Forebyggelse kan mindske frafald

For mange sygeplejestuderende falder fra på studiet, og det er både dyrt for samfundet og psykisk belastende for den enkelte studerende. Forebyggelse er vejen frem, viser ny rapport.

Sygeplejestuderende, som tidligere har været i gang med en professionsbachelor, er i særlig risiko for at falde fra, og det samme er studerende med HF-baggrund.

Det er konklusioner på et arbejde udført af en taskforce på VIA UC. Arbejdet har ført til anbefalinger om oprettelse af netværk i VIA Sundhed, en fælles litteraturliste og en opfordring til at udvikle og evaluere fælles fastholdelsesinitiativer.

Inden en sygeplejestuderende træder ind ad døren på sit undervisningssted, skal han vide, at det er et fuldtidsstudium, han begynder på. Udbudsstedet, altså det enkelte UCN, UCL, VIA UC, eller hvad betegnelsen nu er, skal have fokus på det første studieår, dvs. introduktion og socialt og fagligt miljø, for det er i starten af uddannelsen, frafaldet sker. Klare og høje forventninger til den studerende er væsentlige, ligesom der skal være mulighed for akademisk støtte i det første studieår, lyder anbefalingerne.

Desuden skal underviserne på udbudsstederne samarbejde om at forhindre den studerende i at gå ud ad døren igen, inden han har givet studiet en fair chance, og underviserne skal være tilgængelige.
De studerende skal være motiverede og leve op til forventningerne på studiet og de krav, der stilles. Motivation er en afgørende faktor og en bedre indikator end karaktergennemsnit i forhold til, om den studerende gennemfører studiet.

Hvorfor vælger de studerende sygeplejerskeuddannelsen? Både personlige interesser, karrieremuligheder og uddannelsessted har betydning, viser taskforcens undersøgelse.

Læs også artiklen ”Frafald på sygeplejerskeuddannelsen kan undgås” i Fag&Forskning 2019 nr. 1

Emneord: