Anmeldelser

Jesper Frederiksen og Niels Sandholm Larsen (red.)
Undersøgelsesmetoder i sundhedsfagligt arbejde
Samfundslitteratur 2019, 216 sider – 269 kr. (vejl.)

I klinisk praksis stilles sundhedsprofessionelle over for mange konkrete problemstillinger, som de kan have behov for at dykke ned i for at kunne levere ydelser af høj faglig kvalitet.

Derfor er det også nødvendigt at have indsigt i de metoder, der eksisterer, og som kan anvendes til at opnå og kvalificere viden.

Det er bogens formål at give en introduktion til en række undersøgelsesmetoder, der er anvendt ved tilvejebringelse af viden om problemstillinger, der har relevans for patienters sundhed, rehabilitering og velvære.

Det gør, at bogen er relevant.

Der er udvalgt ni forskellige metoder, som dækker en bred vifte af hyppigt forekommende problemstillinger, man kan ønske mere viden om. Der kunne have været valgt flere eller færre, men forfatterne har foretaget denne udvælgelse, som forekommer rimelig.

Hver metode behandles i et selvstændigt kapitel i en fælles struktur. Der indledes med en kort beskrivelse af en klinisk problemstilling. Dernæst beskrives de valgte metoder, hvilke spørgsmål metoden er velegnet til at besvare, fremgangsmåde og den videnskabsteoretiske forankring.

Da forfatterne har deres daglige gang på professionsuddannelserne, er det tydeligt, at denne struktur er valgt for at gøre det lettere for de studerende at blive sporet ind på konkrete og relevante problemstillinger ved den valgte metode. Forhåbentlig går de studerende så i dybden med supplerende litteratur.

Som forfatter foretager man valg. Alt kan ikke rummes i et kapitel med et begrænset sidetal, og derfor er der også områder, hvor jeg har tænkt: hvorfor nu det? Jeg vil ikke fremhæve disse steder, for det vil være uretfærdigt over for nogle forfattere frem for andre, da min undren jo er forårsaget af min forforståelse, og at jeg har specialist- og nørdviden.

Jeg skriver dette, ikke for at nedgøre bogen, men for at understrege, at ingen sandsynligvis kan skrive en bog, der indeholder alt. Det er derfor nødvendigt at supplere med metodelitteratur, der er mere detaljeret, da bogen er tænkt som en grundbog.

Der er dog en ting, der har generet mig ved læsningen. Sproget har et meget svingende niveau.

Det gør sig gældende i alle kapitler, det må derfor være et valg, forfatterne har taget. På samme side fandt jeg tekst, hvor jeg tænkte ”Gab, jeg behøver ikke at få tingene skåret ud i pap” for dernæst at måtte læse et afsnit flere gange for at blive klog på tekstens budskab, fordi indholdet var så komprimeret.

Det generede mig med fordanskninger af velkendte engelske betegnelser. Det er efter min opfattelse en misforståelse og at gøre de studerende en bjørnetjeneste, da de fremover i deres søgen netop skal anvende de engelske termer.

Jeg ved, at jeg ikke tilhører målgruppen. Jeg læser derfor teksten med en formodning om, hvordan målgruppen vil læse og bruge bogen.

Derfor er dette en opfordring til forlagene generelt: benyt udelukkende fagfællesvurdering til faktatjek af teksten, men invitér repræsentanter for målgruppen til at læse og forholde sig til, om bogen er inspirerende, engagerende, gør læseren nysgerrig, hjælper dem til at ”gå selv” og sikre, at man som læser ikke bliver holdt for meget i hånden.

Preben Ulrich Pedersen, professor Ph.d., Klinisk Institut, Aalborg Universitet.
 

Signild Vallgårda
Hvordan mindsker vi uligheden i sundhed?
Informations Forlag 2019, 74 sider – 49,95 kr.

Vil vi her i Danmark yde sygepleje til de, der råber højst eller til de, der har størst behov?

Signild Vallgårda har forfattet en meget lille, meget klar bog, fuld af facts og forskningsmæssige overvejelser om ulighed i sundhed i Danmark.

Hun konstaterer, at der fra politisk side gøres meget lidt for at reducere den uretfærdige ulighed, og at der her i landet er fokus på den enkeltes ansvar for egen livsstil, mens man i Sverige, Norge og England har meget større fokus på samfundsmæssige forholds betydning for den enkeltes helbred.

Vallgårda citerer Rigsrevisionen: ”Dårligt stillede får ringere behandling, når de er i kontakt med sygehusvæsenet.”

Sygeplejersker lever altså ikke op til de Sygeplejeetiske retningslinjer om i særdeleshed at varetage sårbare gruppers behov.

Bogen giver konkrete eksempler på, hvordan vi indhenter det forsømte.

Sundhedstjek alene har aldrig gavnet nogen, men man kunne ”opprioritere behandling af sygdomme, som de kortuddannede især lider af. Det gælder ikke mindst psykiske lidelser, muskel-skelet-lidelser og KOL.”

Vallgårda slutter med at slå fast, at ulighed i sundhed er et kollektivt ansvar, at uligheden kan mindskes, hvis man vil det, og at det ikke kun er et spørgsmål om penge.
Bogen bør læses af alle sygeplejersker og sygeplejersker in spe.

Christine Riegels Læsøe, sygeplejerske, cand.scient.soc., Københavns Kommunes Afdeling for Lindring