Fleksjobbet er skræddersyet til Lissy

Vi skruer tiden tilbage til december 2014. Det er en helt almindelig morgen i Bjerringbro, temperaturen har lige nøjagtigt sneget sig over frysepunktet, klokken har netop passeret seks, og 52-årige Lissy Doktor skal på arbejde.

Hun er sygeplejerske på børneafdelingen på hospitalet i Viborg, hvor hun i øvrigt også er tillidsrepræsentant. Normalt tager hun bilen, men den skal på værksted – det er koblingen, der er i stykker – så denne morgen sætter hun sig op på sin cykel for at trille ned til togstationen.

Lissy Doktor forlader hjemmet samtidig med sin mand, der altid cykler på job. Hun får et par meters forspring – og når ikke at reagere på mandens advarsel.

”Pas på, det er måske glat,” råber han, lige før hun skal runde det første sving.

Her er asfalten dækket af et tyndt, næsten usynligt lag is, og cyklen skrider under Lissy Doktor. Hun lander tungt, og selv om hun kun slår højre hofte, er slaget så voldsomt, at hun må bæres hjem på et stilladsbræt.

”Jeg vidste med det samme, jeg havde brækket noget. Men i øjeblikket tænkte jeg mest på, at jeg ikke ville nå toget,” siger Lissy Doktor.

Godkendt til fleksjob
I dag – mere end fire år efter den fatale morgen – møder vi hende på Plejecenter Blichergården i Viborg. Her bevæger den nu 56-årige og gangbesværede Lissy Doktor sig hovedsageligt rundt på gangene på et trehjulet, elektrisk løbehjul. Det helt tilfældige uheld fik nemlig alvorlige følger, fordi operationen af hoften slet ikke forløb efter bogen.

Det er en anden historie, men konsekvensen har været, at Lissy Doktor efter tre år med reoperationer, en ny hofte, et visnet underben, genoptræning, kortvarige comebacks på hospitalet og talrige møder på jobcentret måtte opgive at vende tilbage til arbejdsmarkedet på ordinære vilkår.

Derfor blev hun godkendt til et fleksjob – og siden forsommeren har hun været ansat på Blichergården i en funktion, der synes skræddersyet til hende: 12 timer om ugen – fordelt på tre dage a fire timer – er det Lissy Doktors opgave at tage hånd om, hvordan arbejdspladsen udvikler medarbejdernes færdigheder og kompetencer.

”Jeg havde slet ikke tænkt på ældreområdet, da jeg begyndte at kigge mig om efter fleksjob. Jeg troede, jeg skulle kigge efter arbejde i en lægepraksis eller noget i den stil,” siger Lissy Doktor – som nåede at søge 20 stillinger forgæves, før en kvik konsulent på jobcentret formidlede kontakt til Blichergården.

”Det var virkelig en god idé, som jeg aldrig selv ville have fået. Men konsulenten læste mig rigtigt, og så undgik jeg at havne et sted, der slet ikke passede til mig,” siger Lissy Doktor.

Jobbet formes løbende
Hendes jobbeskrivelse kan i første omgang lyde lidt konsulentagtig. Lidt upræcis. Og det er den også. For selv om Blichergårdens leder, sygeplejerske Susanne Simonsen, havde en klar fornemmelse af stillingens indhold, da hun ansatte Lissy Doktor, havde hun også en klar fornemmelse af, at det er et job, som formes løbende.

”Vi har 60 medarbejdere, der er fordelt på fire teams, og hidtil har udviklingsarbejdet ligget i hænderne på vores to sygeplejersker. Men de har så mange andre opgaver, at de ikke har haft tid til det, og det har pint mig,” siger Susanne Simonsen og fortsætter:

”Da jeg så Lissys cv og andre papirer, var jeg ikke i tvivl om, at det var sådan en som hende, vi manglede. Ud over at hun er praktiker, har hun også været udviklingssygeplejerske, hun har diplom i ledelse, og hun har en master i klinisk sygepleje. Hun har altså mange indgange til at løfte den her opgave.”

Blichergården er – som mange andre plejecentre – kendetegnet ved en del erfarne kræfter blandt de ansatte. Mange af medarbejderne har været ansat i mere end 10 år, og Lissy Doktor var spændt på, hvordan de ville tage imod hende. Om de overhovedet ville acceptere én, der kom udefra og bildte sig ind, at hun kunne lære dem noget.

”Derfor var jeg meget forsigtig i starten og gjorde mig umage med at stikke en finger i jorden. Men min tvivl var ubegrundet. Det, der har overrasket mig mest, er nemlig den imødekommenhed, jeg er blevet modtaget med,” siger Lissy Doktor.

En voksen dame
Hun finder det tankevækkende, at vi lever i en tid med mangel på sygeplejersker – men samtidig er det svært at finde plads i vores sundhedsvæsen til sygeplejersker med nedsat arbejdsevne:

”Det siger lidt om arbejdspresset – og at lederen tænker ”ud af boksen”. 12 timer om ugen i en funktion som min kræver planlægning og prioritering, og samtidig kræver det også arbejdspladsens accept af og forståelse for de begrænsninger, sådan en som mig stiller med. Det har heldigvis ikke været et problem på Blichergården, men det er ikke en selvfølge, siger Lissy Doktor.

”Jeg har hele tiden forsøgt at se muligheder i stedet for begrænsninger, men det er en lang proces – og hårdt arbejde – at finde sit ”nye jeg”. Men det er befriende, når man så når dertil. Og så vil jeg bare gerne blive set som den, jeg er. Og så håber jeg, folk forstår, jeg fysisk ikke har kræfter til at arbejde mere, end jeg gør. Posen er fuld, når jeg får fri,” siger hun og afbrydes af sin chef:

”Jeg forstår godt, Lissy var skeptisk og spændt i begyndelsen. Men det kommer ikke bag på mig, at folk har taget godt imod hende. Normalt er der ikke plads til meget kreativitet på en arbejdsplads som vores. Det hele går hurtigt op i drift, og det var også derfor, vi ikke havde taget os tid til det her. Men det skal vi gøre, hvis det skal være sjovt at gå på arbejde og hver enkelt medarbejder skal få mest muligt ud af sin faglighed,” siger Susanne Simonsen, som sagtens kan forestille sig, at tilsvarende arbejdspladser kan kopiere idéen.

”De skal blot huske at ansætte en sygeplejerske – eller en tilsvarende fagperson. Det var gået helt galt, hvis vi havde ansat en akademisk konsulent i den her stilling. Lissys kendskab til faget og etikken har været afgørende. Og så gør det heller ikke noget, hun er en voksen dame…”

Læs også:

Alle kommer til samtale

Bekymrende svært at finde fleksjob