kommunikationsmuligheder og øjenkontakt til både patient og kollega
  • Tre personer fastholder: To på hver sin side af kroppen, en over benene
  • Mere behageligt at blive lagt ned (patienten tippes sidelæns og får ikke gulvet ”lige imod sig”, red.)
  • Region Hovedstadens Psykiatri har ladet sig inspirere til metoden fra psykiatrien i Bergen i Norge. Her er metoden en del af et samlet koncept, der kaldes TERMA (TERapeutisk Møde med Aggression).

Kilde: Region Hovedstadens Psykiatri, specialinstruktør og sygeplejerske Lone Osbæck samt undervisningsansvarlig Nethe Plenge

“Møv dig tættere på hende, Sofie. Ind med din hofte.”

Tretten sygeplejersker fra Bispebjerg Hospitals Psykiatriske Afdeling ligger i bogstaveligste forstand og kæmper på en rød måtte.

Omkring dem står specialinstruktør og sygeplejerske Lone Osbæck samt to vedligeholdelsesinstruktører og kommer med instrukser: Brug jeres vægt. Aldrig give slip. Overkroppen ind over benene.

Mere nænsomt, større kommunikation

Tumulten på gulvet skyldes, at Region Hovedstaden, som den første region i Danmark, har besluttet at undervise og træne alt personale på samtlige sengeafsnit i psykiatrien i det nye fastholdelsesgreb “nedtagning til sideleje”, der stammer fra Norge.

To norske instruktører har været i Danmark for at undervise 25 medarbejdere, der er blevet regionens specialinstruktører.

Inden årsskiftet er det ambitionen, at samtlige medarbejdere på de 93 sengeafsnit er blevet introduceret til det nye greb, der erstatter det fastholdelsesgreb, hvor patienten typisk ligger fladt på maven og indimellem også på ryggen.


spl13-2019_psyk_foto
Caption 
Ved det nye fastholdelsesgreb bringer personalet patienterne ud af balance og vipper dem sidelæns ned på gulvet.
Attribution 
Foto: Nikolai Linares
Det nye greb er et slags aflåst sideleje, hvor patienten ligger og ”krammer” sig selv, og hvor tre, modsat tidligere, hvor der kun var to, personaler ligger eller sidder tæt på den enkelte patient: En hen over benene og de to andre ved patientens overkrop, men dog med ansigtet mod patienten og ikke mindst hinanden.

Ifølge vicedirektør i Region Hovedstadens Psykiatri, Anne Hertz, passer initiativet godt ind i ambitionen om at halvere antallet af bæltefikseringer og minimere brugen af tvang generelt. Her er den nye metode både mere nænsom, og den giver bedre mulighed for at kommunikere og få øjenkontakt til personalet og mellem medarbejdere.

“Vi har et håb om, at den nye metode kan deeskalere situationer og forebygge yderligere tvang, for eksempel bæltefikseringer,” lyder det fra Anne Hertz.

Lige ved at miste patient 

Fastholdelsen bliver evalueret på måtten:

”Egentlig en ret behagelig position”

“Jeg kan slet ikke bevæge mig, selvom jeg seriøst vrider mig. Men det er egentlig en ret behagelig position det her,” lyder det fra en af kursisterne, der ligger i krammeposition på gulvet i rollen som patient.

“Ja, det fungerer ret godt, når vi pakker patienten helt ind,” er kommentaren fra hende, der sidder på højre side med armen over sin ”patient”.

Vi er halvanden time inde i undervisningen, og i teams af fire har kursisterne været alle roller igennem; fra patient til ben samt højre og venstre side af kroppen. Flere har ytret, at især benene er svære at holde i ro. Især hvis man forstiller sig stærkt urolige patienter.

Andre er i tvivl om, hvorvidt grebet er lige så effektivt som det tidligere; om det holder patienten lige så godt fast. Alle er dog samstemmende enige om, at muligheden for at kommunikere med både patient og kollega er et klart plus. Dét og så ikke mindst de frie luftveje.

Lige ved at miste patient 

Især den sidste pointe har stor betydning, hvis du spørger specialinstruktør Lone Osbæck, der for seks måneder siden var lige ved at miste en af sine patienter.

“Min numse ligger i hans armhule, mit ben er bukket op langs hans underarm, og jeg holder fast i patientens håndled med begge mine hænder. Ryggen er mod både min kollega, Peter, og patient, og det eneste jeg kan mærke er en spænding i de hænder, jeg holder, og dele af hans arm,” fortæller Lone Osbæck.

Så mange trænes og undervises
  • 24 specialinstruktører har trænet ca. 100 vedligeholdelsesinstruktører i den nye metode.
  • De 100 vedligeholdelsesinstruktører er nu i gang med at undervise alle de kolleger, der indgår i alarmsituationer.
  • Det er typisk sygeplejersker, SOSU-assistenter, plejere og en del fysioterapeuter og ergoterapeuter, der alle arbejder på et af Region Hovedstadens Psykiatris 93 sengeafsnit.
  • Vikarer på sengeafsnit får desuden også oplæring i den nye metode.

Det er en patient, der er stærkt psykotisk, så efter 70 minutter har Lone, Peter og et par andre kolleger, der er kommet til, ham stadig fastholdt i den klassiske mavestilling.

Pludselig kan Lone ikke mærke den spænding i hånden, der har været indtil da.

“Peter, hvad sker der?” råber Lone, der får vendt sig rundt og opdager, at manden har respirationsstop.

“Det er egentlig først nu, hvor jeg er blevet introduceret for det nye greb, at jeg har opdaget, hvor sårbare de utallige fastholdelser, jeg har været med til i årenes løb, har været,” fortæller Lone Osbæck.

Lone og hendes kollega får liv i patienten igen, og han overlever.

“Men jeg er rystet over, at jeg først opdager, hvor galt det står til, da jeg mister spændingen i hånden,” fortæller Lone Osbæck.

Mindre pres på patienten

Jacob Hvidhjelm, postdoc og ph.d. i Enheden for Klinisk Psykiatrisk Sundheds- og Sygeplejeforskning på Psykiatrisk Center Sct. Hans, er også begejstret for det nye greb. Han påpeger, at der i forskningslitteraturen er adskillige eksempler på formodentlige dødsfald på patienter, der har været fastholdt på enten mave eller ryg.

Det nye greb er derfor et spørgsmål om at minimere risikoen for, at patienter dør. Men det er samtidigt en position, der er mindre konfliktoptrappende.

“Erfaringer fra Norge viser, at sideleje lægger mindre pres på patienten, hvilket gør, at de ikke i samme grad ønsker at kæmpe imod. Det er derfor håbet, at vi holder antallet af fikseringer på et minimum,” fortæller Jacob Hvidhjelm.

Han peger på en undersøgelse blandt tidligere, psykiatriske patienter i Norge, der viser, at sidelejet bliver opfattet som mindre krænkende, mindre smertefuldt, men mere tryg.

“Man skulle tro, at positionen kunne være intimiderende, fordi personalet sidder så tæt på dem, som de gør. Men det har faktisk den modsatte, mere afstressende, effekt,” fortæller Jacob Hvidhjelm.

Læs også Vi når ikke målet om halvering af bæltefikseringer

Emneord: 
Psykiatri